Med et
vejr som med lidt god vilje kunne opfattes som en lun efterårsdag, her i
sommertiden, trak jeg cyklen frem og klargjorde udstyret, for at rulle en tur
til Enø. Det er faktisk nogen tid siden jeg har været den vej, på cykel.
Når det er søndag er Fodsporet ofte lidt overrendt, kan man måske også sige
overkørt? Og når så ydermere ”veninden” er lidt ustabil i sit fremmøde, synes
jeg at muligheden for at kaste et blik på strand nymferne virkede tillokkende.
Som altid kontrollerer jeg lufttrykket i cykel hjulene inden afgang.
Beklageligvis var en eger knækket i baghjulet, som så også var en anelse
skævt.
Sådan et hjul kan der altså ikke cykles på, så tilbage i udhuset med den. Da
Kenny ikke havde til hensigt at cykle i dag, ringede jeg lige for at høre om
jeg kunne låne raceren. Ja, ja, og så på bilen med cykel holderen og til
Hvedevænget. Læssede den ultra lette cykel og tilbage til Figenvej.
På med cykeltøjet og lidt justering på saddelhøjden og så fløj jeg ad sted mod
Enø.
Se nu var det ikke den heldigste beslutning jeg har truffet i år, Enø turen
altså. Et skud i foden lignede det faktisk, for i dag var der Troldeløb på
strækningen fra rundkørslen på Karrebækvej / Vestre Ringvej, hvilket vil sige
at knapt et par hundrede løbere daskede ad sted med samme destination som jeg,
når man så tager den sædvanlige søndags trafik i betragtning, var der virkelig trængsel
på cykelstien.
Nåede dog velbeholdent til Karrebæksminde, og passerede målet i Alléen for
løberne, som den første, men selvom jeg rakte armen i vejret udeblev bifaldet.
Ud og vende på Enø, en kort pause, og så tilbage af den sædvanlige rute, hvor
løberne stadig i en strid strøm kom imod mig, så det gælder sgu om at holde
tunge lige i munden.
Da hastigheden naturligvis var afpasset forholdene, som færdselsloven
foreskriver, havde jeg jo ikke ligefrem overanstrengt mig, så vejen over Fodby
blev valgt, og ad det næsten menneske tomme Fodspor til Herlufsholm, og så af
den ”grimme” bakke mod Figenvej.
En ting er dog sikkert, det er en rasende god Specialized cykel at køre på,
utrolig let og styrevillig, og med en gearing som passede mig rigtig godt. Når
forhåbentlig at snuppe et par ture mere, inden leje perioden udløber…!
I dag ingen pensionist brok, det skulle da så lige være at………………………………………!