24. april. Mandag. 10 grader, let vind fra sydøst og det har regnet i nat og her til morgen. Ca. 5 millimeter er der kommet siden i aftes.
Bemærk der er kun 9 måneder til Juleaften.
Hører trissen og så er jeg desværre alt for vågen, forsøger at få en time mere, men må tage fat på kabalerne. Småslumrer lidt senere og er først helt væk da jeg skal op. Fruen skal til træning senior.!
Rutinerne løbes i gang og efter morgenmaden og sætter mig for at få indhentet blogindlæggene fra fredag, lørdag og søndag.
Så er vi på vej til Vadestedet og efter en halv times tid er vi atter på vej hjemad, dog via et kort besøg i Aldi.
Ved godt et tiden kommer Marlene og hjælper Aase med at rengøre høreapparaterne. Resten af dagen er vores egen, troede vi. Greenkeeperne fra Næstved Haveservice lagde lige deres vej forbi. Jeg går ud og siger goddag og skrubber så ind igen for ikke at forstyrre det arbejdende folk.
Aftensmaden er et par burgere og en gang citronfromage.
Underholdning til Aase og jeg ser Forsvundne Arvinger, samt en MASH til mig.

25. april. Tirsdag. 8 grader, let vind fra sydvest og det har vist regnet en smule.
Hører trissen og sover usammenhængende bagefter. Lægger kabalerne og så banker fruen og tirsdagsritualerne udføres. Jeg gør klar til en tur til osteopaten, så jeg kan blive rask og rørig igen. Synes dog at jeg har fået det lidt bedre udover jeg har været og stadig er småsvimmel og utilpas, men det skyldes nok overtræning af den gamle mand. Efter godt en halv time slippes jeg atter fri og får en ny tid i næste uge.
Ville køre ind til Aldi undervejs til Figenvej, men jeg havde glemt min telefon, hvorpå huskesedlen er. Vi spiser en minimal frokost og jeg drøner en tur i Aldi.
Hjemme igen og slapper lidt inden vi skal se prolog fra cykelløbet Romandiet Rundt.
Så er der aftensmad, tarteletter til Aase og en pølse sandwich til undertegnede.
Underholdning til os begge, jeg ser MASH.

26. april. Onsdag. 6 grader, frisk vind fra sydvest og solen slås med skyerne.
Hører trissen, men sover dog videre til klokken fem. Kabalerne får tæv og jeg snupper en god time mere på øjet. Rutiner sættes i gang da fruen banker og efter morgenmaden gør vi klar til en tur til ørelægen omkring frokost. Vi kommer ind til ørelægen i god tid og hun renser Aases ører, så de nu bør være klar til at få foretaget en regulering af høreapparaterne så fruen kan høre andet end støj.
Hjemme til en let frokost og Aase går sine runder og cykler en godt halv time. Jeg holder stadig en pause.
En kokosmakron indtages til dagens cykelløb. Senere er der mongolsk gryderet med ris og grønt.
Underholdning i form af Lykkehjulet til Aase og MASH til mig.

27. april. Torsdag. 4 grader, frisk vind fra sydvest og solen skinner for det meste.
Hører atter trissen og har satans svært ved at falde i søvn igen. Slumrer dog noget uroligt til ved fem tiden og lægger så kabalerne. Står op omkring klokken halv otte og sætter fut i ritualerne. Sætter sengetøjet til vask og tørring og starter også opvaskeren ved tolv tiden, der var strømmen billigst i dag.
Vi samler os sammen til en tur til Vadestedet midt på eftermiddagen og Aase træner i barren og går tur med John. Så er det hjemad til kaffen og lidt cykelløb fra Schweitz.
Aftensmaden er rester, pølser og ris til mig og Aase spiser kartofler og kylling fra Aldis frysedisk.
Så er der tv-aviser hvor de fortæller at aldrig har El-selskaberne tjent så meget på deres kunder som nu. Platugler og gullaschbaroner.
Underholdning til fruen og jeg ser MASH inden sengetid.

28. april. Fredag. 0 grader, sol og svag vind fra sydvest.
Hører trissen, men slumrer videre til klokken fem. Så lægges kabalerne og jeg småslumrer lidt til klokken halv syv. Så er det op og sætte gang i ritualerne, for vi har en aftale klokken ti med Louise omkring Aases inkontinens. Vi lander i god tid og efter et par forsøg finder vi den rigtige indgangsdør for handikappede.
Louise tager en snak med Aase og det ender med at Louise ikke kan hjælpe på Aases problem, men foreslår fruen at træne med knibeøvelser flere gange om dagen og eller få en undersøgelse som måske kan vise en nedsunken blære som også kan skabe problemer i form af inkontinens. Vi siger tak og går i tænkeboks.
Vi ruller en lille tur ind over Ladby og Holløse inden vi vender næsen mod Figenvej. Let frokost og Aase træner som sædvanligt, jeg holder stadig pause, men forventer at starte op i morgen, så har pausen varet en uge. Går ud og blander noget gift til at vande indkørslen med, da ukrudtet efter hånden dækker granitstenene. Aftensmaden er raspet kylling filet med stegte kartofler og grøntsager og så er der tv-avis som Aase overvåger. Lidt underholdning til Aase og jeg ser atter MASH.

29. april. Lørdag. 4 grader, nogen sol og vinden er let fra nordøst.
Hører trissen, men falder dog i søvn igen. Lægger kabaler ved godt sekstiden og småslumrer lidt indtil fruen banker. Rutinerne overstås og jeg går i fitness lokalet, men efter en uges pause startes langsomt op, så det er kun på halv kraft / tid i dag. Så sættes håndklæder over til vask og tørring og det bliver et par andre portioner tøj også og for at det ikke skal være løgn starter vi også opvaskeren. 😊
Aase støver af og jeg render en tur med støvsugeren og vasker så gulvene bagefter.
Lidt cykling til kaffen. Vi spiser flødekartofler og veganer schnitzler til aften. Så er der dømt afslapning, Aase lægger kabaler og jeg ser MASH.

30. april. Søndag. 0 grader, nogen sol, og vinden er let fra nordvest.
Hører trissen. Måtte sgu op en tur inden hun kom. Den kølige hvidvin fornægter sig ikke.
Vågner ved seks tiden og lægger månedens sidste kabaler. Står op ved halvottetiden og aktiverer rutinerne.
Har startet rense programmer for både opvaskemaskine og vaskemaskine.
Så kommer Gordon med næste uges menuer. Bevæger mig ind i fitness lokalet og snupper 40 minutters motion. Helle kommer på en visit og lidt senere henter jeg Lene og Kenny på stationen og vi ruller en tur til Figenvej til en kop kaffe. Helle kører hjem midt på eftermiddagen, men Lene og Kenny bliver til et stykke pizza inden jeg kører dem til Stationen. Lidt aftenunderholdning til pensionisterne. Jeg ser Inspektor Frost, det meste i hvert fald. Nu er det vist sengetid.

 Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata