14. august. Mandag. 15 grader, nogen sol og vinden er svag fra vest.
Hører ej trissen, men det var også Susanne og hun er stilfærdig og hurtig. Vågner ved fem tiden og går en runde og lægger så nogle kabaler inden jeg slumrer en times tid mere. Nå, op og i gang med rutinerne så vi kan blive klar til Aases besøg på Vadestedet. Det er lunt, ca. 22 grader her ved 11-tiden og den stiger stadig. Vi ruller ad sted til Vadestedet i god tid, så Aase kan nå at træne lidt på cyklen inden John kommer.
Alt flasker sig og vi ruller hjem ad via Rema. Vi beslutter at kører en tur til haven på Rønnebæksholm.
Helle havde fortalt at den ikke var særlig velholdt og det må vi give hende ret i. Sjusket og fyldt med ukrudt i både bede og på havegangene og så er tilkørselsforholdende i den grad handikapuvenlige når man sidder i kørestol. Løst grus og store sten skal de fandeme ikke have ros for. Vi kører en tur via Rønnebæk og via Næstelsø hjemad til Figenvej.
Det er fint vej, så vi spiser den minimale frokost udenfor og bagefter følger kaffen efter.
VI har beslutte at spise aftensmaden udenfor under parasollen. Så sagt så gjort. Aase spiser tarteletter og jeg spiser ris og forårsruller. Desværre er det ikke mulig at sidde ude i det gode vejr uden at de nærmeste beboere absolut skal slå græs med benzin græsslånings maskiner som både stinker og larmer aht.
Jeg gentager mig selv, folk er helt uden pli i dagens Danmark. Så underholdes pensionisterne af tv’et. Jeg ser en del af et afsnit Ørkenens Sønner. Sætter mig et kvarters tid udenfor inden sengetid.

Billeder fra Rønnebæksholm Have.

15. august. Tirsdag. 15 grader, jo den er god nok, svag vind fra sydøst og solen har indtaget himlen sammen med en del slør skyer.
Hører vist ikke trissen, som også i dag var en mand, selvom Aase har frabedt sig herrebesøg om natten.
Vågner ved fem tiden og går en lille tur inden jeg lægger nogle af dagens kabaler inden en time mere på øjet. Ritualerne aktiveres efter jeg har åbnet alle dørene, så den køligere luft kan slippe ind.
Aase rydder morgenbordet og jeg forsøger at holde igen på mig selv og det lykkes stort set. 😊Det er lidt for tykt og trykkende til at foretage sig noget med store armbevægelser.
Slapper det meste af dagen og forsøger at følge lidt med cykelløbet PostNord Danmark Rundt.
Aftensmaden er flødekartofler med en frikadelle til. Underholdningen er som ofte før for mit vedkommende, et afsnit af Barnaby.

16. august. Onsdag. 14 grader, nogen sol og lidt skyer, vinden er svag fra sydvest.
Ingen trisse, jo, men jeg hører hende ikke. Vågner ved halvtretiden og synes nogen går ude i køkkenet, men det kan ikke passe for det er en halv time siden at trissen var her viser natkameraet. Det må være noget jeg har drømt. Sover til klokken syv, nå da. Lægger nogle få kabaler og står så op og aktiverer ritualerne. Efter morgenmaden rydder Aase op og jeg suser ad sted til Aldi for at købe nogle småting, blandt andet vand på flaske med brus. Det havde de ikke, heller ikke denne gang. Ruller videre til næste Aldi, med samme nedslående resultat. Her havde de dog kokos toppe til Aase og jeg forsætter til LIDL for at købe vand. Her var der mere held og jeg supplerede med et par småting.
Vi fik ikke klippet græsset i dag, da Jørgen har ferie. Er lidt spændt på om der kommer en afløser.!
Hjemme igen og når lige at komme i bad inden Helle dukker op for en visit. Som så ofte tidligere får vi et par hyggelige timer med lidt kaffe og kage inden hun ruller videre. Jeg har aftalt med Linda via sms at vi giver en skærv til Michals og Annies bryllup på lørdag.
Vi spiser græske bøffer med kartofler og tzatziki og syltede rødløg samt et glas vin. Jeg ser noget af en tv-avis inden jeg slumrer en halv times tid. Så går jeg ind og skriver blogindlæg, da Sofus kommer og siger god dav. Hanne kommer og henter ham og vi hilser lige på Marley inden vi går hver til sit.
Sludrer lidt med Christian som blandt andet fortæller at Linda har en dårlig arm / skulder, men hun kan ikke blive skannet før i januar. Det er jo helt grotesk med de ventetider. Ser en Barnaby fra lageret inden pensionisterne kravler til køjs.

17. august. Torsdag. 13 grader, gråt og regnen truer. Vinden er svag fra sydvest.
Hører ej trissen men vågner ved fire tiden og løber lige en tur. Sover videre til klokken seks og lægger nogle af kabalerne inden fruen banker og vi står lidt tidligere op og starter ritualerne. Jeg holder lidt lav profil, da min ryg skaber sig lidt vel rigeligt lige i øjeblikket. Er i tvivl om det fordi jeg ikke får trænet så meget eller den simpelthen bare er blevet det dårligere. Et par af kattene aflægger et besøg. Både Leo og Tøsen sætter stor pris på laktosefri piskefløde i sødmælken. 😊
Vi ruller en tur til Vadestedet og Aase kommer i ilden med det samme for John har fyraften når Aase er færdig. Vi springer cyklingen over og foretager den når Aase er hjemme og mens PostNord Danmark Rundt ruller over skærmen fra fruen hjemegn.
Jeg vasker og tørrer tøj til den store guldmedalje og forsøger ellers at tage den med ro.
Vi bliver enige om at aftensmaden er et stykke med sild, et stykke med røget ørred og røræg og en ostekiks. Skylder lidt med et par snapse og et glas øl.
Aase lægger kabaler og jeg ser resterne af en Barnaby og starter så på en Inspektor Frost. Hjælper fruen til køjs og sætter mig ti minutter udenfor, men det er for køligt.

18. august. Fredag. 15 grader. Lidt sol, noget gråt svæver ind imellem hen over solen og det lufter lidt fra sydøst.
Hører ikke trissen og sover sgu til klokken næsten seks. Lægger kabalerne og småblunder lidt, drømmer om sommerfugle, jamen dog. Havde det så været lyserøde elefanter og hvide mus, var man jo klar over årsagen. Fruen vækkes og så går den vilde jagt med rutinerne. Aase er gået i gang med at støve af og jeg flygter til fitness lokalet for første gang i denne uge. Det er desværre alt for lidt jeg bruger der i øjeblikket, men energiniveauet er lavt og vægten høj. Jeg har dog nået at gå og cykle over 500 km i år. Målet er 1000 km inden Nytår. Det kommer sgu nok til at knibe senior.
Aftensmaden er frikadeller, kartofler og sovs og som garniture rabarberkompot. Det smagte godt.
Underholdning til pensionisterne og så går vi til køjs.

19. august. Lørdag. 15 grader. Gråt i gråt og vinden er let fra øst.
Trissen hører jeg og også i nat var det en herre. Har svært ved at falde i søvn igen og dæmonerne flagrer lidt vel rigeligt. Går en tur ved halv sekstiden og lægger så alle kabalerne. Rutiner startes og vi forventer at Bodil B.L. kommer først på formiddagen med en friskbagt banakage. Det gjorde hun og vi fik lige en lille snak om hendes knæ og ben, som vist er blevet ca.1½ cm længere efter operationen. Det er sgu ikke optimalt.
Så er det i dag at Annie og Michael skal giftes, tillykke. Der færdes på vejen en del meget farverige damer i deres bedste skrud. Ganske festligt.
Så er det Livas mormors fødselsdag og herfra lyder et trefoldigt hurra.
Så spiser vi en ydmyg frokost og venter på at Lene og Kenny kommer på visit først på eftermiddagen. De har medbragt en rabarberkage som smager fortræffeligt til kaffen. Lene vokser jo en del og er vist lidt besværet af en urolig lille herre. Vi spiser burgere fra Pizza Speciel til aften og de var faktisk ganske udmærkede.
Jeg kører de to ’unge’ mennesker til stationen ved tyve tiden med en tak for i dag.
Aase ser noget konkurrence i tv’et og jeg kaster mig over en Barnaby fra lageret.
Sengetid for pensionisterne.

20. august. Søndag. Atter står den på 15 grader og vinden er svag fra sydøst. Solen skinner.
Hr. Trissesen mødte op i nat, men det nu lidt uden for aftalen, da den siger kun kvinder.!
Sover dårligt efter han er gået, men får dog lagt de fleste af kabalerne og småslumrer så til klokken syv.
Starter dagen med ritualerne og er ellers en anelse uoplagt. Aase får trænet og jeg flader bare ud.
Får dog taget mig sammen til at tage et brusebad. Ser til min store skræk at jeg nu vejer seks kilo mere end i februar. Kommer vist til at sludre lidt med ernæringseksperten og vinhandleren.
Vi ser lidt cykling fra Tyskland og Mads Pedersen snupper lige den skalp også.
Aftensmaden står Sundtakeaway for og er pasta med oksekød i flødesovs. Et par glas vin løber ned ved samme lejlighed.
Går ud og hilser på naboens hund Marley og giver han lidt snack. Synes jeg har på fornemmelsen at han bliver lidt glemt lige som kattene, der virker noget nervøse. Går over gaden og siger hej til Sofus, som altid er glad for at se mig og han får også et par stykker tørret oksekød. Han er et rart bekendtskab og det er Hanne faktisk også. Hun henter en flaske Rose Sangria som hun synes vi skal smage. Vi er villige testere. 😊
Vi ser lidt tv og jeg falder i søvn, fik vist hældt lidt rigeligt hvidvin op i glasset og Aase må vække mig da hun skal i seng. Sætter mig lidt udenfor, men rigtig varmt er det ikke. Godnat.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata