I det følgende vil jeg efter bedste evne forsøge at gengive hvad der kan ske
når man starter med at bestille medicin hos lægen, foretager en status på
nettet, og derefter forsøger at afhente det bestilte på apoteket.
Børn og kvinder kan forsætte her, men
bløde mænd og mænd med let til tårer skal ikke læse videre. Der er ikke noget
værre end tårer og snot på skærmen…
Jeg vil starte med begyndelsen, det er, har jeg hørt, et godt sted at lægge ud.
Brrrr, brrrr, det er telefonen der ringer hos lægen, der mangler for øvrigt et
brrr, telefonen ringer altid 3 gange, det er ligesom postbuddet, men det er på
dørklokken.
Efter de 3 gange brrrr, lyder det venligt i telefonen, vi er desværre optaget,
vent venligst. Er man snyde heldig går der kun et par minutter inden
forbindelsen opnås til en nu levende person. Sidste gang her, fik jeg fat i sygeplejersken
Rasmine, det hedder hun ikke, men anonymitet er at foretrække. Som sagt fik jeg Rasmine i røret, det hedder
Gyldenspjæts kone for resten også. Men hende er det vist ikke mange der kender,
men det er også mange år siden de optrådte i ugebladet Hjemmet. Pensioneret er
de formodentlig nu.
Rasmine er altid kvik, jeg besøger hende jævnligt, i embedes medfør altså, så
det varer ikke længe før hun har klaret at lægge recepten på nettet.
Da jeg ikke stod i en akut situation, (det har jeg lært) for medicin, ventede
jeg til dagen efter, med lige at slå op på nettet for at se om alt var gået ind
på apotekets server. www.apoteket.dk
Næh, når jeg forsøgte at komme ind for et kig, kom meddelelsen, serveren er ude
af drift på grund af vedligeholdelse. Nu var det altså om dagen jeg slog op,
ikke om natten hvor fornuftige ansvarlige administratorer, hvis de findes, normalt
opdaterer. Ok, en smutter kan vel
forekomme, så jeg ventede til næste dag. Nix, endnu ingen forbindelse, men sidst på
dagen var serveren klar. Selvfølgelig havde Rasmine lagt recepten ud.
Dagen efter, ad sted til apoteket. 3 forskellige typer medicin skulle jeg
bruge. Ja, jeg gør noget ved det. Ind ad døren, næsten fuldt hus, og det har
ikke noget med poker at gøre, og dog….træk et nummer, fra en automat, godt gemt
i den modsatte ende af lokalet, men jeg fik padlet mig igennem masserne, frem
med sygesikringsbeviset, og vent så……. vent….. vent, sagde jeg….. efter ”kun” en
10-12 minutter blev jeg udtrukket, nummeret i hvert fald.
Som nævnt, 3 slags medicin skulle jeg ha’.
Lad os kalde dem, m1, m2 og m3.
M3, findes vist kun under det navn og
fabrikat, så ingen vilde slagsmål der. For m2, gjorde jeg det krystalklart, at
ingen substitution kunne accepteres, uanset pris. Altså samme navn og fabrikant som altid,
frøken Sofie.
Men m1, her sker en Andy Schleck, for ikke Tour De France fans, betyder det at
kæden hopper af…
M1 har jeg nu fået i mere end 2 år, samme navn, samme fabrikant, og ifølge apoteket
det billigste.
Nu spørger den nydelige unge dame om jeg vil ha’ det billigste. Ja endelig, det
er fint nok som sædvanlig. Efter en rum tid dukker damen op med en kasse på
størrelsen med en ½ l fløde. Hvad er det
spørger jeg lidt naivt.. m1 siger hun, de billigste. Hmm, jeg var af den
formening at det jeg ”normalt” har fået var det billigste, men det svarede hun
nej til. Vil hellere ha’ de andre siger jeg. Ok, så må jeg lave bestillingen og
etiketterne om , jeg fik et lidt hvast
blik, ja og..?…Nye etiketter nyt mindre pilleglas, i plastik altså, de koster
160 kr. mere end de billigste, ja og…?….som folkepensionist har man jo penge
nok…aarrgghh. Hvad er nu det ?, det er
ikke de sædvanlige piller. Næh men de hedder det samme, fabrikanten er bare en
anden, de sædvanlige har vi ikke på lager. Men de kan bestilles til levering
til i morgen, måske…Næh tak, ikke på apoteket igen i morgen, så ta’r jeg dem i
flødekartonen, de billigste. Nu blev
øjnene noget smallere og ansigtet lidt stift på den ellers før så nydelige unge
dame. Hehe, nu skulle hun ændre bestillingen, og etiketterne igen….Glad og
næsten tilfreds drog jeg ud af helvedes forgård, godt nok med lidt højere blodtryk
og en anelse hjerteflimmer, men på den anden side var det jo det jeg havde hentet medicin for…!

Havde det nu været et eventyr, kunne man fristes til at sige, eller rettere skrive,
at de levede lykkeligt, hver for sig, til deres dages ende, eller i hvert fald til
næste konfrontation på apoteket.