23. september. Mandag. 12 grader, gråt og blæsende fra øst.
Er vågen ved 5tiden som så ofte før og går en runde, men katten er ingen steder at se. Jeg lægger kabaler og slumrer videre og står så op til morgenmaden og Sorte melder sin ankomst. Han spiser lidt og går så ind og sover på sofaen.
Jeg redigerer blogindlæg efter alle kunstens regler og kæmper lidt med brugen af WordPress, men får dog arrangeret nogle billeder i den rækkefølge som jeg kunne tænke mig.
Sorte kommer og lægger sig på sengen i mit værelse, men Tøsen forstyrrer ham med sit piveri, da hun lukkes ind. Han skræmmer hende ud og så giver Aase ham lidt mad, hvorefter han går udenfor.
Det er badetid og bagefter kører jeg en tur i Aldi og handler lidt af hvert.
Så er der ellers cykling fra England og i dag er det juniorernes enkeltstart det gælder og det er både damer og herrer. En hollænder hos damerne vandt og hos herrerne vandt en italiener.
Vi spiser rester fra i går og indtager et glas rødvin dertil. Sorte har vi ikke set meget til i løbet af dagen, men han kommer jo nok til sengetid.
Ser ’Kender du Type’, men heller ikke i dag kendte jeg ham. Ser et par videoer fra YouTube. Sorte kom til sengetid, men gik ud igen.

24. september. Tirsdag. 12 grader, gråt og let vind fra sydøst.
Er vågen flere gange i løbet af natten, ryggen driller og fik vist også fyldt rigelig vand på systemet. 😣
Sorte møder op ved halvnitiden og Aase fodrer ham, da jeg er i bad og skal ud ad døren for at hente Kenny for en tur til lægefabrikken. Aase skal til træning og vi åbner for at Sorte kan komme ud mens vi væk.
Vi ruller en tur via apoteket på vej til Hvedevænget. Hjemme igen og Tøsen sidder i vinduet og får lidt at spise inden hun lister ud til Bror.
Let frokost og så lidt U23 cykling / enkeltstart fra England, hvor Mikkel Bjerg snupper VM for tredje gang under noget van(d)skellige forhold. Godt gået, nej cyklet.
TV2 Sport havde Mads Würtz Schmidt med som medkommentator og en rigtig god en af slagsen. 😊
Ser også noget af elite damernes enkeltstart, som blev vundet suverænt af en amerikaner.
Pasta og veganer schnitzel udgør aftensmåltidet.
Ser ’Manipulator’ og Barnaby, det meste i hvert fald.
Sorte har fået aftensmad og er gået ud.

25. september. Onsdag. 13 grader, gråt og den svage vind kommer fra øst.
Er vågen ved godt 5-tiden og går en runde og katten er ikke at se så jeg går til køjs igen og lægger kabalerne og ser de værste nyheder på tabletten. Slumrer lidt til ved halvottetiden og står så op og spiser morgenmad sammen med Sorte som sad uden for havedøren. Efter lidt mad og en kort snak, lægger han sig og sover på sofaen.
Jeg ruller en tur til Bilka for at købe mad til Sorte. De er nu rart at Østre Ringvej er blevet åbnet igen. Når turen tages ad Ring Nord er der alligevel noget længere.
Peter klipper hæk, eller rettere studser den lidt og vi får lige en snak. Det går stort set som det hele tiden har gjort. Han skal til kontrol i morgen og det er sgu noget af en udflugt at kommer til Riget.
Lille frokost og så er der cykling fra England og det er herrernes elite enkeltstart og den vindes af Rohan Dennis. De to danske deltagere fik ingen indflydelse på top-10. Sorte var med hele vejen, hvor jeg sad på sofaen lå han under den det meste af tiden.
Kartoffelgratin og pølser er dagens menu.
Pensionisterne har bænket sig foran fladskærmen for at se kunstquiz. Bagefter ser jeg Frost.
Sorte spiser til aften og går ud i natten

26. september. Torsdag. 13 grader, gråt og vinden er svag fra nordøst.
Er jo som så ofte vågen ved fem tiden. Går en runde og Sorte ligger på måtten og bliver lukket ind på sofaen, hvor vi lige tager en kort ’snak’.  Kabalerne lægges og jeg slumrer lidt til ved halvottetiden.
Aase er tidligt oppe og ruller en tur i Aldi for at se på nogle bluser, men den hun har med hjem er for lille.
Tøsen har kigget forbi og Alberte aflægger også en kort visit. Sorte som ellers gik ud, vender snart tilbage for at få lidt at spise og så ind på sofaen igen. Aase tog friskt morgenbrød fra Aldi med hjem. Mægtigt.
Forsøger at forny en recept på noget medicin jeg har fået gennem mange år, men nu skal man altså møde op hos medicinkvinden for at få det, ifølge Sundhedsstyrelsens direktiver.
Skriver nu til hende og kan så nøjes med at møde op i skranken og præsentere mig, så skulle den ged være barberet. Lidt tung arbejdsgang, men sådan er vores samfund jo blevet i de senere år, intet må være let og ingen kan organisere en skid, bare nogenlunde fornuftigt.
Ser lidt junior herre cykling og en amerikaner, Quinn Simmons, render med førstepladsen efter ganske suveræn kørsel.
Der er pasta og pip fri fugl på menuen. Sorte møder op og får en bid og går så ud igen og jeg følger med, vi leger med nogle fjer og tennisbolden og da jeg vil tage bolden fra ham, knurrer han ligesom en hund og dasker ud efter mig. Din bandit, du er og bliver en anelse vild, det skal man aldrig glemme, men en personlighed er du sgu. 😊
 Ser ’Lige i Skabet’ og ’Filmselskabet’, men det kniber med at holde øjenlågene oppe og får ikke set det hele. Skifter til TV2 Charlie og ser ’Med på Noderne’ Sorte har været her og spist lidt og er så gået ud igen.
Han dukker dog op ved sengetid og har vist luret at det bliver dårligt vejr i løbet af natten.

27. september. Fredag. 13 grader, regnfuldt og vi har fået 14 millimeter regn siden engang i nat. Vinden er svag fra sydlige retninger.
Har været vågen nogle gange i løbet af natten som formodentlig skyldes den kraftige regn der pisker på vinduerne.
Sorte og jeg står op ved otte tiden og han får morgenmad inden han går ud og leger med Malte og Alberte.
Aase skal til træning og skal vist ha’ et lift, hvis hun vil undgå at blive sjasket til.
Vi ruller mod Scala og jeg ruller til Figenvej igen.
Kenny sender en SMS og han vil gerne køres til lægefabrikken til akupunktur, så jeg forsøger at koordinere begge dele.
Alt lykkes i en gasovn. Kenny bliver punkteret og vi henter fruen ved LH og kører til Figenvej for at få kaffen.
Senere køres sønnike til stationen så han kan hente Lene.
Havde en lidt spøjs oplevelse mens jeg ventede på at Kenny blev sylet.
Kan høre nogen tale inden døren går op og ind kommer en herre med en lille vogn med påmonteret taske samt en fiskestang.
Han stiler hen til skranken og begynder at lede efter, måske et sygesikringsbevis, og han tømmer lommerne og dem han ikke tømmer, vælter det ud af når han bukker sig ned for at finde noget i den ene sok, dette foregår alt imens han taler højlydt med sig selv. Tror også han forklarer den unge dame ved skranken hvad hans ærinde er, alt imens han stadig leder i lommerne på frakken, som nu tages af og lægges på disken mens diverse effekter falder ud af lommerne, som han så forsøge at ta’ op fra gulvet, nu går han så ud i venteværelset og giver sig til at lede i den taske som står på vognen med de små hjul.
Nu kommer der virkelig gang i herren, han skælder ud på sig selv og de tilfældigheder der gør at han nu ikke kan finde sin medicin, den satans dyre medicin, kan sgu ikke bare forsvinde, det er jo en katastrofe, det er det værste jeg har været ude for, gentager han igen og igen. Så lykkes det ham at finde en lille sort genstand som indeholder medicinen og han returnerer til skranken, denne gang medførende fiskestangen, som han har noget besvær med at få under de selvlukkende døre. Det viser sig nu at han faktisk er gået forkert, for han skal ned på første sal siger damen.
Han samler det hele sammen, taber et par småting, samler dem op, atter kommer fiskestangen i karambolage med dørene og så henter han vognen og går så over og snakker med fiskene i akvariet inden han finder ud til elevatoren.
Det skulle have været filmet, det var helt sikkert blevet et megahit på YouTube. Jeg tillader mig at sige, at det er sgu længe siden jeg er blevet så godt underholdt. 😊 Havde altså noget besvær med ikke at grine højt.
Forøger at se noget cykling fra VM, men TV2 Sport gør det megasvært at finde hoved og eller hale på deres transmissioner. Elendige programlæggere er min konklusion.
Vi snupper en rejemad til aften sammen med en pilsner samt et par gyldne dråber.
Ser ’ En By i Provinsen’ og finder så en amerikansk film som handlede om folkene bag drone angreb på USA’s modstandere i Afghanistan og deres samvittighedskvaler. Sorte overnatter.  

28. september. Lørdag. 12 grader, et par solstrejf og let vind fra sydvest.
Katten vil ud ved halvsekstiden og jeg blev vækket allerede klokken halv fem, da idioten på knallerten rullede igennem mit soveværelse.
Den sorte mand vender tilbage en god time senere og får morgenmad og går så ind og sover videre.
Går i bad og konstaterer at det nu er en uge siden jeg sidst var på cyklen. Umiddelbart er der en bedring i smerterne fra ryggen, det er vist en forkert måde at sige det på…! men smerterne er altså blevet mindre, hvilket jo er både godt og dårligt. Godt, for det sgu rart ikke at have ondt hele tiden og dårligt fordi motionen jo ligger stille. Satan og Helvede, jeg skal vælge mellem pest og kolera. 😊
Nå, men man kan jo ikke få det hele. Starter motionen igen på tirsdag og evaluerer så igen efter en uges tid.
Bror og Tøsen møder op og får lidt til ganen og Aase ruller til byen.
Roder lidt med computeren og går så ind og ser starten på elite kvindernes linjeløb og den vindes af hollænderen Ammemeik Van Velueten i et ellers noget kedeligt og udramatisk løb.
Sorte ser cykelløb sammen med os andre og får lidt aftensmad inden han går ud og lægger sig i indkørslen.
Så er der hakkebøf og bagt kartoffel garneret med Porto Belo svampe. Dertil en Faustino 1. 😊
Ser noget om fremstilling af foldecykler og bagefter en aktion film.
Sorte går udenfor og kort efter kommer der et pindsvin indenfor, som jeg med lidt besvær får løftet udenfor selvom jeg stikker hænderne, men der går jo ikke hul på huden. Så det er til at bære. 😊

29. september. Søndag. 12 grader, gråt og vinden er let fra sydvest.
Sorte vil ud ved halvsekstiden og jeg lægger kabalerne inden morgenmaden og gennemgangen af de ugentlige transaktioner.
Tøsen møder op med spiser ikke noget, hun vil kun kæle lidt.
Efter badet er der VM-cykling fra England og i dag gælder det profferne. Næsten 200 mand er til start, deraf 8 danskere. Jeg regner jo med som så ofte før, når det gælder cykelløb, at Alejandro Valverde vinder. Sådan gik det så ikke i dag. En stor del af favoritterne valgte at udgå efter at have kørt mere end 200 km i regnvejr, desværre derunder Valverde. Men det blev så rigelig opvejet, da det blev danske Mads Pedersen som blev Verdensmester. Fantastisk kørt af hele det danske hold og så elegant afsluttet af Mads Pedersen.
Kenny kom og kiggede med og fruen gav en pizza bagefter og Sorte har det meste af dagen opholdt sig indendørs, da det stort set småregner uafbrudt.
Ser ’Jagten på De Forsvundne Eventyr’, det blev en jagt som ikke lykkedes. Så forsøger jeg at se ’Den Klassiske Musikquiz’, men et par glas rødvin satte umiddelbart en stopper for det. Vågner dog en smule op og ser lidt af filmen ’Midt om Natten’. Sorte får natmad og lister ud, trods lidt regn.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

Årstal Ude temp. Regn i mm. Vindstyrke km/t Vindretning Lufttryk
2019 14,9 0,0 7,1 ØNØ 1009,6
2018 9,9 6,3 7,1 NNV 1009,8
2017 14,3 2,1 3,4 ØNØ 1019,4
2016 12,5 0,7 0,0 ØNØ 1015,0
2015 2,7 7,8 0,0 VNV 1028,6
2014 10,3 21,1 3,2 NV 0999,2
2013 14,3 12,0 6,9 NV 1010,4

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata