28. marts. Mandag. 6 grader, noget gråt og vinden er i nordvest og er vist let.
Hører trissen, men slumrer videre noget afbrudt. Lægger kabaler, men mangler en.
Står op og begynder dagen med at stille frem til morgenbordet. Vækker Aase og så kører det bare.
Vasker lidt tøj og så gør vi klar til en tur på Vadestedet.
Kommer i god tid og Aase når at cykle lidt inden John kommer og inviterer hende til udstrækning og gåtur uden hjælpemidler. John siger tillykke med min nye titel, oldefar, Aase har sladret.
Vi kører til Figenvej via Aldi og tager druer med hjem, både pressede og upressede.
Hjemme igen og katten kommer og siger hej og får en lille bid og går ud igen.
Jeg snupper 2 x 15 minutter på løbebånd og spinningscykel og det var godt.
Hører fra Helle at kærnefamilien stadig befinder sig på Slagelse sygehus og hun kender ikke til det hvornår familien slippes løs.
Vi spiser æggekage og denne gang var den bedre end sidst, siger Aase.
Lidt krigs tv og lidt af en gammel dansk film udgør det svimlende kultur tilbud.

29. marts. Tirsdag. 1 grad, vinden er svag fra nordvest og soler forsøger at kommen igennem skydækket.
Hører natmanden, som kommer alt for tidligt og ikke rigtig kan finde ud af noget som helst. Han skifter bleen som er knastør og følgelig ligger Aase i ’vand’ op til nakken om morgenen. Bøvhoved.
Når at lægge kabaler inden jeg går i gang med morgenens rutiner. Fruens sengetøj er vådt, men pyt vi skal alligevel have skiftet det i dag.
Vasker først lidt tøj og så sengetøjet, mens der lægges noget frisk på sengene.
Ved fælles hjælp får vi klippet Aase negle på både hænder og fødder.
Aase går de 15 runder med rollatoren og cykler en times tid. Vi spiser en let frokost og jeg slapper lidt til noget Oscar udsendelse som jeg optog forleden.
Aftensmaden er hurtigmad med et glas rødvin til.
Så har den Ukrainske præsident Zemlinsky opfordret os til at stille lys i vinduet i aften og det gør vi naturligvis, men elektrisk.
Barnaby troner på skærmen og det har jeg det godt med. Snupper et glas rødvin til mord og klokkeringning og flader ud. Godnat til Aase og katten.

30. marts. Onsdag. 2 grader, lidt sol sniger sig gennem de lidt grå skyer. Vinden er let fra nordvest.
Hører ikke trissen og vågner ved fem tiden og må op. Slumrer lidt videre, men går så over til kabalerne.
Står op ved halvottetiden og vi sætter gang i ritualerne. Efter morgenmaden havde jeg til hensigt at klippe lidt buske udenfor, men fire grader og en kold vind er ikke befordrende for motivationen og jeg er temmelig træt. Så, jeg roder lidt indenfor og godt det samme for det blev sgu snevejr.
Aase går de 15 runder og cykler en god time.
Lidt cykling fra Baskerlandet kan følges på fladskærmen og det gør jeg, efter at have gennemført 2 x 16 minutter på løbebånd og spinningscykel.
Hurtigmad til aften og så for en gangs skyld lidt tv-avis, men der er sgu ikke meget glædeligt nyt at hente. Kun at katten kom og fik en snak imens.
Jeg ser noget af Oscar showet fra forleden som jeg havde optaget, men jeg synes jo nok at der mangler lidt kvalitet over det show efterhånden. Det er meget ensformigt med et 2-3 personener der står og lirer mere eller mindre dårlige vittigheder af i mere eller mindre dårlig smag i tøj, så lidt muzak, elendig kvalitet. Vi ser ALT for lidt til filmene som det burde dreje sig om. Går til køjs samtidig med fruen og katten, næsten.

31. marts. Torsdag. 0 grader, lidt sol fra øst og blågrå skyer i sydvest, men vi slap for sne i dag. Svag vind fra vest.
Hører trissen, men sover videre til ved fem tiden. Kabaler lægges, det er sidste chance for at opfylde månedens kvote.
Vækker fruen og torsdagens ritualer gennemføres og så hopper jeg på løbebåndet og bagefter på spinningscyklen. 2 x 17 minutter i dag. Den næste måned skulle jeg gerne kunne tage 2 x 20 minutter de tre gange om ugen, men lad os nu se.
Efter en let frokost gør vi klar til en tur på Vadestedet og når derned i god tid så Aase kan nå at træne ca. 15 minutter på combi-cyklen. Så er det Johns tur og de går en tur uden hjælpemidler og så lidt ballonspil inden en tur i barren og så er fruen vist ved at være træt. Vi ruller direkte til Figenvej og eftermiddagskaffen.
Hurtigmad fra Bilka og så smutter jeg en tur i Aldi for at supplere de sparsomme beholdninger.
Ser det sidste af Oscar Showet og giver fruen et nap inden sengetid. Katten og jeg gør også klar til lidt længere slummer.

01. april. Fredag. 0 grader, sol gennem lette skyer og vinden er svag fra vest.
Hører trissen men sover videre og vågner ved halvsekstiden. Vi skal tidligt op i dag, da jeg har en aftale på AK Centeret på Næstved Sygehus klokken 09:00. Så klokken seks går vi i gang med dagens ritualer.
Ved godt halvnitiden ruller jeg mod sygehuset og parkerer på Kvægtorvsparkeringen. Der er aldrig plads på sygehuset arealer. Nå, det var der så i dag. 😊
På AK-Centeret skal man også køre sygesikringskortet igennem en maskine inden man kan komme videre i systemet. Efter mindre end fem minutter, så kommer der en ung dame og tilbyder lidt hjælp og info.
Først skal vi lige tage et par prøver, en prøve til mit apparat og en prøve til sygeplejerskens apparat og minsandten om de ikke viser det samme. INR=2,1 hvilket er inden for rammerne. Mit apparat opdateres med den nyeste software og jeg får nogle teststrimler med hjem. Jeg bliver også fortalt at der er kommet en ny form for blodfortyndende medicin som efterfølgende ikke behøver at blive kontrolleret hver uge som nu, men kun en gang om året, efter en indkøringsperiode. Det betyder dog at jeg hver tredje måned skal have taget en blodprøve på gammeldags facon det første år. Den er jeg sgu ikke lun på og så koster midlerne spidsen af en udtjent rumfærge.
Jeg får 3 pjecer med hjem så jeg kan læse og midlernes fortræffeligheder. Det gjorde jeg så senere, men kan ikke forstå forskellen på de tre midler, der står sgu det samme i alle tre pjecer.
Kører via apoteket i Sct. Jørgens Park for at købe medicin. Her virkede registerringsapparatet ikke, hvilket efterhånden mere er reglen end undtagelsen.
Hjemme igen og Aase går de 15 runder og cykler en time mens katten og jeg småslumrer en times tid på sofaen. Vi aftaler at aftensmaden bliver en laksemad og en ostekiks med et glas øl til. Og det blev det.
Ville se Frost, men det var øjnene og jeg ikke enige om. Øjnene lukkede ned ganske langsomt. Aase fik lidt bistand og så fik katten natmad og jeg gik i seng.

02. april. Lørdag. Minus 4 grader ved seks tiden. Solen titter godt nok frem, men det er koldt med en let vind fra nordøst.
Hører trissen, men sover så videre til klokken halv syv. Kabalerne lægges og så står jeg op og vækker Aase, så vi kan få gang i dagens ritualer.
Katten som vi kalder Bror, kommer efterhånden et par gange om dagen, han får lidt tørkost og efter en kort ’snak’ lister han af igen.
Vasker lidt tøj med mere og ellers er det ikke det store vi foretager os. Aase går de 15 runder og cykler en times tid. Jeg ser lidt cykelløb sammen med katten og til aften spiser vi biksemad og ser lidt tv.
Katten får aftensmad, men er ikke rigtig glad for at gå ind og sove, så jeg må hjælpe lidt på vej.

03. april. Søndag. Minus 6 grader og solen skinner endnu, vinden er vist i nordvest.
Hører trissen og sover så noget afbrudt indtil jeg står op ved halv ottetiden efter at alle kabaler er lagt.
Søndagsritualerne gennemføres og så lidt oprydning. Jeg ordner lidt regnskab og overvejer at bruge en halv times tid i fitness lokalet.
Springer på løbebåndet og bagefter på spinningscyklen og i dag bliver det til 2 x 20 minutter.
Aase går de 15 runder og cykler en times tid.
Så er der cykling på fladskærmen og vi ser en lidt undervejs og sætter os og ser de sidste 40 km til en småkage. Så er der tortilla ruller og et glas rødvin samt et marcipan æg til dessert.
Så er der ellers ikke inspiration til mere i dag. Vi går tidligt til køjs.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata