Efter
atter 10 dage med inaktivitet på cykelfronten, gik jeg ud og fjernede
spindevævet fra blyrammen, og pumpede både den og Aases cykel for en tur til
Enø. Ja, ja, det er rigtig nok, hun ville for første gang i år forsøge at nå
Enø, og det blev ikke kun ved forsøget. Det lykkedes minsandten. Næste tur er
Dalmose, siger hun sgu.
Nu fulgtes vi altså ikke ad derned, og heller ikke hjem, da vi helst vil følge
hvert vort eget tempo.
Nå, på med cykeltøjet, både de løse ben og ærmer, 15 grader i startområdet er
ikke jo meget. Lommerne fyldes med bars, cola, reserveslange, og lynlappegrej
og så på rammen. Aase var vel kørt 10-15 minutter før mig.
I dag var der også noget motions cykelløb for hele familien på noget af strækningen,
men ikke noget der var generende. Kort før ishuset overhalede jeg en ældre dame
på en gammel havelåge, og så så ikke mere til Aase på den tur.
Slap over græshoppen kort før den åbnede for lystsejlerne, og trillede så ud
til vendepladsen på Enø.
Ofte holder jeg en kort pause derude, og indtager den medbragte frokost, cola
og bar, i ro og mag, men ikke i dag.
Da jeg havde sat cyklen blev jeg straks ”forulempet” af en ældre herre, også på
cykel, turist, som ville vide om jeg havde kørt cykelløb engang.
Ja, jo, lidt motionscykelløb var det jo blevet til, og hvor jeg kom fra, om jeg
nogensinde havde kørt ad Fodsporet, også her kunne jeg jo med god samvittighed
svare ja, og da jeg fortalte ham at jeg sidste år havde været i Slagelse, og i
år i Skælskør, var han alligevel lidt imponeret, men sagde han så, du er jo
heller ikke så gammel.
Når samtalen tager den retning er jeg jo straks klar over, og føler mig nærmest
som en konfirmand, at han jo nok var ældre end mig, og straks kommer det, at
han næste år ville blive 80 år.
Man må så lade ham, det så han ikke ud til. Han fortalte så at han boede i det
sommerhus der lå allerhøjest på Vesterhave, og tidligere havde boet 35 år på
Svinø. En ganske hyggelig fætter, som cyklede næsten hver dag, og spillede
badminton i Herlufsholmhallen et par gange om ugen.
Så dukkede der er par ældre cykelturister op, for at spørge om stien på klinten
langs vandet kunne forceres på cykel, hvilket vi bekræftede, dog med nogen
forsigtighed. Konen havde en el-cykel og gled ganske ubesværet op ad bakken. Den
ældre herre sagde farvel og tak for sludren, og jeg gjorde mig også klar til at
lette anker.
Da Aase jo ikke havde vist sig, troede jeg at hun havde vendt om ved
Græshoppen, og kørt hjem.
Ved hjemkomsten var Aase ikke hjemme, så hun var måske nok rullet mod Dalmose
også, formodede jeg.
Det var nu ikke tilfældet, hun havde bare cyklet lidt rundt i Karrebæksminde,
og taget et par billeder, og hvis jeg ellers kan få lov til at bruge et enkelt,
kan det ses herunder.
Bemærk venligst at palmerne og påklædningen på personerne, ikke rigtigt går
hånd i hånd.