22. maj. Mandag. 14 grader, let vind fra øst. En lidt sløret sol.
Hører trissen, men sover videre til klokken næsten fem. Hoster også i dag. Kabalerne får en tur og så er det vist tid til at stå op. Rutinerne aktiveres og jeg er næsten helt tom for energi. Får dog taget mig sammen til at køre Aase til Vadestedet, hvor der var mylder og megen snak i lokalet. Aase får dog cyklet lidt inden John henter hende til en par gåture og lidt udstrækning.
Vi kigger lige indenfor i Rema på vejen hjem. Vejret er lunt om end blæsende. Jeg sidder lidt ude på terrassen og forsøger at samle lidt energi til at foretage mig noget, men det forbliver lidt småt med det.
Aftensmaden er sejfilet, ris og stuvet spinat. Smager ganske udmærket.
MASH som underholdning til mig.

23. maj. Tirsdag. 10 grader, let vind fra nordlige retninger. Og det drypper lidt.
Hører ikke trissen, men sover lidt afbrudt og går en lille tur omkring klokken fire. Lægger kabaler og slumrer så til klokken halv otte. Op med fruen og så er vi ellers i gang med rutinerne.
Har ikke energi til at træne så Aase er den eneste der træner i dag. Rydder lidt op i nogle småting og laver lidt frokost til Aase. Så ser jeg lidt cykelløb fra Italien og har til hensigt at sætte min nye iPhone 13 op, men fortryder og gemmer den til i morgen. Vasker og tørrer tøj mens strømmen er nede i pris, også opvaskeren bliver aktiveret. Aftensmaden er tarteletter til Aase og forårsruller og ris til mig.  
Atter lidt MASH på skærmen.

24. maj. Onsdag. 12 grader, let vind fra sydlige retninger og solen forsøger at skinne gennem de tynde skyer.
Hører ikke trissen, men hun var her også allerede klokken halv et ser jeg senere. Det er ikke optimalt.
Slumrer til ved halvfemtiden og lægger derefter alle kabalerne. Står op ved halvottetiden og sætter fut i ritualerne. Soignerer mig lidt og ruller så en tur i Aldi, hvor de til Aases store fortrydelse ikke har kokosmakroner i øjeblikket. Hjemme igen og Helle er ankommet og er gået i gang med at luge under efeuen til naboerne mod øst. Nøj hvor det pynter, tror hendes omhyggelige arbejde sidste år giver pote, for omfanget af ukrudt og anden uønsket vækst er noget mindre end sidste år ved samme tid. Tusinde tak Helle, det var dejligt. Vi snupper lige en tør kop kaffe inden Helle cykler hjemad. I denne uge får vi da slået græs. Vi ser lidt cykling fra Italien og bagefter spiser vi de gode kalkunfrikadeller fra SundTakeAway.
Fodrer fuglene og vander lidt og så gider jeg ikke mere. Er stadig træt og mangler overskud.
Tv til pensionisterne og så godnat.

25. maj. Torsdag. 10 grader og let vind fra vest. Solen skinner en del.
Hører en højttalende trisse som hjælper Aase med at skifte nattøj, det var blevet lidt fugtigt.
Lægger kabaler på et tidspunkt og lidt senere går vi i gang med ritualerne.
Har heller ikke det store overskud i dag, så det bliver lidt med at flade ud når lejligheden byder sig.
Lidt cykling på fladskærmen og så spiser vi noget sammenbiks med ris leveret af Gordon.
Vi snupper lige et par glas Faustino 1 til at tage den værste smag. Da det er en uges tid siden jeg har fået et glas vin, er jeg lige ved at vælte omkuld efter indtagelsen af den krydrede rødvin.
Ser et par afsnit af MASH og går så i seng efter at have hjulpet Aase til køjen.

26. maj. Fredag. 11 grader, nogen sol og vinden er let fra nordvest.
Hører ikke trissen men var jo også godt bedøvet. Sover til klokken halv syv og lægger en del af kabalerne. Rutinerne startes og hvis jeg ikke havde været træt de andre dage, så er jeg det i dag. Rødvinstræt tror jeg.
Får dog lavet et par småting hist og her og vasket op samt vasket tøj, når det var mindst dyrt.
Aase er ved at gøre Pinse rent og jeg laver lige en seng til Kenny, som forventes at overnatte til lørdag. Aktiverer min nye iPhone 13, hvilket jo godt kan give noget hovedbrud og det gør det også.
Så er der cykling fra Italien og bagefter hurtigmad og rester fra i går.
Henter Kenny ved stationen og vi ruller mod Figenvej og får en sludder om verdenssituationen inden vi går tidligt til køjs. Jeg opdager at MitID ikke fungerer og læser mig så til at det ikke kan overføres fra en telefon til en anden, men skal oprettes på ny. Det må ske i morgen engang.

27. maj. Lørdag. 10 grader, svag vind fra nordvest og solen skinner fra en næsten skyfri himmel.
Hører trissen og har satans vanskeligt ved at falde i søvn igen. Roterer lidt rundt i sengen men falder så i en urolig søvn indtil klokken halv syv. Lægger alle kabaler og går så i gang med at aktivere MitID ved hjælp af mit pas. Alting lykkes i en gasovn, så nu er det på plads. Mangler så foreløbig at aktiverer Bluetooth til spilledåsen i fitnessrummet, men det har Kenny lovet at hjælpe med. Nå, det finder jeg selv løsningen på i løbet af formiddagen. Mangler så også at koble telefonen op med det håndfrie set up i bilen og der må jeg vist give fortabt. Kommer nok til at køre en tur til Toyota.
Vi spiser morgenmad og ser cykling fra Italien, drikker kaffe og spiser Pitabrød til aften og så er den dag gået, næsten. Kører Kenny til stationen og ruller så til Figenvej.
Lidt underholdning til Aase og jeg ser MASH.

28. maj. Søndag. 13 grader, svag vind fra nordvest. Solen skinner for det meste.
Trissen vækker mig, men kun kort og slumrer så videre til klokken halv seks. Kablerne lægges og så napper jeg lige halvanden time mere på øjet, indtil Aase banker og klokken er næsten kvart over otte.
Ritualerne sættes straks i gang og efter morgenmaden lidt administration af aftaler der skal tilmeldes betalingsservice og kontrol af ugens køb.
Jeg ordner / renser lige opvaskeren og Aase lægger kabalerne inden hun går i gang med at rydde op i køkkenet og motionerer de sædvanlige runder og en tur på cyklen.
Jeg går en tur i fitness lokalet for første gang i godt en uge. Sætter tempoet efter min trætheds skala og når dog det hele igennem inden for 34 minutter. Bad, kaffe og cykling på fladskærmen og så nærmer vi os aftensmaden leveret af Gordon.
Ser afslutningen på cykelløbet, men som så ofte før, vanker der ingen stilling eller afslutning ceremoni, Eurosport er en lortekanal.
Underholdning resten af aftenen på fladskærmen.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata