30. september. Mandag. 12 grader, det regner og har gjort det de sidste 24 timer, næsten 20 millimeter har vi fået fortæller vejrstationen. Vinden er for det meste i vest.
Er oppe ved 5tiden og Sorte er vågen og kommer våd ind og kaster sig på tæppet i sofaen, hvor han efter en kort ’snak’ giver sig til at sove.
Så er det kabalerne som skal afsluttes for denne måned og det volder ikke det store besvær.
Jeg går i gang med morgenmaden, hvilket Sorte hører og kommer og får en bid også. Tror det var hans hensigt at gå udenfor bagefter, men da han opdagede at det sjaskede ned, fortrød han og gik tilbage til sofaen hvor vi atter fik en kort ’snak’.
Jamen, hvad snakker vi dog om.? Jo, jeg fortæller ham at vi i går fik en Verdensmester i professionel cykling, hvis han ikke var klar over det og at det ser ud til at ville regne en stor del af dagen.
Han fortæller mig med sin attitude at han umiddelbart er græsk katolsk i forbindelse med cyklingen, og regnen ikke rigtig passer ham, men han sætter stor pris på vi sidder og kæler og snakker.
Har besluttet mig for at cykeltræningen genoptages i morgen fortæller jeg ham så. På en måde er samtalen jo en form for meditation, måske endda for os begge. 😊
Aase gør rent, men det generer ikke katten, men ved frokosttid kommer han og får lidt at spise og går så udenfor, hvor det nu er tørvejr, men noget blæsende.
Efter en times tid er katten tilbage og får en lille snack inden han lister ind på sofaen og sover, men først efter endnu en lille ’snak’.
Efter lidt ta’ selv aftensmad kigges der på ’Kender du Typen’ og heller ikke i dag kunne jeg kende ham.
Ser også noget om danske mord, men det kniber med at holde fokus.
Katten kommer lidt sent og ønsker en overnatning.

01. oktober. Tirsdag. 9 grader, gråt og det regner en smule. Vinden er let fra sydvest.
Katten vil sgu ud klokken 4, jeg har jo sagt at klokken skal være over 5, din drønnert.
Klokken halv seks vender han tilbage og går ind og sover videre.
Kabalerne lægges og Aase går i køkkenet inden træningen og Sorte kommer og får morgenmad. Da han sidder og overvejer om han vil ud, kommer Malte ind og redder sig lidt at spise. Han går kort efter ud igen og nu sidder Bror udenfor og Sorte og ham enes ikke specielt godt. De hvæser lidt og indtager så begge en flise i indkørslen hvor de kan se hinanden.
Det stænker lidt og Aase rulles til Scala. Jeg sætter udstyret op til en kort tur på træneren. 13 km på 35 minutter og med 88 højdemeter bliver det til. Ryggen gør sgu stadig vrøvl bagefter.
Den sorte mand kommer og får lidt frokost og går ind og lægger sig på sofaen og jeg går i bad.
Siger til katten at han lige skal passe på huset mens jeg henter Aase og vi går i Rema. Har sandelig nogle vanskeligheder med at gå uden det gør ondt. Hmm, men 2 x cykling mere i løbet ugen skulle gerne gennemføres inden jeg evaluerer succesraten.
Sorte har passet godt på huset og vi snupper en let frokost inden jeg åbner for flimmerkassen og ser 1. etape af cykelløbet Kroatien Rundt.  
Så kommer den sortklædte herre og synes han lige skal have en bid inden han går ud. Han går og kommer flere gange inden han ved Barnaby tid lægger sig for natten.
Inden da har vi spist rejeomelet og et stykke chokolade, set ’Manipulator’ og så Barnaby.
Den sorte herre overnatter jo, og har lovet ikke at vække mig før efter klokken 5.

02. oktober. Onsdag. 5 grader, helt blå himmel og vinden er let fra sydvest.
Må op ved 4tiden, vindruerne kræver sit offer. Falder omkuld igen og lægger så kabaler, denne gang på mobilen, da tabletten er gået i selvsving og jeg må lidt senere genstarte den med en reset.
Katten holder sit løfte og vil ud ved syvtiden.
Han vender tilbage ved godt 8tiden og vi går ind på sofaen og får en kort ’snak’
Morgenmaden nedsvælges og så der er redigering af dagens blogindlæg.
Overvejer at tage en kort tur på træneren også i dag. Men lad os nu se. Nå, det blev det ikke til, ryddede lidt op udenfor i stedet og kørte en tur på lossen. Opladede batteriet på raketten og støvsugede brændeovnen, det havde jeg vist glemt først på foråret. Sjusk senior.
Har ’snakket’ med både Tøsen og Bror, og kørte lige en kort tur på raketten efter batteriet var monteret.
Ser lidt cykling fra Kroatien, og det mest underholdende i det, er Thomas Bay og Brian Holm, de hygger sig gevaldigt. 😊
Vi spiser en croissant med Skagen salat og læsker ganen med en alkoholfri pilsner.
Kunstquizzen optager pensionisterne i tre kvarter og så fodres Sorte og han går ud og jeg ser Frost.
Katten vender tilbage og overnatter.

03. oktober. Torsdag. 6 grader, mest overskyet og vinden er let nordvest.
Naturen kalder ved halv sekstiden og Sorte kommer vist i samme ærinde og vil ud. Han returnerer en times tid senere og sover så videre på sofaen.
Jeg går i gang med den ydmyge morgen komplet og så kommer Sorte og synes han bør gøre mig selskab. Udenfor sidder Malte på den ene side af huset og på den anden side sidder Tøsen. Sorte går ud og sætter sig og ser lidt på Tøsen. Aase lukker Sorte indenfor igen og han slumrer på sofaen efter en lille snack.
Jeg ruller en tur til Aldi for at købe årskalender til pensionisterne. Bagefter ruller jeg en tur på cykeltræneren i New Zealand. 57 minutter og små 19 km samt 21 højdemeter blev det til i dag.
Kører en tur til Kenny efter badet med et par småting og kører så hjem for at se cykling fra Kroatien, men det var afbrudt pga. regn og blæst. Måske de skulle afvikle cykelløbene på smarttrænere indendørs, så ingen får vand på næsen.
Sorte kommer og spiser lidt og går så ind og sover på sofaen. Mens det står på. møder Malte, Tøsen og Alberte op, dog ikke samtidig, og de får lidt at spise og drikke. List sener kommer Bror, men han vil bare ’snakke’ lidt.
Vi spiser pasta og veganer kylling, den såkaldte pip fri kylling.
Sorte får aftensmad og så går han ud i de 8 graders varme.
Kaster mig over fladskærmen og ser, ’Lige i Skabet’ og filmen ’Soldaterkammerater’ fra 1958, det er ren nostalgi og til sidst ’Med på Noderne’. Sorte kommer for at overnatte.

04. oktober. Fredag. Rædsomt, der står 1,6 grader på vejrstationen, der er rim på tagene, det er lidt gråt og vinden er svag, måske vindstille, fra ubestemmelig retning.
Sorte møder op 2 minutter over 5 og vil ud. 15 minutter senere vil han ind igen, hehe gamle ven, det var nok koldt hva’? 😊 Han går ind og sover videre på sofaen uden unødvendig snak.
Har lagt kabalerne og går ud for at køre genbrugscontaineren ind igen og tage opladeren fra bilen, som har stået og fyldt en lind strøm på batteriet siden i går.
Tøsen venter derude og hun får lidt at spise og højt over mit hoved lyder der ’tøsesnak’ da et par hundrede gæs trækker mod syd.
Aase cykler til træning og jeg gør klar til en tur på træneren også i dag. Det er min hensigt at teste Zwift forbindelsen igen. Bagefter.
Ruller små 21 km på 1 time og 2 min og med 88 højdemeter i det nordlige Norge.
Bagefter tester jeg så forbindelsen til Zwift endnu engang med samme nedslående resultat som tidligere.
Prøvede ellers at slette Bluetooth på computeren, men det gik der ged i, pga. en opdatering og da det endelig lykkedes at slette Bluetooth for at få installeret de sidste nye drivere, hjalp det ikke en skid.  
Opdager dog muligheden for at tilslutte Zwifts app Compagnion på min iPhone til selve cykeltræneren via Bluetooth og derigennem at få Zwift programmet på laptoppen til at fungere.
Jah, den gamle IT-ekspert har slået til igen. 😊
Da jeg her til eftermiddag starter min stationære computer, får jeg en mail fra Zwift, som netop forklarer at Bluetooth ikke fungerer sammen med Bkool træneren efter den sidste Windows 10 opdatering, men at man skal bruge den løsning som jeg lige har fundet. For Helvede og Herre Jemini, hvad jeg dog har brugt af tid på at rode med det bras, kunne de dog ikke have fundet ud af det for en måned siden. 😝
Nu vil jeg gå ind og se noget cykelløb fra Kroatien, selvom det ikke er et speciel ophidsende cykelløb.
Udover et par styrt i finalen var det ikke dramatik der prægede cykelløbet.
Aase server roastbeef på rugbrød og med et par spejlæg på toppen, det er ikke til at putte i næsen. Lidt koldt øl sætter lige prikken over i’et.
Sorte kommer og går og når lige at spise lidt ind i mellem.
Ser ’En By i Provinsen’ og amerikansk film ’Hanna’. Sorte kommer og overnatter.

05. oktober. Lørdag. 5 grader, spredt sol og vinden er let fra nordøst.
Er vågen ved halv sekstiden og det er Sorte også og han vil ud. Han kommer tilbage en lille times tid senere og sover så videre. Det gør jeg ikke, lægger kabalerne og læser de skrækkelige nyheder.
Tøsen sidder i vinduet og bliver lukket ind til lidt morgenmad, men Sorte har vist hørt hende og hun bliver jaget udenfor. Han går så ind og får morgenmad og stiler så atter ind på sofaen, hvor vi lige får en kort ’snak’ om hvad der gør at Tøsen ikke kan enes med nogen andre katte end Bror. Han vidste det ikke. 😊
Fodrer fuglene og Tøsen kommer ind og får det mad hun ikke fik spist til morgen.
Går bagefter en tur over til Peter som har det ganske fint, siger han. 😊 Vender lige havearbejdet hvor Peter jo er godt med og jeg er godt bagefter. Måske jeg når det inden sneen falder.
Helle kommer på visit og vi får lige vendt hvad der er foregået i de sidste par uger over en kop kaffe og blødt brød. Altid rart med et besøg af Helle. 😊
Så er der cykelløb på alle kanaler, i hvert fald på Eurosports kanaler. Skulle jo gerne se Mads Pedersen i VM-trøjen, men han er udgået pga. af sygdom, enhver ville sgu også blive syg af den virak han har været igennem den sidste uges tid.
Snupper så den anden kanal og der er alle ’kanonerne’ med, men det bliver ikke Alejandro Valverde der vinder, men derimod Primoz Roglich.
Sorte har sovet det meste af dagen og efter en lidt tidlig aftensmad lister han ud på græsset i solen, vi leger lidt med tennisboldene og de får altså nogle gevaldige dask, men så gider han ikke lege mere, får jeg at vide med et lille grynt.
Kalkunschnitzel og kartoffelgratin med et stykke chokolade udgør dagens aftensmåltid. Sorte får kylling og har visse vanskeligheder med at finde ud af, hvilken dør han skal gå ud ad mens vi lufter ud.
Zapper lidt og ’snakker’ med Sorte, mens jeg venter på ’Unge Morse’, men den blev for kompliceret for mig at følge med i, efter et par glas hvidvin. Katten sover og jeg går til køjs.

06. oktober. Søndag. 3 grader, lidt mørke skyer præger horisonten mod vest og vinden er svag fra nordlige retninger.
Klokken er kun 2 da vores pensionær vil ud, troede vi havde en aftale om efter klokken 5 gode herre. Nå, kravler i kassen igen og klokken 3 banker det på vinduet og fredsforstyrreren vil ind. Han lister ind på sofaen og jeg lister atter i seng. Vågner ved halvsekstiden og lægger kabalerne og slumrer så en time mere inden morgenkaffen tilberedes.
Sorte får morgenmad og lægger sig foran havedøren ud mod terrassen. Jeg henter traileren og vasker presenningen, da Charlotte og Morten kommer for at låne traileren senere i dag.
Efter den sædvanlige kontrol af ugens transaktioner, gør jeg klar til en tur på cykeltræneren for blandt andet at teste om de tiltag der er foretaget omkring Zwift fungerer. Det gør de IKKE. Bkool træneren kan ses men er konstant i sin belastning uanset om det går op eller ned, så det er en ommer, Zwift. Går over på Bkool appen i stedet og drøner ned ad Col de Calibier med til tider over 80 km i timen. 18 km på 18 minutter er jo noget der vil noget, det giver vist 60 km i timen i gennemsnit hvis jeg ikke tager meget fejl.
Forsøger dog alligevel at køre en tur under Zwift og ruller ca. 11 km på 29 minutter og 61 højdemeter.
Snakker lidt med katten og ser lidt cykelløb og han er ikke til at jage udenfor når det småregner og er koldt, så han hygger sig gevaldigt med mad og søvn.
Der var jo cykelløb på alle kanaler også i dag, men kan sgu ikke helt holde styr på hvem der vandt hvad, men det er hyggeligt at slumre lidt til sammen med Sorte.
Så er der serveret varm røget laks, flødestuvet spinat og hårdkogte æg, som skylles ned med et glas hvidvin.
Ja, ja, som pensionist lever man bestemt en luksustilværelse. Vi har det næsten som de rige, vi mangler bare pengene.
Ser lidt om gamle mord i Amerika, hvor de ‘praler’ af at have 100.000 mord som aldrig bliver opklaret, såkaldte Cold Cases. Mordet i dette afsnit opklares dog, men først 30 år senere.
Ser også den klassiske musikquiz og imponeres stadig. Sorte går ud midt på aftenen og Aase lukker ham ind til sengetid. Nævner lige atter for ham, at han skal vente med at vække mig til efter klokken 5.                                                                                                                                                                                                                                                
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

Årstal Ude temp. Regn i mm. Vindstyrke km/t Vindretning Lufttryk
2019 12,7 32,5 6,8 NV 0985,3
2018 3,9 0,7 0,0 NV 1004,3
2017 12,3 24,7 8,9 Ø 1001,6
2016 12,2 19,0 4,3 N 1012,9
2015 12,7 0,0 0,0 VNV 1009,8
2014 12,7 8,5 7,7 1011,5
2013 11,7 5,6 4,0 SV 1017,5

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata