13. marts. Mandag. 4 grader, og det regner og vist gjort det hele natten og vi er nået til 6 millimeter vand. Der blæser en hel pelikan fra sydvest.
Hører ikke trissen, men hun var ny, hun kender ikke stedet hvor pedalspanden står.
Er vågen flere gange i løbet af natten og ved halvsekstiden kniber det med at sove mere. Kabalerne får en tur og så småslumrer jeg en times tid mere og så er det op og sætte mandagsrutinerne i gang. Vi skal nå Vadestedet inden frokost.
Alt flasker sig men det regner stadig da vi skal ad sted og nu har vejrstationen målt regnmængden til 12 millimeter. Vi kommer gennem procedurerne, massage og ultralyd samt træningen af Aase. Vi kører direkte til Figenvej, der ikke rigtig noget at se på når det sjasker ned.
Let frokost, senere en kop kaffe og sidst på eftermiddagen en gang kylling stroganoff med ris.
Aase ser tv-aviser og fortæller mig hvis der er noget usædvanligt på skærmen.
Ser lidt Oscar uddeling, men det er småt med interessen, jeg har ikke set nogle af filmene og jeg kender kun ganske få af skuespillerne.

14. marts. Tirsdag. 5 grader, gråt og der falder lidt regn og vinden er let fra nordvest.
Hører trissen, som vist er ny, da hun hæver og sænker sengen.
Vågner ved godt firetiden og går en lille tur. Lægger kabalerne, de var lette og så slumrer jeg lidt igen. Står op ved halvottetiden og sætter gang i rutinerne. Nu burde der være plads til lidt motion i formiddag. Aase går sine 15 runder og cykler en halv time og jeg snupper som sædvanlig lidt vægttræng, Pernilles øvelser og 2 x 15 minutter på redskaberne. Det tager samlet lige omkring en time og så fremstilles en let frokost.
Fodrer fuglene, støvsuger ganske let og så en kop kaffe inden jeg steger flæsk, som fik for meget, til nogle flødekartofler. Så er der tv-avis. En Barnaby ruller over skærmen inden vi går i seng.

15. marts. Onsdag. 4 grader, masser af sol og vinden er let fra vest.
Hører trissen som er her alt for tidligt, klokken er kun halv et, det kan vi ikke bruge til en skid.
Sover noget afbrudt og lægger så kabalerne ved seks tiden. Ved godt syvtiden banker Aase og er meget våd. Vi indleder ritualerne og jeg vasker og tørrer tøj bagefter.
Jeg ringer til Birkebjergcenteret og fortæller dem om vores trængsler, når hjemmeplejen kommer allerede før klokken et. Det kunne hun jo godt forstå og hun forsøger at trække i de rigtige tråde således at besøget falder midt på natten omkring klokken tre. Tak.
Er lidt ugidelig oven på den manglende søvn. Helle kommer på visit først på eftermiddagen og får en kop kaffe med lidt blødt brød til. Et par hyggelige timer, hvor vi hører lidt nyt om familien, går hurtigt.
Så er der cykling fra Italien og fra Belgien, hvilket vi ser lidt af.
Aftensmaden bliver en laksemad og et stykke med hønsesalat fra Rema. Måske et glas øl og en enkelt snaps sniger sig med. Lige bestemt.
Ser en Barnaby og jeg tror Aase lægger kabaler.

16. marts. Torsdag. Minus 3 grader, let vind fra sydøst og solen og skyerne kæmper lidt om pladsen på himlen. Hører trissen og klokken er præcis 02:47. Vi er tilfredse indtil videre.
Vågner flere gange og lægger kabalerne inden jeg står op og starter ritualerne. Har til hensigt at handle lidt i Rema for at vænne mig til biksen. Kunne have’ bestilt det over nettet, men det tager næsten lige så lang tid at finde varerne og sætte dem på indkøbslisten til Dennis, som det gør selv at hente dem. Ad sted til Rema og jeg finder det meste undtagen kokosmakronerne til Aase. Mærkværdigvis havde de alle de andre kager som Aldi har, men altså ikke makronerne. Hjemme igen og jeg beslutter at snuppe en time i fitness bunkeren inden vi skal til træning med Aase. Ad sted til Vadestedet og vi når at cykle lidt inden John kommer og herser med fruen. Han fortæller lidt om et par fridage han skal have for at tage til golf og pokerspil. Vi ruller hjem igen og drikker kaffe og ser cykling på fladskærmen inden vi spiser boller i karry. Ser den første tv-avis, næsten og går så i gang med en Barnaby fra lageret, hvor et par glas rødvin lagde sig over øjnene for en sund, men jeg kom stærkt igen og hjalp fruen til køjs.

17. marts. Fredag. 4 grader, lidt gråt og lidt sol og vinden er let fra sydvest.
Hører ej trissen, men det var en af de kendte sagde Aase senere. Hun var her lige godt klokken 3 og overholdt så også vores aftale med Hjemmeplejen. Godt folkens.
Så ringer det på døren og klokken er kun godt otte og det er Næstved Haveservice hvor Viggo og en anden herre møder op for at rydde og klippe buske og træer som aftalt. Blot vidste vi ikke at de kom lige i dag. Det var heller ikke meningen at det skulle være i dag, men først næste fredag, men de havde et anlægsarbejde hvor fliserne ikke var kommet frem. Tiden skal udnyttes.
Godt et par timer tog det dem og alt det aftalte er ryddet og så ruller de mod lossen med et lad fuld grene og buske. Jeg ringer til tandlægen og får ændret min tid, det er nu anden gang jeg gør det, men jeg havde fået lagt tiden lige oven i Aases tid til fodterapeuten. Let frokost og Aase starter de 15 runder og cyklingen og jeg drøner i motionslokalet og bruger en times tid. Så er det badetid gamle.
Lidt kaffe til cyklingen på fladskærmen. Senere spiser vi en karbonade til nogle flødekartofler.
Så er der X-Factor til Aase og Barnaby og Frost til mig. Ser dog kun Barnaby og så er det sengetid. Næh hov, så lige det første af filmen Cast Away med Tom Hanks.

18. marts. Lørdag. 5 grader, lidt gråt og der kommer noget finregn og vinden er svag fra sydvest.
Hører trissen, hun var her omkring halv fire. Lægger kabaler og slumrer så et par timer mere. Så er det op og banke ritualerne i gang. Derefter er der skiften sengetøj og vask samt tørring af samme. Ugens håndklæder får samme tur og jeg når lige en tur i Aldi også. Pumper Kennys MTB og kører en kort tur omkring Figenvej, cyklen fungerer upåklageligt.
Ser starten på cykelløbet Milano San Remo som er næsten 300 km langt, men venter med at se videre indtil der er ca. 100 km tilbage. Godt cykelløb vi så i dag. Eftermiddagskaffe og så nogle kalkunschnitzler og stegte kartofler til aften. Aase ser bagerdyst og jeg ser resten af filmen Cast Away. Godnat.

19. marts. Søndag. 6 grader, en sløret sol og vinden er svag fra sydvest.
Hører trissen ved halvfiretiden og må op bagefter. Slumrer til klokken seks og lægger så kabalerne.
Vi starter så søndagsritualerne og ordner lidt regnskab og ser på Skats hjemmeside at vi begge skal have penge retur. Jeg går i motionslokalet og piner mig selv en times tid. Det var ikke den bedste dag på ugen…!
Leder på Internettet efter nogle småting og slumrer så lidt indtil vi indtager et par burgere fra Rema.
Lidt tv til pensionisterne, men der er ikke noget at se som kanalerne kan prale af.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata