Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Uge 23 2025

Set & Sket 2025 Posted on 23. juni 2025 15:28:02

02. juni. Mandag. 13 grader, let vind fra sydvest og det er lidt gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:15. Alt for tidligt.!
Er oppe kort før trissens ankomst, den kolde hvidvin slog til igen. Kvart over seks må jeg atter op en tur og bagefter lægges kabalerne. Katten kommer ind og får morgenmad og lister så ad sted igen.
Kvart i otte startes ritualerne og vi gør klar til en tur til Vadestedet. Som altid er vi i god tid, selvom vi måtter køre en omvej pga. vejarbejde.
Fruen cykler lidt og i dag kom hun en tur i barren også. Vi ruller ind til 365 og Rema på vejen hjem. Vi spiser en ydmyg frokost og snupper lige et glas brændevin. Købte en Høker Snaps i Rema og den har vi aldrig tidligere smagt. Katten kommer på visit og lægger sig i fitness lokalet.
Ingen cykling på fladskærmen i dag, så Aase lægger kabaler og jeg slapper lidt. På et tidspunkt fornemmer jeg en vis uro på Figenvej og lister udenfor og ganske rigtigt. Hanne futter rundt for at finde Pirlo som er smuttet fra hjemmet. Han er ikke at finde på vores parcel og jeg fortæller Rikke og Linda at hunden er på udflugt og de henter deres hunde og går en tur. Det er ofte en mulighed at deres hunde kan finde en anden hund og ganske rigtigt finder Lindas hund Marley Pirlo, men i Hannes egen have.
Carsten er ved at lave hegn som skal holde Pirlo inde på parcellen, men han er ikke helt færdig.
Vi spiser noget kylling ragout med kartofler og grøntsager og drikker et glas rødvin til.
Så er der atter underholdning til alle og jeg ser Ørkenens Sønner, men falder i søvn undervejs.
Fruen hjælpes dog til køjs og jeg småslumrer videre, sådan en Faustino 1, kan vist vælte selv den bedste omkuld. Går til køjs.

03. juni. Tirsdag. 5,5 grader ved sekstiden er sgu ikke pralende for et forår. Solen skinner dog og vinden er svag fra nordvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:13.
Katten kommer med ind omkring klokken seks og hun lægger sig i fodenden på min seng på det hvide tæppe, efter at have konsumeret en del kattemad med laks. Efter en times tid lister hun atter ud i foråret.
Jeg slumrer til klokken godt otte, efter at have laget kabalerne. Sætter gang i ritualerne og synes jeg er noget tung i hovedet og tilskriver rødvinen fra i går årsagen. Skal vist være lidt mere tilbageholdende næste gang. Fruen hjælpes på cyklen og jeg lister ud og slår græs af et par gange. Har jo kun et batteri. Mellem de to gange plæneklipning futter jeg en tur i Rema for at købe kattemad, det glemte jeg forleden. Minsandten og ikke katten møder op og vi lægger os på sengen en times tid og ’snakker’.
Lidt senere lister hun ind i fitnesslokalet og mens jeg slår græs, flytter hun ind på stolen ved det runde bord. Også her får vi en kort snak, mens jeg venter på at batteriet til plæneklipperen oplades.
Anden runde på græsplænen tager kun et kvartes tid og så kan katten og jeg snakke lidt igen, inden hun lister ud og jeg luner oksekødbollerne, pastaen og tomatsovsen.
Fruen ordner køkkenet og jeg skriver så lidt på blokken. Hvad Aase ser ved jeg ikke, men jeg ser atter et afsnit af Ørkenens Sønner, inden sengesid.

04. juni. Onsdag. 14 grader, omkring klokken fem, det er lidt gråt og vinden svag fra sydvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:26.
Jeg sover til lidt i fem og løber så en tur og lukker katten ind til morgenmad, hvorefter hun atter lister ud i foråret. Har vanskeligheder ved at falde i søvn igen og lægger kabalerne, minus en enkelt som driller gevaldigt. Står op lidt i otte da fruen banker og ritualerne aktiveres. Har en aftale først på eftermiddagen med foddamen, da min venstre storetå gør ondt. Hun ringer imidlertid ved godt ti tiden og hvis jeg er hurtig, kan hun klare ’operationen’ om 10 minutter. Jeg springer straks i tøjet og starter den blå vogn og er fremme efter 11 minutter. Så er den klaret og jeg ruller hjemad igen.
Vejret er rimeligt og jeg har tre sække græsaffald som vil have godt af at komme på lossen, da sækkene allerede nu er ’gloende’. Jeg læsser bilen med sække og også med tomme flaske og dåse emballage. Får læsser det hele af hhv. på lossen og pantstationen. Hjemme igen og fremstiller en ydmyg frokost til fruen og mig selv, men Aase går de 15 runder. Bagefter cykler hun og jeg går i bad.
Vi ser lidt cykling fra Slovenien, men det er jo ikke så ophidsende som Giroen. Vi beslutter at spise lidt sen frokost. En sildemad, et stykke med røget laks, et stykke med skinkesalat, det skulle nu have været hønsesalat, men det gamle fjols havde taget fejl af emballagen hos Rema. Det sker sgu oftere og oftere at jeg får noget ’forkert’ med hjem. Til gængæld huskede jeg snapsen. 😊
Det var heldigt for den smagte udmærket til den lette frokost. Katten mødte op og lagde sig på stolen ved bordet hvor vi sidder og spiser. Du er alletiders selskabsmissekat. Hun blev liggende lige til vi rejste os for at vaske op med mere. Hun spiste lidt og valsede så ud i den lidt fugtige aften.
Jeg ser også her til aften lidt Ørkenens Sønner inden fruen hjælpes til køjs og jeg følger efter lidt senere.

05. juni. Torsdag. 8 grader, solen titter frem og den lette vind er i det sydøstlige hjørne.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 2:06.
Må op en tur ved fem tiden og lukker katten ind til morgenmad og en kort snak inden hun atter lister ud i foråret. Jeg slumrer videre og lægger så nogle kabaler. Fruen banker ved halvottetiden og så sætter vi gang i ritualerne. Katten møder atter op og vi får en lille snak mens vi spiser morgenmad og bagefter lægger vi og en times tid på sengen og småslumrer og så går frøkenen atter udenfor.
Jeg er ikke ligefrem sprængfyldt af energi, så Aase får strøm og vi går de femten runder inden hun cykler og spiser en ydmyg frokost til Slovenien rundt.
Holder lav profil om eftermiddagen indtil aftensmaden som er vikingegryde med ris. Vi spiser friske jordbær med is som dessert. Det smager godt.
Så er der underholdning til alle fra fladskærmen. Jeg ser det sidste af et afsnit med Ørkenens Sønner, så er der ikke flere tilbage på lageret. Hjælper fruen til køjs og kort efter følger jeg eksemplet.

06. juni. Fredag. 12 grader, gråt og regnen truer, vinden er frisk fra sydvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:42.
Er oppe en tur ved fire tiden og lukker katten ind, som så beslutter sig for at blive inde og sove i benenden af min seng. Det er som sådan fint nok, men jeg sover sgu ikke så godt når jeg skal dele min seng med nogen. Ved otte tiden beslutter den ældre dame sig for at gå ud, selvom det regner lidt. Det varer dog kun kort så er hun inde igen og går direkte ind i fitnesslokalet og sover.
Aase har besluttet sig for at støve af og støvsuge med den lille støvsuger i stue og forstue.
Jeg leverer en meget let frokost til fruen inden jeg går i bad og bagefter rulles en tur i Rema.
Katten kommer og går med ind med kurs mod fitnesslokalet. Vi ser hende ikke før til aftensmaden, hvor hun lægger sig på min seng og vasker sig samt småsover, mens pensionisterne spiser karbonader til fruen og fiskefrikadeller til undertegnede. Katten har forladt os, mens vi indtog aftensmaden.
Underholdning til alle. Jeg ser Barnaby og fruen lægger vist kabaler inden hun hjælpes til køjs og jeg følger efter. Vi nået at få 10 millimeter regn i løbet af dagen.

07. juni. Lørdag. 14 grader, lidt gråt, og vinden er let fra sydvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:04. Det duer bare ikke.!
Sover til klokken næsten fem og lægger så kabalerne og småsover til klokken godt otte.
Op og sætte gang i ritualerne og mens fruen ordner køkken, går jeg en tur med kammerat Dyson og vasker gulvene uden tæpper. Let frokost og Aase rengør gæstetoilettet og så slapper vi lidt. Katten møder op og vi lægger os på sengen til kattens store tilfredsstillelse og for den sags skyld også min. Omkring halvfemtiden lister katten ud og vi går i gang med at tilberede dagens ret. Kylling, aspargessovs, kartofler og broccoli. Dertil et glas vin i anledning af den forestående pinse.
Underholdningen står fladskærmen for, som sædvanlig. Der er Hvem Vil Være Millionær, som pensionisterne ser og så er der Ørkenens Sønner som jeg kaster mig over. Fruen hjælpes til køjs og katten som mødte op for en times tid siden, lister udenfor. Jeg ser lidt mere Ørkenens Sønner og går så i seng.

08. juni. Søndag. 12 grader, svag vind fra sydlige retninger og det er gråt og regnen nærmer sig.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:52.
Sover til kvart over fire og lukker så katten ind og hun er p…. våd, for det regner. Lidt mad og så lægger hun sig i fodenden af min seng et par timer inden hun atter lister ud.
Jeg forsøger at få lidt mere søvn, da jeg synes at jeg efterhånden er lidt i underskud. Står op ved godt otte tiden og starter ritualerne. Vi søndagsbader begge to og gør os klar til at Bodil kommer på visit medbringende en banankage. Katten kommer kort før Bodil og hun, altså katten, lægger sig på min seng og sover det meste af eftermiddagen, Vi hygger os med Bodil, banankage og kaffe og da Bodil lister ad sted, lister katten sig ind i fitnesslokalet og slumrer videre. Det er forståeligt for det har faktisk regnet det meste af dagen og vi har nået godt 11 millimeter. Så kommer Betterfeast med aftensmaden og vi spiser bøf stroganoff med kartofelmos. Der har været cykelløb fra Frankrig med blandt andre Vingegård, Pogacar og Evenpol. Dagens etape vinden er Tadaj Pogacar og vi ser et sammendrag fra dagens etape her til aften. Noget af det mest uhøflige og dårlige stil synes jeg er, når man foretrækker tv’et fremfor sine gæster. Tv’et har ALDRIG fortrinsret fremfor vores besøgende, selvom vi synes mægtig godt om cykelløb. Aase ser vist ’Hvem Vil Være Millionær’ og jeg ser endnu et afsnit af ’Ørkenens Sønner’. Fruen hjælpes til køjs og jeg ser lidt mere af Ørkenens Sønner’ og lister så mod sengen.



Uge 49

Set & Sket 2019 Posted on 9. december 2019 10:09:26

02. december. Mandag. 2 grader, en lidt sløret sol og vinden er svag fra nordvest.
Vågner ved fem tiden og katten er ikke lige til at få øje på og går så i seng igen.
Kabalerne får lige en tur og ved seks tiden kommer Sorte og vil ud.
Han returnerer en time senere og sover så videre.
Det gør jeg også, er en anelse slap i koderne, hoster og er lidt ru i halsen. Gid Fanden havde det rædsomme klima, jeg er altså kun til temperaturer over 20 grader.
Ringer til Rejsekortets support og forsøger at forklare mit ærinde. Da det er Aase jeg ringer for, ønsker supporten at Aase kommer til telefonen for at give sig til kende med cpr-nummer og navn, så kan vi komme videre. Øjensynlig er alt som det skal være og vi bliver forsikret om at kortet sagtens kan bruges næste gang vi rejser, men husk lige at tjekke ud, ikk.?
Mens Aase terroriserer katten og mig med støvsugeren, forsøger vi at flygte fra rum til rum og til sidst går katten ud.
Snupper en slapper og hoster mig igennem en bog af Jørgen Leth.
Kartoffel kroketter og fyldte rødspættefileter fuldender dagens måltider.
Også i denne uge sidder jeg heldigvis fast i lænestolen mens jeg ser ’Vilde ekspeditioner til det ukendte’ Zapper lidt bagefter og katten bliver inde og overnatter og jeg kravler ned under dynen.

03.december. Tirsdag. Minus 4 grader, lette skyer på himlen og vinden er svag fra sydøst.
Sorte vil ud ved halv sekstiden og jeg er vågen, lægger kabalerne og katten kommer tilbage en time senere og sover videre.
Så er der morgenkaffe og Aase kommer og gør klar til en tur i Scala på cyklen, selvom det er 3 graders frost.
Alberte sidder i vinduet og bliver lukket ind til lidt at spise og så går hun ind i stuen hvor Sorte ligger, men i dag blev hun hvæst ud, hvilket er lidt usædvanligt, da de to normalt enes ganske fint, men vi kan vel alle have en dårlig dag.
Sorte går ud lidt efter og da jeg kommer ud fra badet er de to stadig udenfor, Alberte spiser så lidt igen og den sorte mand lægger sig på måtten foran havedøren og slumrer, ingen uoverensstemmelse lige nu.
Roder lidt med computeren og går så ind og ’snakker’ lidt med den sorte mand på sofaen, som vist synes det kunne være hyggeligt med lidt selskab.  
Aase kommer hjem i regnvejr og bliver omringet af kattene udenfor, som alle mente de burde have en eftermiddags snack.
Så er der suppe på menuen, med kød og melboller og Sorte kommer og får sin aftensmad inden han lister ud af vinduet i badeværelset.
Ser noget om jernbaner, og glimtvis udsendelsen ’ Danmarks bedste Portrætmaler’, ender med at se det meste af den danske film ’Pigen fra Egborg’. Sorte futter ud og ind, men snupper en overnatning.

04. december. Onsdag. 6 grader, noget gråt og vinden er let fra sydvest.
Katten vil ud ved godt 4tiden og vender tilbage en godt time senere og slumrer så hen i Aases værelse.
Sover et par timer mere og lægger kabalerne, selvom tabletten er noget utilbens. Ugens blodprøve måles, den er inden for normalområdet og går så direkte over til morgenmaden sammen med Sorte og Malte.
Aase står op og hun pruster og nyser lidt, men ellers ved godt mod.
SMS’er lidt med Kenny som er nede med flaget med snot og feber.
Ruller en tur i Aldi efter køkkenruller, toiletpapir og kattemad med mere.
Møder Kari, tror jeg hun hedder og havde norske aner og var gift med Carlo som var en god kollega for ca. en million år siden.
Har modtaget et friskt motorcykelblad som læses mens jeg ligger på sengen i værelset. Når igennem de fleste af artiklerne.
Tager også lidt ’sol’ fra den infrarøde lampe og håber på at snotnæsen og hosten snart forsvinder.
Ser ’Bonderøven’ på computeren og bagefter ’Kurs mod Nord’, men synes der mangler lidt bid i afsnittende.
Sorte går noget ud og ind, men kommer dog til natten, troede jeg. Kort før midnat vil han ud.

05. december. Torsdag. 5 grader, gråt og vinden er let fra sydlige retninger.
Har lidt vanskeligheder med at falde i søvn pga. snot og hoste og kvart i et kommer Sorte og vil ind.
Vi sover til klokken kvart i fem, så vil han ud. Starter tabletten og lægger kabalerne og forsøger så at få en time mere på øjet.
Morgenmad uden afbrydelser, men så kommer den sorte herre og får lidt mad af Aase.
Efter dagens soignering ruller jeg en tur i Bilka efter kattemad og impulser så lige en guldkasse.
Forsætter til onkel Harald hvor der er fuglefrø på tilbud.
Læser og småsnuer lidt i løbet af eftermiddagen. Pasta og frikadeller er dagen menu.
Ser noget om jernbaner, der er tingene ligesom på skinner og jeg undres over hvilken originalitet der er udvist når der skulle anlægges jernbanespor før i tiden.
Ser ’Filmselskabet’ og ’Peitersen på Atlanten’

06. december. Fredag. 5 grader, gråt og vinden er frisk fra sydøst.
Har været vågen talrige gange i nat pga. hoste og snot, det nyder katten godt af, for han går og kommer flere gange mens jeg er vågen.
Naboens flagstang er væltet i løbet af natten, umiddelbart uden at gøre nogen skade på andet eller andre, end på naboens omdømme.
Sorte spiser morgenmad samtidig med mig og lægger sig på sengen i Aases værelse.
Er ved at være temmelig træt af snotteriet, hosten og ondt i halsen og ruller en tur til alkymisterne på apoteket og køber for en formue af lindrende midler mod de førnævnte symptomer.
Helle kommer på en hyggelig kaffe visit og vi får lige de sidste nyheder fra nær og fjern. Efter kaffen ruller vi en tur i LIDL og så til Birkehegnet.
Sorte får en tidlig aftens snack og lister så ud i mørket. Vi spiser suppe i dag også. Har sat mig tilrette i lænestolen for at se filmen ’The Perfect Storm’, men om end den er flot fotograferet, indeholder filmen kun Hollywood, det eneste der måske kan overraske lidt, er slutningen.
Ser slutningen på Barnaby og gør så klar til at gå til køjs. Gøre klar..?? Ja, ja, næsen skal skylles, varm ’mælk’ med honning indtages, hostesaften hældes ned og jeg finder diverse bolsjer frem for at have noget at sutte på i løbet af natten, når hosten bliver for slem, næsespray med saltvand stilles på natbordet og så må jeg være klar til nattens strabadser.
Sorte har endnu engang besluttet sig for at overnatte.

07. december. Lørdag. 7 grader, tynde hvide skyer slører den blå himmel, frisk vind fra nordvest.
Er vågen pga. hosten allerede ved et tiden, igen ved 4tiden, Sorte vil ud, og så klokken godt 6 kaster jeg mig over kabalerne. En times tid senere og 27 host, overdrivelse fremmer forståelsen, vender Sorte tilbage og indtager morgenmaden inden han lægger sig i Aases værelse.
Selvom jeg næsten ikke orker det, går jeg i bad, hvilket hjælper lidt på den fremskredne slaphed, og så tændes computeren og ugens blog indlæg redigeres.
Aase ruller en tur til byen og jeg sætter mig og ser cykelcross fra Belgien.
Bagefter er der Gøg og Gokke som er så dejligt ukompliceret i deres falden på halen komedie.
Pasta og veganer schnitzel udgør aftensmaden.
Ser filmen ’Vores Livs Ferie’ med Helen Mirren og Donald Sutherland. Se bar.!
Sorte overnatter.

08. december. Søndag. 6 grader, regnfuldt og vinden er frisk fra sydvest.
Har hostet mig igennem natten og har lukket katten ud og ind i mine vågne øjeblikke, tror jeg. Kabalerne må overgive sig inden jeg slumrer næsten til klokken ni.
Lidt kontrol af ugens transaktioner inden søndags badet og bagefter slapper jeg lidt.
Får lige en snak med Kenny omkring julegaveindkøb til børnene.
Ser lidt cykelcross fra Eurosport og så den sidste time af Barnaby.
Så er der en bagt kartoffel og en hakkebøf med Porto Belo svampe til.
Ser Frost og en dokumentar om ’Det Caribiske Eventyr’
Den sorte mand er meget ude her til aften, men har jo stort set også sovet det meste af dagen.
Han kommer og overnatter.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
20190,915,54,2NV1010,9
20188,716,36,8SV988,9
20170,732,40,2VNV1012,8
20164,56,36,4SSV1020,3
20154,014,84,3VSV1019,4
20142,511,35,2SSV1003,8
20136,311,30,3SSØ1016,1
Gsn. Snit.3,915,43,9XXX1010,3

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata