20. februar. Mandag. 2 grader, lidt gråt og vinden er frisk fra nordvest.
Hører trissen, men sover videre til klokken fire, hvor rødvinen ønskede at forlade mig.
Slumrer videre til klokken seks. Så lægges kabalerne og ved halvottetiden står jeg op og sætter gang i rutinerne. Vi har begge en aftale på Vadestedet og vi er fremme i god tid. Efter endt behandling ruller vi atter til Figenvej, hvor vi venter på Marlene fra VISP som dukker op og hjælper med nye slanger til Aases høreapparater. Hun bestiller også en konsulent til at komme og justere lidt på høreapparaterne, som ikke fungerer optimalt, de fanger støj bedre end tale. Kaffe og lidt cykling.
Lidt senere hurtigmad fra Aldi. Herre bevar mig vel. Tv-aviser og så lidt tv fra nær og fjern inden sengetid.

21. februar. Tirsdag. 4 grader, gråt og vinden er frisk fra nordvest.
Hører trissen, men sover videre til klokken fire. En kort gåtur og så slumrer jeg videre til klokken halv seks. Lægger kabaler og står så op og starter dagens rutiner ganske langsomt.
Efter morgenmaden vaskes tøj og tørres i tørretumbleren, mens vi begge motionerer. Aase går de 15 runder og cykler en lille time, mens jeg går i motionslokalet og snupper 2 x 15 minutter på redskaberne for bagefter at udføre Pernilles 5 øvelser og lidt let vægttræning.
Så er der cykelløb fra UAE, i dag holdløb. Slapper lidt inden aftensmaden som i dag udgøres af rester fra køleskab og fryser. Får sat en brandalarm op i motionslokalet. Lidt tv til pensionisterne, Barnaby og lykkehjulet.

22. februar. Onsdag. 4 grader, gråt og vinden er frisk fra nordvest. Det var en kopi af i går.
Hører ikke trissen og sover til klokken næsten seks. Kabaler, lidt mere slummer og så er det op og sætter ritualerne i sving. Efter morgenmaden sættes sengetøjet til vask og tørring. Jeg afholder mig fra motion i dag, men Aase stikker ad sted med 15 runder og lidt cykling, det blev ikke til så meget da Helle kom en tur på visit. Lidt kaffe med mere og der går hurtigt et par hyggelige timer.
Vi slapper lidt inden aftensmaden tilberedes, ris paneret kylling med kartofler, grønne bønne og coleslaw.
Aase ser tv-aviser, dem gider jeg ikke i øjeblikket. De fortæller det samme og indholdet ligner det fra i går.
Skriver lidt på bloggen og forventer så at sætte en Barnaby over, taget fra lageret.
Aase så vist Jo Færre Jo Bedre og jeg snuppede altså en Barnaby. Så er det sengetid.

23. februar. Torsdag. 4 grader, finregner og vinden er let fra sydvest.
Hører trissen men slumrer videre til klokken 4 og snupper så alle kabalerne i et hug.
Står op og starter rutinerne ved halvottetiden, så vi kan være klar til at Aase hentes til Roskilde med flextrafik omkring frokost. Bodil B.L. kommer og er anden pilot. Jeg er stadig ikke lun på at sidde små tre timer på de stive stole med den dog efterhånden bedre ryg. Bestiller smørrebrød fra Parkens Sandwich til pigerne komme hjem igen. Ville ellers bestille smørrebrødet fra Helles Spisekammer, men de tager ikke telefonen, så de er ude for eftertiden.
Henter smørrebrødet til aftalt tid og ruller så en tur i Aldi for at købe lidt fornødenheder.
Bodil ringer og giver en status på behandlingen og til min store skræk gør Bodil opmærksom på at jeg har sat afgangstidspunket tre kvarter senere end nødvendigt. Beklager folkens, det er sgu ikke altid hovedet følger godt nok med.
De når dog hjem i fornuftig tid og vi snupper et par stykker smørrebrød og et glas øl, mens vi får en snak.
Kaffe til pigerne og en hjembragt kage afslutter Bodils visit. Tusinde tak for hjælpen, jeg havde ikke den bedste dag til en tur til Roskilde, så det var sgu godt at Bodil kunne hjælpe. Aase er træt, hvilket er forståeligt, hun har været på hele dagen.
Pensionist tv, blandt andet Barnaby og så er det sengetid.

24. februar. Fredag. 2 grader, det småregner og vinden er svag fra nordvest.
Hører trissen men sover videre til klokken halv fem. Kabaler og så lidt mere slummer indtil jeg står op ved syvtiden. Vi har et par aftaler i dag, så ritualerne startes i god tid. Jeg skal til fodterapeut midt på formiddagen og Aase skal til frisør midt på eftermiddagen.
Jeg drøner ad sted og Jeanne ordner mine nedgroede stortånegle og sætter bøjlerne på igen og klipper og ordner resten af tæerne, pudser fødderne for ru og hård hud og nu går jeg ligesom på en lyserød sky. De penge er sgu virkelig givet godt ud.
Hjemme igen og vi når lige at se lidt cykling fra UAE inden vi suser op til Susanne og får klippet lokkerne af Aase. Da min nuværende hairstylist Hanne jo stopper til april får jeg Susanne til at overtage stafetten fra begyndelsen af juni i år. Mægtigt. 😊
Hjemme og snupper lidt kaffe og en æbleskive inden jeg springer på løbebånd og spinningscykel i 2 x 15 minutter. Så nærmer vi os mad tid og jeg sætter maden i ovnen og om 25 minutter er den klar.
Krebinetter, lidt tørre, men med kartofler og stuvede ærter og gulerødder. Et glas rødvin hjalp på det tørre. Tv’et tændes og pensionisterne flader ud.

25. februar. Lørdag. 1 grad, sol og skyer og vinden er frisk fra nord.
Hører ej trissen, men må op en tur, formodentlig pga. rødvinen.
Lægger kabaler og gider ikke stå op, men starter dog rutinerne op ved godt ottetiden.
Så går fitnissen amok og laver alle Pernilles øvelser samt lidt træning med håndvægtene, inden jeg springer på løbebånd og spinningscykel i 2 x 15 minutter.  Pust, det var hårdt i dag. Aase går de 15 runder og er hoppet på cyklen mens en let frokost indtages. Så er der cykling resten af dagen på fladskærmen. Hurra.
Aftensmaden er Kalvefrikassé og kartofler sponseret af Linda. Smagte ganske fortræffeligt og det er noget vi meget sjældent spiser.
Lidt tv til pensionisterne, til Aase noget med en bagedyst og jeg forsøger at se en Inspektor Frost og noget andet bagefter, hvor jeg slumrede hen. Nå, hjælper fruen til køjs og finder så min egen køje.

26. februar. Søndag. Minus 3 grader, let vind fra nordvest og solen skinner fra en næsten skyfri himmel.
Hører ikke trissen, men aftenens lidt kølige hvidvin fik mig sgu op en tur, men jeg slumrer videre til klokken næsten fem. Kabaler og lidt mere slummer og så startes søndagsritualerne. Bagefter gør Aase lidt rent og jeg bruger en times tid i motionslokalet med Pernilles øvelser, lidt brug af håndvægte og 2 x 15 minutter på maskinerne. Er så også godt mør.
Efter et bad og en del vasken og tørren tøj, ruller jeg i Parken og henter Anette.
Et par timer går, inden enkefru Hansen vil hjem igen.
Vi spiser et par hamburgere og det må så udgøre det for aftensmaden. Badvr.
Så lidt pensionist tv, jeg så noget om Saxo Bank. Føj dog, den mere kloge narrer fra den mindre kloge. Sengetid.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata