Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Uge 06 2024

Set & Sket 2024 Posted on 28. februar 2024 19:07:17

05. februar. Mandag. 5 grader, gråt i gråt og vinden er svag fra vest.
Hører ikke trissen, men må op engang i løbet af natten. Småslumrer lidt til ved sekstiden og lægger så alle kabalerne. Står op og sætter fut i ritualerne, for Aase skal jo til træning på Vadestedet. Vi bliver klar i god tid og ruller ad sted. Fruen når at træne lidt på cyklen og så kommer John og bruger ca. 15 minutter på de forskellige øvelser inden vi stikker af igen. Vi ruller en tur til Karrebæksminde forsætter derefter til Fodby og kører af Ring Nord til Holme Olstrup inden vi tager Ring Øst og kører til Figenvej. Så fik vi set lidt af Sydsjælland og en del større vandhuller.
Hjemme igen og vi snupper en ydmyg frokost inden vi slapper lidt.
Jeg redigerer blogindlæg for de sidste tre uger og udgiver dem.
Så spiser vi rester og katten er kommet. Så det er tid til lidt South Park. Det sjask regner og katten synes ikke om at komme ud, så vi venter til senere.
Vi ser mere af Hobbitten og vi er nu nået til den sidste film som hedder De Fem Hæres Slag.
Fruen hjælpes til køjs og så misser, stopper vi for i dag og du må liste hjemad.
Jeg ser lidt mere film, men det kniber med at få øjnene med, godnat.

06. februar. Tirsdag. 7 grader, det regner voldsomt og vi har fået 8 millimeter siden midnat. Vinden er let fra sydvest. Den anden vejrstation fortæller af vi har fået 24 millimeter de sidste 24 timer.
Vågner ved fem tiden, går en tur og lægger så kabaler, men mangler en, da jeg sover lidt videre.
Op ved halvottetiden og så er det med at få gang i rutinerne. Katten møder op tidligt, men ved godt at jeg ikke har tid om morgenen, så hun lægger sig på den lille stol i stuen og sover til næsten middag. Vi spiser en let frokost, da Bodil ventes at komme med banankage til eftermiddagskaffen. Katten og jeg snupper lige en times tid på sengen inden jeg går i gang med at ordne nogle småting i huset. Har bestilt varer fra Rema og de leveres omkring middagstid.
Så kommer Bodil med kagen og vi bænker os med kaffe og kage nogle timer, hvor verdenssituationen vendes nogle gange. Bodil har købt en badevægt, ikke i glas, som vi får at se. Jeg ville gerne udskifte den vi har af glas, da jeg er lidt bange for at smadre den i badeværelset. Det har jeg gjort en gang tidligere. Da Bodil forlader os, går katten med ud. Aftensmaden er karbonader og kartofler leveret af Gordon.
Ser det sidste af filmen fra i går. Synes det var 3 film med god underholdning.
Fruen får lidt hjælp til at komme i seng og så lister jeg samme vej.

07. februar. Onsdag. 3 grader, solen og skyerne kæmper deres kamp om pladsen og ind i mellem sner det kraftigt. Vågner ved tre tiden og ved fem tiden og ved syv tiden og så får kabalerne en omgang inden ritualerne startes. Vi har ikke nogen aftaler i dag, hvilket vist er meget godt. Jeg vasker og tørrer sengetøj og får lagt noget frisk på dynerne. Får skiftet batterier på vores dørklokke og smurt hoveddørens hængsler og havde ellers til hensigt at enten træne eller køre på lossen, men slapheden tog sgu over og jeg satte mig sammen med katten og så noget cykling. Hun havde ikke ro på sig, så efter en lille time ville hun ud.
Vi spiser mørbradgryde med ris og vi har fået noget der var mere spændende. Med et par glas vin til, gled det ned. Så smutter vi ind på Interflora og bestiller en buket til Fru Jensen i Hedehusene, da hun i morgen har fødselsdag. Nævner intet om hendes alder på 68 år.
Så er det tid til lidt underholdning, Aase ser vist lidt lykkehjul og jeg tager fat på Carmen Curlers sammen med katten. Vi bliver ved til omkring godt elleve og så lister frøkenen ud. Du er nu en god misser min pige.

08. februar. Torsdag. Minus 1 grad, solen titter frem og vinden er svag fra vest.
Vågner ved sekstiden og det er højvande. Lægger kabaler, men mangler en enkelt, da jeg småslumrer en halv time inden ritualerne begyndes. Vi har ikke noget fast på programmet til i dag, men jeg vil gerne på lossen med pap og på pantstationen med dåser og flasker. Har tre en halv sæk. Ad sted til lossen og jeg kan kun have papkasserne i bilen, der er omkring 20 stk. Ud og aflevere dem og tilbage efter den tomme emballage. Så er det ad sted igen og jeg afleverer for 209 kr. tom emballage som så sættes ind på kontoen.
Hjemme igen og fruens frokost serveres efter hun har foretaget dagens motion. Jeg slapper lidt uden missen. Men sidst på eftermiddagen kommer hun og vi snupper lige en halv times afslapning inden aftensmaden, som i dag er kyllingefilet med pasta og et glas rødvin. Hun lægger sig i barnestolen mens vi spiser. Du er nu en nem missekat. Så er jeg klar til at se mere Carmen Curlers og katten kommer og socialiserer i sofaen imens. Det er nu ganske rart. Midt på aftenen vil frøkenen ud og jeg ser et afsnit mere inden sengetid.

09. februar. Fredag. 3 graders varme, nogen vind fra øst og himlen er med mørke skyer.
Vågner ved sekstiden og lægger alle kabalerne, men gider ikke stå op, men så alligevel. Ritualerne sættes i sving. Bagefter ruller jeg i 365 Discount efter lidt fornødenheder. Slapper lidt og ser så lidt cykling fra i går, gider ellers ikke genudsendelser af cykelløb. Men så kommer missen selvom sneen atter har lagt sit hvide låg på omgivelserne. Vi sætter os og ser resten af cykelløbet som Mads Pedersen vandt. Så et afsnit af South Park inden jeg går i gang med aftensmaden, som i dag består af rester og et glas vin.
Katten lægger sig i barnestolen mens vi spiser og forventer vist at jeg dukker op lidt senere til lidt mere ’snak’ og det gør jeg sikkert også misser. Du er godt selskab når man ser tv.
Vi ser lidt South Park og bag efter lidt Carmen Curlers. Jeg er dog ikke ovenud begejstret for den serie, synes der er huller i handlingen og en hovedperson som får for meget tid til selvpromovering der ikke løfter handlingen, men gør den kedelig. Katten er urolig og efter nogen tid beslutter hun at liste ud. Vi mangler en kattelem. Fruen er hjulpet til køjs og jeg sniger mig også ind i Morpheus verden.

10. februar. Lørdag. 2,5 grader står der på vejrstationen, vinden er frisk fra øst og det er gråt.
Vågner klokken godt fem og lægger fire ud af fem kabaler og lægger mig så til at sove videre. Småblunder til klokken otte og sætter så gang i ritualerne. Starter en vask og tørring af hvidt og lidt senere går håndklæderne samme vej. Så møder katten op og hun venter på at jeg skal gøre frokosten klar til fruen inden vi lægger os lidt på sengen og slapper af en times tid. Så vil frøkenen gerne ud igen. Jeg sætter mig og ser noget landevejscykling som der nu er ved at være gang i syd på. Det er god afslapning og underholdning når man ikke rigtig er oplagt til noget andet.
Aftensmaden er også rester i dag samt et glas godt rødvin sponseret af Henrik sidste år til min fødselsdag.
Aase spørger i forbindelse med cykelløbet Murcia Rundt, hvor længe siden det var vi var på ferie det område. Uha, og Jesus Christensen, til sommer er det 49 år siden frue. Det er fandeme uhyggeligt. Det kræver et ekstra glas rødvin. 😊
Underholdning til pensionisterne og katten. Aase ser noget omkring Melodi Gran Prix og jeg ser South Park og Carmen Curlers. Undervejs forlader katten huset. Fruen hjælpes til køjs og jeg tager endnu et for langt afsnit af Carmen Curlers. Klipningen burde være mere tæt.

11. februar. Søndag. 2,5 grader, let vind fra øst som tiltager og det er gråt i gråt.
Sover til klokken godt fem og gør et kort besøg på det lille hus. Gider ikke kabaler så vender mig om og sover til klokken syv. Et par kabaler og jeg står op og sætter søndagsritualerne i gang. Vasker sort tøj og stikker så en tur i Rema for at købe den kartonvin vi bedst kan lide, når den nu er på tilbud.
Så møder Gordon op med maden for tre dage, blandt andet kalkunfrikadeller, som vist er en af yndlingsretterne. Vi ser en del cykling om eftermiddagen og katten er på visit men går sin vej midt på eftermiddagen. Dagens aftensmad er, rigtig gættet, kalkunfrikadeller, med kartofler og sovs.
Vi vasker op og Aase sætter på plads. Så kommer katten atter på visit.
Katten og jeg ser South Park og Carmen Curlers og så forlader hun huset.
Fruen har vi hjulpet til sengs.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata



Uge 48

Set & Sket 2021 Posted on 6. december 2021 19:27:39

29. november. Mandag. 1 grad, svag vind fra nordøst og det er lidt gråt.
Fruen banker på væggen ved et tiden og vi ruller lige en hurtig tur på Sara.
Selvom jeg igen sover med høreværn, hørte jeg dog Aases banken. Til gængæld hørte jeg ikke nattrissen som kom tidligt og måtte gå med uforrettet sag.
Vågner ved sekstiden og lægger dagens kabaler og hjælper lige med en enkelt kabale som Aase ikke kunne få has på. Ritualerne tager over og vi skifter sengetøj og vasker samt tørrer det brugte.
Fruen lister ad sted med Tor og når vist 12 runder inden hun cykler en time, mens frokosten fortæres.
Så kommer der en pakke fra Nespresso med nogle glaskopper samt en fancy termokande og nogle koffeinfri kaffekapsler til undertegnede.
Lidt senere dukker posten op med et brev som indeholder et handicap parkeringskort. Så lykkedes det endelig. Tror jeg startede dialogen med Dansk Handicaps Brugerservice for snart tre måneder siden. Det er nu ikke DH’s skyld alene at det tog så lang tid. Undertegnede må tildeles en røffel for at fremsende et udløbet dokument omkring brugen af Flextrafik.
Vi afprøver lige de ny glaskopper og de er anvendelige. Dog synes jeg at der knap nok kan være de 230 milliliter som er angivet på kapslen og krusene er beregnet til 270 milliliter, men det kan skyldes at kaffen ofte skummer en del.
Vi rydder lidt op på hylder og i skuffer for at få plads til glaskopperne. Vi har den aftale, hvis der kommer noget nyt til, skal der smides noget gammelt ud i tilsvarende mængde. Fuglene fodres udenfor.
Let aftensmad, kold kartoffelsalat og frikadeller. Så lidt vasketøj der skal lægges på plads og vi er nu nået til aftenens første Corona-avis. Omikron spøger stadig og ingen kender endnu dens farlighed.
Katten kommer hen på aftenen og vil snakke. Vi tager en kort snak og han lægger sig for natten. Det gør vi andre også.

30. november. Tirsdag. 2 grader, frisk vind fra forskellige retninger, men vist mest fra nordvest. Der er kommet 5 millimeter regn i løbet af natten.
Har sovet med høreværn og hr ikke hørt en dyt og vågner ved fem tiden. Så lægges månedens sidste kabaler Katten kommer og ønsker morgenmad og går så ind og sover i soveværelset.
Vækker fruen og så kører det som sædvanligt.
Aase støver af og jeg har is i maven og installerer Windows 11 kun på min computer i første omgang. Venter lidt med Aases maskine indtil jeg kan besvare 100 spørgsmål fra fruen. 😊
Efter 1½ time installation, stort set uden min medvirken, genstartes computeren og umiddelbart ser det en del anderledes ud og en nogle funktioner og menuer har skiftet udseende og plads. Alt virker dog lige nu upåklageligt. Jeg er lidt spændt på det videre forløb.
Kaffe og Kleiner, lidt senere spiser vi biksemad. Der er flere udsendelser til aften jeg gerne vil se på fladskærmen, men de ligger alle sammen på samme tidspunkt. Optager et par stykker til senere gennemgang. Katten og jeg ser tv-avis en halv times tid og så vil han ud.
Fruen går lidt tidligere til køjs og jeg følger eksemplet efter at have slumret lidt til Barnaby.

01. december. Onsdag. 1 grads varme, varme? Føj det er koldt og der blæser en stiv pelikan fra nordøst og det småregner.
Hører ikke nattrissen, men vågner alligevel tidligt, klokken er tæt på fem. Lægger månedens første kabaler og forsøger så at snige mig til en time mere på øjet, det lykkes delvist og katten kommer og får morgenmad.
Dagen ritualer gennemføres atter. Pia ringer og vi får en snak omkring Kurts fødselsdag på fredag, hvor han bliver halvfjerds.  
Jeg bestiller varer fra Rema til levering på adressen. Har ikke rigtig lyst til at blande mig med for mange mennesker indtil vi kender Omikrons potentiale.
Kan ikke betale Rema med Visa kortet, Nets servere er optaget og kaster transaktionen op. Bruger MobilePay i stedet, men den ordning er jeg ikke helt tilfreds med. Er på vej til badet, da Dennis kommer med vores Rema varer. Alt lægges på plads og så er det om at komme i bad.
Bagefter sjaskes lidt vand på gulvet i køkkenet og så snupper vi lidt frokost, mens Aase cykler en times tid.
Så kommer medicindamen og gør medicin klar til fruen.
Bodil B. L. kommer midt på eftermiddagen og medbringer en lækker æblekage til kaffen.
Aase og Bodil får snakket lidt om gamle dage og der er meldt ud om et pressemøde klokken 18.
Vi spiser hurtigmad, hører og ser pressemødet imens. ALLE deltagere i pressemødet siger samstemmende, se nu for helvede at blive vaccineret, måske ikke lige med de ord, men budskabet er ikke til at tage fejl af.
Ser lidt om diplomater i dansk tjeneste. Det er vist ikke noget nemt job. Sengetid for pensionister.

02. december. Torsdag. 0 grader står der på vejrstationen. Det er svinekoldt og vinden er frisk fra nordvest og der er trusler om sne i luften.
Vågner ved firetiden går en lille tur. Har ikke hørt trissen, selvom det er hende med den skarpe stemme. Katten banker på døren og lukkes ind til meget tidlig morgenmad og går så ind og sover.
Lægger dagens kabaler og snupper så en times tid mere på øjet. Spiller lidt Sudoku og står så op og vækker fruen. Ritualerne tager sin begyndelse og vi bliver enige om at pjække fra træningen i dag. Fy, fy skamme. Det er så også første gang vi har gjort det mens Aase har gået på Vadestedet.
Vi hjemmetræner så med ’Lars’ og med 4 punkts stokken, senere cykler fruen en time.
Tager det afslappet det meste af dagen og katten kommer midt på eftermiddagen og vil ’snakke’ lidt mens jeg ligger og læser. Han er svært tilfreds med at ligge hen over mig og småslumre og spinde.
Efter en halv time vil han ud, han har jo så heller ikke været ud siden ved firetiden i morges.
Laver lidt kaffe til Aase og mig selv og spiser en småkage til.
Gør klar til aftensmaden, som i dag består af kartofler, kyllingebrystfilet og lidt hvidvinssovs. Sovsen blev ikke for salt som sidste gang, men lidt for fed.
Skriver lidt blogindlæg og rykker for nogle håndtag til rollatoren jeg havde bestilt i mandags.
Lidt tv-avis og andet ligegyldigt skærmflimmer får en del af aftenen til at gå. Katten kommer igen og vil snakke. Det bliver en kort snak for han kravler ind under sofaen for at sove. Det gør vi ikke, men kravler i seng.

03. december. Fredag. 1 grad, noget gråt og vinden er let fra sydvest.
Katten vækker mig ved halvtotiden og vil ud, dit skrækkelige kræ, slumrer videre til ved godt firetiden, hvor jeg lister en tur rundt i huset. Har ikke hørt trissen. Lægger kabaler og står så op og vækker Aase.
De sædvanlige rutiner gennemføres og ved morgenbordet ønsker vi Kurt tillykke med 70. års fødselsdagen, med en lille morgensang, en SMS, slet den nu ikke, samt en hilsen på Facebook. Tror bestemt han får en spændende dag. Håndtagene er ankommet i løbet af natten med DAO.
Udskifter det venstre håndtag og er spændt på hvad fruen siger til det. Nu er Aase jo jyde, med alt hvad det indebærer, så man roser helst ikke for tydeligt eller for meget, så det skal træææækkes ud af hende om det er bedre eller dårligere. Første reaktion er: det er ikke dårligere, hurra, jeg er vel nok en glad mand. 😊
Drikker kaffe med Bodils æblekage til, det var godt nok en stor portion, så aftensmaden begrænses til en lakse mad og en ostemad, med et glas hvidvin til.
Hører og ser Corona tv-aviser og vi har efterhånden vanskeligheder med at skille skidt og kanel. Men konstateres kan det, smitte tallet er for højt.
Det eneste vi virkelig kan følge med i lige pt. Er The Julekalender.
Katten kommer og vil ’snakke’ og vi får os en snak til noget af lokal-tv ‘et. Han nyder helt utroligt at jeg klør ham lidt på kinderne og snakker med ham, men ikke for længe, så bagefter vil han ud.
Kan sgu ikke huske hvad jeg så på fladskærmen i går efter at katten listede ud.
Hjælper Aase til køjs og snupper et stykke knækbrød med rullepølse og italiensk salat, mens jeg ser et eller andet ligegyldigt og går så mod sengen. Vores sorte ven kommer og lægger sig under sofaen til natten.   

04. december. Lørdag. 4 grader, gråt og kedeligt, den svage vind kommer fra sydvest.
Hører nattrissen men slumrer hen igen til klokken ca. halv seks. Lægger kabaler, efter et kort besøg på det mindste lokale i huset, de volder ikke de store problemer og går så over til Sudoku.
Op og vække fruen og dagen tager sin begyndelse. Katten kommer og vil ud, lidt sent måske, for han har brækket sig på gulvtæppet, drønnert. Tror jeg har fodret ham for meget, men tror på den anden side også at han spiser andre steder.!
Renser gulvtæppet og lukker så synderen ind igen og han går ind og sover.
Efter morgenmaden, drøner jeg en tur i Aldi. Jeg købte leverpostej i Rema forleden, men den er sgu for kedelig og tør. Den får katten. Fylder indkøbsvognen, men har glemt huskesedlen, det er sgu snart mere reglen end undtagelsen. Får dog det meste med hjem.
Jeg springer eftermiddagskaffen over og gør klar til at fremstille en æggekage med bacontern og kartoffelskiver. Fruen er tilfreds med resultatet. Vi snupper lige et glas rødvin til for at løfte stemningen. 😊
Så er der tv-avis, men ikke med det store nyt under solen, udover at gravide, ikke vaccinerede kvinder beklageligvis har større børnedødelighed før og efter fødslen. Fatter ikke at nogen fravælger den vaccination. De lever på kanten til katastrofen, udover de bærer smitten rundt blandt deres familie og venner.  
Vi ser lidt tv og så nærmer vi os pensionisternes sengetid.

05. december. Søndag. 2 grader, lidt gråt og der er kommer 13 millimeter regn siden i aftes. Vinden er frisk fra nordvest.
Hører ikke nattrissen og er oppe ved fem tiden. Småsover lidt og lægger så kabalerne inden jeg atter småsover.  
Vækker fruen og søndagsritualerne gennemføres. Vasker tøj ad et par gange og tørrer det i tørretumbleren. Det er hundekoldt udenfor opdager jeg da postkassen inspiceres. Et enkelt brev til Aase lå der.
Ser noget af Barnaby og katten kommer for at få en snak. Nå jeg sidder i sofaen kan de to ting heldigvis kombineres. Så ringer sønnike og vi får en snak om forløbet af vores weekend.
Flødekartofler og veganerbøffer er dagens ret. Katten får lidt kyllingefilet og er generelt noget urolig for tiden. Mens jeg forsøger at se The Julekalender, kommer katten igen og vil snakke, bop, bop, bop.
Vi går begge tidligt til køjs og jeg læser lidt inden øjenlågene falder i.
Vækkes omkring midnat af en kat der vil ud.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata