Skal vi nu igen høre om cykling til Enø. Ja, synes lige at det bør nævnes
at jeg i sidste uge var 2 gange på Enø, tirsdag og onsdag, samt at vejret var
rimeligt lunt og ikke mindst tørt…modsat i dag, hvor Henrik absolut ville
lokke mig ud på en cykeltur på Fodsporet.
Lod mig dog overtale selvom der var truende skyer i horisonten, og luften var
svanger, af vanddampe..
Nå, tilbage på sporet, som vi måtte lede lidt efter, da det stadig er småt med
skiltningen, vi håber på en bedring, også der…
Først forsøgte vi ved Herlufsholmhallen.
Nej ikke
her, så videre til området ved kirkegården, kørte højre om, nej heller ikke,
selvom vi var på sporet.
Vi talte med en venlig herre som nævnte at 100 meter længere fremme var der
asfalteret, så vi rullede lidt videre på skærverne. Nu, endelig fast grund
under dækkene.
Den mulige indkørsel var ved en gruppe boliger med stråtag, hvoraf jeg mener at
kunne huske at det ene blev kaldt kaffehuset i fordums dage.
Et hyggeligt og meget besøgt traktørsted hvor de havde marsvin i haven, altså
gnavere, i et stort bur, og kaffe servering, måske deraf navnet…!
Op i gear, og så derudad. Det er en meget lang lige strækning uden de store
buler, eller sving, men med en del mindre veje på tværs, så vær vågen, selvom
der er jern chikaner. For øvrigt er der totalt motor køretøjs forbud, selvom
nogen måske kunne fristes til at gi’ MC’en en ordenlig indsprøjtning på de
lange lige stræk, men den går ikke Henrik….
Tæt på Arløse, vendte vi jernhestene, da asfalt sjakket var i gang, og den ny
tromlede belægning nærmest greb omkring dækkene.
Vi mødte faktisk en del motionister, både på gå ben, cykel, og selvfølgelig et
par motoriserede nødder, læse og forstå skilte kan kun ganske få mennesker i
dag….
Tæt på Næstved mødte vi en under et regnslag næsten druknet cyklist, som i
forbi farten advarede os om et satans regnvejr forude. Nå, fanden heller, men
kort efter kørte vi gennem
Susåen, troede vi i hvert fald.
Pause under de kønne utætte grønne blade på bøgetræerne. Da vi havde ventet
forgæves på Noahs ark et stykke tid, og truslen om mudderskred var
overhængende, trodsede vi regnen og forsatte, til en del billisters uddelte
begejstring. Da vandet på vejen løb i en meter bred strøm langs kantstenen,
lykkedes det for de fleste terrorister at dænge os til med vand, fra siden…
Redningen var dog forude, vi var ved at være hjemme, så ville det vel blive
opholdsvejr.
P.S. Jeg tror langt de fleste kan være enige om at det er en rasende godt idé
at anvende den tidligere Slagelse bane til natursti, måske undtagen beboerne op
til stien.
Det samme burde ha’ været seriøst overvejet da man nedlagde Næstved-Præstø-Mern
banen. Men i tresserne og halvfjerdserne havde politikkerne rædsomt travlt med
at tillade nedlæggelser og nedrivninger over en bred kam. Amøber…..
