18. september. Mandag. 16 grader, det blæser en del fra sydøst og det er lidt gråt.
Det har luftet en del i nat har jeg kunne høre, sover jo med et vindue på klem. Sover dog til klokken godt fem og småslumrer så en lille time mere. Kabalerne lægges alle sammen og så nærmer vi os tiden for aktivering af ritualerne. Hilser lige på Marley og giver ham en forbudt hundekiks, men vi siger det ikke til nogen. 😊
Aase har jo en tur til Vadestedet på programmet så det gør vi os klar til. Kommer som altid i god tid og fruen cykler lidt inden John kommer for en gåtur og udstrækning af arme og ben.
På vejen hjemad lægger vi en tur via Aldi for at købe lidt småfornødenheder inden de lukker. Udsalg fra på fredag den 22. september og så lukkes biksen ugen efter.
Hjemme igen og Tøsen møder op for anden gang i dag, hun er utrolig kælen.
Ingen cykling på fladskærmen, så Aase lægger kabaler og jeg ligger lidt på langs, min ryg er ikke i det bedste humør.! Aftensmaden er burgere, de er altså røv kedelige.
Så er der tv-aviser med de sædvanlige ulykker på plakaten. Underholdning til fruen og jeg ser en Barnaby af de nyere. Hjælper fruen til køjs og når lige ud at se rumstationen flyve forbi, udenfor altså.
19. september. Tirsdag. 14 grader, også i dag blæser der en hel pelikan og har gjort det hele natten. Det regnede også på et tidspunkt, så nu er vinduerne atter sjasket til.
Hører nattrissen, det var en af den snakkesaliges slags og senere viser det sig at hun også havde glemt at låse efter sig. Det skal du ikke glemme igen for så får du en solid balle af fruen.!
Så er det min salig fars 104-års fødselsdag, så sender lige et tillykke ud i det tomme rum.
Starter ritualerne og Tøsen og lidt senere Leo, dukker op for lidt snak og let morgenmad. Jeg starter vaskemaskinen med sort tøj og smider det i tørretumbleren bagefter.
Læste et sted at man med fordel kunne hænge sit tøj op i et bryggers for eksempel og lade en affugter klare tørre opgaven så sparede man strømmen til tørretumbleren. Jamen er folk da bindegale og har helt smidt fornuften overbord. En affugter er da ikke gratis i indkøb og jeg skulle tage meget fejl hvis ikke den også bruger strøm, hvor fanden er gevinsten så henne.?
Aftensmaden er flødekartofler og en frikadelle.
Underholdning til alle. Tror Aase ser ‘Hvem vil være millionær’. Jeg har tunet ind på DRTV og fundet nogle forholdsvis nye Barnaby’er. Sengetid.
20. september. Onsdag. 16 grader, og pelikanen boltrer sig fra sydvest og det er for det meste gråt.
Vågner ved godt firetiden, men er ikke helt klar over hvorfor, men går så en lille tur. Småslumrer en times tid og klasker så alle kabalerne, inden jeg atter småslumrer lidt. Nå, gang i ritualerne senior og bagefter motionerer vi begge det bedste vi nu kan præstere. En pakke til fruen leveret af GLS og jeg samler sammen til en tur på lossepladserne og hilser lige på Marley, ved jo ikke om han ikke må få en hundekiks, men jeg smutter alligevel forbi med et par stykker. Og håber ingen bemærker det. Ad sted til lossen og der er heldigvis til at komme til. Hjemme igen og så må det være tid til et bad. Bagefter lidt varme på ryggen som skaber sig aht. periodevis. Vi spiser noget kylling ragout og falder så om foran fladskærmen. De store nyheder er der ikke, det eneste rigtig nye er datoen. Underholdning til fruen og jeg snupper atter en Barnaby fra DRTV og bagefter sengetid.
21. september. Torsdag. 16 grader, pelikanen er ved at tage farten af og solen skinner.
Vågner ved fem tiden og lister en lille tur inden jeg snupper en time mere, næsten. Kabalerne lægges alle sammen og så atter en lille time på øjet. Ritualerne startes og så skal der vaskes og tørres hvidt, mens
strømmen er nede i pris. GLS gør deres ankomst med en pakke fra av-Xperten. Sætter det nyindkøbte Reolink kamera til opladning og så gør vi os ellers klar til en tur til Vadestedet. Vi er som altid fremme til tiden og Aase når at cykle lidt inden John kommer og herser med hende i barren inden de går tur og forlader bygningen via trapperne. Det går helt fint.
Vi ruller lige ind til LIDL undervejs til Figenvej og så drikker fruen kaffe og jeg går i gang med at klargøre kameraet og det er ikke uden udfordringer, men efter et par timer fungerer det tilsyneladende og det sættes op udenfor under udhænget med udsyn over indkørslen. Så er der cykling fra Luxemburg og bagefter er der kalkunfrikadeller og bulgur.
Så løber først tv-aviserne over skærmen og så noget underlødig underholdning til os begge.
22. september. Fredag. 16 grader, vinden er let fra sydvest og det er overskyet. Der er kommet 2 millimeter regn i nat.
Vågner ved fem tiden og har trang til at gå en tur. Du lærer det aldrig senior, ikke drikke kold hvidvin kort før du går til køjs. 😊
Får sat gang i ritualerne og snakket med de fleste af kvarterets katte, Leo, Tøsen og så Malte. Aase truer med at støve af i stuen og jeg galoperer ind i fitness lokalet en lille times tid. 20 minutters gymnastik og brug af håndvægte, 12 minutters gå bånd og til slut 12 minutter på spinningscyklen. Så er han godt svedig den gamle. Let frokost, efter badet. Cykling fra Luxemburg og Søren Kragh Andersen mister førertrøjen
Aftensmaden er hamburgerryg og flødekartofler og et glas vin eller to.
Underholdning til pensionisterne. Jeg ser en gammel dansk film, Pigen Fra Egborg. Har faktisk aldrig set den i sin fulde længde. Gode skuespillere.
Sætter mig udenfor et kvarters tid bagefter, men det er sgu for koldt om aftenen nu.
23. september. Lørdag. 12 grader, let vind fra sydvest og det regner lidt.
Vågner ved fem tiden og lægger kabaler, men mangler en enkelt. Småslumrer lidt og står så op og starter dagen rutiner. Tøsen kommer og får lidt morgenmad og er næsten ikke til at blive af med igen. Jeg har ellers forklaret hende at jeg ikke har så god tid om morgenen. Ser hvor når der er ’billigere’ strøm og forventer at vaske sengetøj og håndklæder efter klokken tretten. I mellem tiden tager jeg fat i kammerat Dyson og vi løber igennem huset. Bagefter fat i vand, spand og gulvklud og så oversjaskes gulvene, dem uden tæpper i hvert fald. Er på vej ud at fodre fuglene da jeg hører Sofus gø og går selvfølgelig over till ham med en godbid. Vaskemaskine og tørretumbler arbejder hårdt på at klare dagens opgaver.
Da jeg har tænkt at menuen til aften skulle være tarteletter, bør man vist have den slags på lager, men til min skræk opdager jeg at der kun er to tilbage. Henter Toyotaen og styrer mod Aldi i håbet om de stadig har nogen, selvom der er udsalg. Der var tarteletter på hylden, men ellers ser det noget magert ud med varer.
Hjemme igen og bliver spottet af Sofus og må så lige hilse på den glade dreng og slippe en godbid mere.
Lidt cykling på fladskærmen inden aftensmaden. Mærkværdig vis består menuen af tarteletter til Aase og forårsruller og ris til mig.
Underholdning til pensionisterne serveret af de licensbetalte kanaler.
24. september. Søndag. 9 grader, lidt gråt men solen er på vej, vinden er let fra sydvest.
Vågner ved fire tiden og lister en lille tur. Slumrer videre til klokken godt seks og så er det kabaletid.
Ved halvottetiden sættes der gang i rutinerne. Efter morgenmaden står den på rengøring af badeværelser med mere. Aase steriliserer køkkenet. Bodil B. L. kommer på visit i eftermiddag medbringende en æblekage sagde hun forleden da jeg talte med hende i telefonen. Det glæder vi os til. Når lige en tur i fitness lokalet og gennemfører mit sædvanlige program.
Så kommer Bodil med æblekagen og vi smovser os og jeg får gelejdet Bodil ind på e-Boks så hun kan bestille tid til Covid 19 og influenza vaccination i næste måned.
Får en sms fra Linda om vi kunne tænke os pastasalat og kyllingelår til aften. Det siger vi ja til og så kan Bodil også få en bid med. Bodil ruller hjemad og vi siger tak for visitten, hygge og æblekagen.
Vi ser så lidt pensionist tv inden sengetid.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata