Hvad kan man bruge en mandag til, dagen hvor alle er mindre
friske, i hvert fald de arbejdsramte. Jo, jeg bestilte lidt medicin i den
overbevisning, at der ikke var flere klip på de elektroniske recepter.
I et let anfald af dovenskab kikkede jeg altså ikke efter på sundhed.dk eller på apoteket.dk, man er faktisk nød til at se
efter begge steder, da nogle recepter lægges på favorit apotekets server, og
andre på den fælles server. Har måske lidt vanskeligt ved at forstå hvorfor der
er brug for 2 maskiner(servere) til samme formål, men nu skal jeg jo ikke være
samfunds omstyrter, så lad dem dog beholde den overadministration, de fattige
it ansatte skal jo også leve, se bare på medicinprisen….!
Om tirsdagen hentede jeg så den overadministrerede medicin, og efter at
apoteker damen havde kørt det kommunale kreditkort i gennem, fortalte hun mig
at jeg faktisk havde en ældre recept liggende, hvor der stadig var flere klip
tilbage, på den samme medicin som der også var oprettet en ny recept på.
Lidt
mærkeligt at sekretæren ikke nævnte det, da jeg bestilte medicinen. Nå, de fattige
læger skal også leve godt, recept udskrivning er vist ikke en hel ringe
indtægtskilde…!
Tilbage til betalingen for medicinen, 56 kr. blev det, det var billigt for at
holde dæmonerne væk, og jeg nævnte at det kunne jeg nok lige klare at betale,
hvorefter at apoteker damen smågrinede og sagde, at her i juleugen var priserne
sat ned, så alle havde råd til at købe medicin også. Ganske vittig.
For øvrigt, da jeg trådte ind på apoteket og hentede mit nummer i køen, stod
der en dame med cykelhjelm, rød, på hovedet, og blev ekspederet. Da jeg efter
ca. et kvarter forlod apoteket stod hun der stadig og baskede med armene som en
vingeskudt fugl. Der er sgu ikke noget at sige til, at det tager lang tid på
apoteket.

Tirsdagen blev også dagen hvor jeg købte Stofas Zaptor boks, til TV’et uden mpeg4 dekoder, og brugte det
meste af resten af dagen på at sætte den op og lære kassens muligheder. Det må
siges at fungere upåklageligt indtil nu. Dog er jeg lidt skuffet over at der
ikke var nogen vejledning, i selv den mest elementære opsætning, med. Skal
hentes som pdf fil på nettet. Selv om boksen var nedsat til under det halve,
kunne Stofas support nok spares for en del opringninger, hvis de medleverede de
mest bassale opsætnings informationer.

Et par gåture med Peter er det minsandten også blevet til, hvor vi blandt andet
fandt ud af hvorfor der blev gravet på Rønnebæksholms marker med en større
gravemaskine. En herre forklarede på klingende jysk at det var det indledende gravearbejde
som skulle medvirke til at føre Rønnebækken tilbage til sit oprindelige snoede
løb, men at museumsfolket først skulle undersøge jorden for nationale skatte.

Onsdagen kunne fremvise sne på hustagene fra morgenstunden, men det var væk
inden gasfyrsmontøren dukkede op ved 9 tiden.
Efter en del forsøg kunne den ulvetuden, fra fyret altså, ikke frem provokeres,
så den periodiske fejl fandt han ikke
årsagen til, men i den skrivende stund har vi endnu ikke hørt nogen tuden, så muligvis
har han alligevel under servicen fået ram på ’ulven’.

Torsdagen, som i år er den korteste dag på året, blev samtidig den længste
store handels dag, med blandt mange andre steder, en tur til Fiskehuset i
Karrebæksminde. De har som oftest gode varer, til nogenlunde fornuftige priser.
Så marinerede sild samt røget ål og rødspætte fileter til Mia, gik i nettet. En
enkelt bøtte krabbesalat blev også indfanget til konsumering samtidig med
testen af de marinerede sild og snapsen om aftenen. Alt var absolut spiseligt,
og den stue tempererede snaps og det kolde juleøl drikkeligt.
Efter en tur hos kernefamilien på Musvågevej med levering af julegaver til
tøserne, og indtagelse af et godt glas Masi hvidvin, blev handelsdagen
afsluttet.

Fredagen, altså her Lille Juleaften, havde jeg bestemt skulle køres på
fri(h)jul, ingen indkøb den dag, men måtte alligevel ad sted efter et par Super
Light Beer til Henrik, den stakkel. Man kan da vist blive alkoholiker af den
slags øl, måske ikke af at drikke det, men når man ser prisen nærmer sig det
bedste juleøl fra Ørbæk.
Hvordan fanden hænger det nu sammen…?

Juleaften skal der gås på bordet, altså ikke sådan at vi vader rundt på
spisebordet, men fjerkræet er altså en ikke polsk gås, som efter vor erfaring
smager af lidt mere, end de papænder der normalt sælges.
Fruen steger ribben med under tilberedningen af gåsen, så fredag aften står der
stegte ribben med en super light smag af gås, samt risengrød på menuen, og lur
mig om der ikke slipper et enkelt glas vin med i købet.

Det var oprindeligt min tanke at indlægget først skulle ud på mandag, anden Juledag,
rap, rap, men så er jeg lidt nervøs for at længden bliver som en
ugebladsnovelle, når nu Juleaften og julefrokosten også skal med, og hvem f…..
gider læse en ugebladsnovelle i dagens Danmark, når det er uden sex, vold og
mord. Her ser jeg altså bort fra at familien skulle geråde ud i uhumskheder de
nævnte dage. Kunne selvfølgelig finde på nogle slibrige detaljer, og se om jeg
kunne opnå flere læsere samt Cavling prisen ad den
vej.
Godt nok er jeg delvis tilhænger af hedonisme, he, he, slå det selv efter, men
så ville jeg jo overtræde mine egne opsatte etiske regler for indlæg, og jeg
vil ikke slås i hardkorn med andre despoter.

Intet indlæg uden nedtælling, så der er dags dato 93 dage til koblingen slippes
ved MC sæsonens begyndelse..
Et billede fra grave arbejdet og et med det ny pyntede juletræ.

Glædelig jul.smiley