07. november. Mandag. 7 grader, gråt og fugtigt og vinden er frisk fra sydvest.
Hører trissen og må så op en tur. Sover videre til klokken seks. Lægger kabaler, og fodrer katten som banker på vinduet. Ritualerne startes efter kabalerne er lagt. Vi er klar i god tid til vores behandling på Vadestedet. Først Aase og så jeg en halv time senere. Efter endt behandling ruller vi en tur i Bilka, for at hente en julegave som Kenny har købt. Så en tur ind til Aldi efter nogle fornødenheder og for at se efter nogle bukser til Aase, men der var ingen som fruen var interesseret i.
Hjemme igen til en let frokost og efterfølgende kaffe med Bodils gode banankage til.
Vi ringer til Pia og ønsker hende og Kurt, Pernille med flere en god tur til Dubai i morgen.
Så nåede vi til aftensmaden efter lidt oprydning hist og her. Jeg slumrer mig behageligt gennem begge tv-aviser og lokal tv. Tror det er tid til at hjælpe fruen til køjs og fodre katten for 27. gang i dag.
Jeg siger godnat.
08. november. Tirsdag. 11 grader, lidt overskyet og vinden er let fra sydvest.
Hører trissen og har det noget vanskeligt ved at falde i søvn igen. Slumrer dog et par timer mere og lægger alle kabalerne. Katten og fruen banker og så må jeg i gang med alle rutinerne.
Har ikke verdens bedste dag, er træt og slap og det meste af dagen går med at ligge og slappe af på sengen.
Aase har influenza symptomer og er lidt pirrelig og fryser. Vi mener det stammer fra vaccinationen i fredags. Lidt eftermiddagskaffe og lidt senere aftensmad som til forveksling ligner den fra i går. Pia og Kurt er taget til Dubai i dag sammen med Pernille og Louise.
Katten og jeg ser tv-aviserne og så forlader han atter huset. Han er forkølet og hoster til tider og hans højre øje er lidt betændt. Jeg kan jo ikke køre ham til dyrlæge for det er med sikkerhed en umulighed at få ham lokket ind i en transportkasse. Vi må se tiden an. Men pt. er han lidt træls at have med at gøre, da han kommer og går med korte intervaller. Så er det sengetid og det er blevet lidt sent så vi går begge til køjs samtidig.
09. november. Onsdag. 11 grader, lidt sol og vinden er let fra sydvest.
Hører ikke trissen, men er vågen flere gange fordi mit højre ben gør ondt. Lægger kabaler og falder i søvn igen og vågner første efter klokken otte. Rutinerne startes op og jeg har bagefter til hensigt at køre på lossen, lufte ud i Kennys lejlighed, besøge Harald Nyborg og handle lidt i Aldi. Efter at have hjulpet Aase på cyklen starter jeg min rundtur og er hjemme til kaffetid. Har desværre satans ondt i ryggen og må ty til lidt medicin for at få det nødvendige overskud til resten af dagen. Aase har passet katten som efterhånden har etableret et godt forhold til fruen.
Har købt en basse til eftermiddagskaffen og så slapper vi lidt inde middagen fra Gordon indtages. BBQ-kylling med barmartiris og grøntsager udgør aftenmenuen. Upåklagelig.
Katten møder op og er efterhånden stærkt indstillet på at være med når vi taler og er sammen og befinder sig bestemt godt i vores selskab. Lidt senere ser katten og jeg tv-aviserne sammen inden han atter går ud i det forholdsvis milde vejr. Du er blevet en del af familien missemand og vi vil da nødig undvære dig selvom du i perioder er uhyre tidskrævende og omkostningstung i mad.
Lidt tv og så kravler pensionisterne til køjs.
10. november. Torsdag. 11 grader, et solstrejf ind i mellem og vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke trissen men vågner ved halvfiretiden og synes jeg har det lidt dårligt i maven og i højrebenet.
Kan ikke falde i søvn igen, blandt andet pga. benet, men også fordi maven er noget urolig. Vender og drejer mig til ved syvtiden og drøner så på toilettet.
Fruen banker og dagens rutiner sættes i gang. Jeg har ikke det nødvendige overskud til en gang fysioterapi, så jeg ringer til Gitte på Vadestedet og melder os begge fra. Lægger mig på sengen og læser lidt, med noget koldt på ben og ryg. Aase træner selv med rollatoren og jeg bliver liggende det meste af dagen. På et tidspunkt kommer katten og vil gerne småslumre sammen med mig og helst oven på mig. Sådan ligger vi en times tid. Når dog lidt senere at gå en tur med Dysonen. Vi springer anden over og snupper en burger i stedet, da min appetit ikke er til større måltider. Så er der tv-avis og så dukker katten atter op og vi ’snakker’ lidt til tv-avisen, inden han går udenfor.
Starter på en tidligere optaget Barnaby og katten kommer atter for at ’snakke’ og bliver en times tid inden han kravler ned i kurven for at sove. Pensionisterne har fået samme idé og vi kravler så op i vores kurve.
11. november. Fredag. 9 grader, blæsende fra sydvest og det er ganske gråt.
Hører trissen, men slumrer videre til klokken seks. Kabalerne får en tur og så faldt jeg sgu i søvn igen og vågner først ved ottetiden. Fruen snorker stadig og jeg må efter en lille halv time vække hende så vi kan få sat gang i dagens rutiner. Efter morgenmaden beslutter vi at gøre rent og vaske mens strømmen er mindre dyr. Min mave holder sig nogenlunde i ro, men man kan sgu aldrig vide. Årsagen til urolighederne er jeg ikke helt sikker på, måske en udefra kommende bacille eller også er det fordi jeg er hørt op med at tage den kraftige smertestillende depotmedicin. Helle ville have besøgt os, men vi synes nu hun skulle blive væk, når vi ikke rigtig vidste hvad årsagen til maveondet er. Aase reagerer i det meste af huset med duster og lille støvsuger og jeg vasker og tørrer tøj til den store guldmedalje, mens jeg snupper et lille hvil mellem opgaverne. Spiser kalkunschnitzler, med krydret sovs og kartofler samt grøntsager til aften.
Aase ser Vild Med Dans og jeg ser Inspektor Frost. Så er det sengetid.
12. november. Lørdag. 11 grader, noget gråt og vinden er let fra sydvest.
Hører ikke trissen, men sover generelt ad helvede til. Står dog op og igangsætter dagen rutiner.
Fodrer katten, som så lægger sig i kurven i stuen lige op ad radiatoren.
Aase går de 15 runder og hopper så på cyklen i ca. tre kvarter.
Er ikke sprængfyldt med energi og sætter mig med lidt infrarødt lys på ryggen og slapper så et kvarters tid. Så går han amok og hopper 2 x 10 minutter på hhv. løbebånd og spinningscykel efter at har ’snakket’ lidt med den sorte mand. Så er det badetid.
Aftensmaden er et stykke med ferskrøget laks med et glas øl til. Så er det tid til pensionist tv. Aase ser Den Store Bagedyst og jeg kaster mig over Ørkenens Sønner, derefter er det sengetid.
13. november. Søndag. 9 grader, gråt og vinden er svag fra sydvest.
Vågner klokken 02:22, hmm, men har ikke hørt trissen som åbenbart har været her tidligt.
Mit sove gen er åbenbart i uorden, for jeg vågner og sover afbrudt det meste af natten. Står op ved halv ottetiden og sparker gang i rutinerne. Må vække fruen og hun er noget bims for hun har haft onde drømme, siger hun. Noget og en masse cykelryttere som nogen havde inviteret til frokost med sild og snaps her til frokost og hun kunne ikke komme rundt om bordet i kørestolen for at dække bord. Hun var bestemt generet af den drøm. Jeg har sgu heller ikke nogen fremragende dag, er rædsomt træt og har ondt i ryg og ben. Snupper en bombe sidst på formiddagen og drøner så i Aldi for at købe det mest nødvendige. Ofte handler vi om mandagen, men i morgen har vi flere aftaler, blandt andet med et firma som kommer og renser tagrender om eftermiddagen.
Eftermiddagskaffe og citron måne til cykelcross fra Belgien. Det kan jeg godt lide at se. Der sker en del og det tager kun en lille time. 😊
Så melder Gordon sin ankomst og så er maden reddet for tre dage. I aften har vi aftalt at spise medister, som jeg ellers undgår, i forhåbning om at den smager lige så godt som det andet der leveres. Det gjorde den, ingen klager herfra.
Katten får aftensmad og lister ud, og jeg vil sætte mig og ser Ørkenens Sønner som jeg optog i går. Godnat.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata