Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Uge 34

Set & Sket 2021 Posted on 2. september 2021 20:31:25

23. august. Mandag. 12 grader, lidt sol fra morgenstunden og vinden er svag fra nordøst.
Jeg løber lige en tur ved tre tiden og slumrer lidt og lægger kabaler bagefter.
Nattrissen kommer ved halvsekstiden. Tilsyneladende har Aase det fint med tidspunktet, da hun ikke er generet af, at være våd i længere tid.
Efter de sædvanlige rutiner gør vi klar til at besøge Vadestedet og John, efter han har holdt sommerferie.
Vi drager ad sted i god tid og starter opvarmningen med hånd og fodcyklen.
Så kommer John og Aase og han enes om at lave strækøvelser, selv om hun piver noget over behandlingen. 😊  Vi ruller hjem og foretager os ikke de store ting.
Kaffe til eftermiddag og til aften var kokken blevet slap og smed en portion biksemad i oven og stegte et par æg. Efter at have studeret tv-programmet kunne vi godt gå til køjs og det var hvad vi gjorde, efter katten var blevet fodret af.

24. august. Tirsdag. 10 grader, lidt sol, og vinden er meget svag fra sydøst.
Vågner klokken halv fem og på min vej til toilettet konstaterer jeg at nattrissen ikke har været her endnu.
Småslumrer og lægger kabaler og ved godt sekstiden kommer der en trisse, hun havde problemer med at komme ind ad døren, nævnte hun for Aase, den elektroniske nøgle drillede og hun glemte så også at låse efter sig. Se det er jeg sgu noget ked af.!
Det er Helles fødselsdag, og vi vifter med flaget og råber naturligvis et trefoldigt tillykke.
Efter rutinerne går vi i gang med at afrime fryseren og bagefter går jeg ud og slår græs og leger lidt med den sorte mand, han er nu et rart bekendtskab.
For fjerde gang inden for et par måneder har vi nogen der roder i kloarken i vejen. Guderne må vide hvad fanden der foregår.
Fodrer fuglene og stør en gang gødning på græsplænen, lidt sent på året måske, men bedre sent end aldrig. Trimmer græskanterne med den batteridrevne kantklipper som jeg har arvet efter Peter.
Helle og Morten kommer forbi med et stykke hjemmelavet gulerodskage, hjemmebagt af Morten. De forsætter for at finde et sted at spise.
Efter cykelløbet en rejemad af de større med et glas hvidvin til, en ostekiks afslutter måltidet.
Lidt senere dukker katten op og får aftensmad. Ser lidt tv og skriver blogindlæg, mangler vist efterhånden at offentliggøre nogle uger.

25. august. Onsdag. 14 grader, noget blæsende fra nordvest og det er gråt med truende regn.
Nå da, må op ved tre tiden, kold hvidvin er ikke altid lige sagen.
Vækkes af nattrissen ved halvfemtiden og så går jeg i gang med kabalerne.
Noget senere banker Aase og rutinerne startes.
Så skal jeg lige have overstået lidt mail til vores advokat omkring udfyldelse af nogle papirer.
Så er tanken at jeg skal på lossen. Det er ellers ikke rigtig udevejr. Men lad os nu se.
Jo, minsandten, jeg finder en del til lossen fra redskabsrummet og det er min hensigt at nedlægge de skabe vi har i dag og købe noget nyt(brugt). Der var mange på lossen, men ikke så mange på havelossen.
Lidt frokost og fruen går 15 runder i huset, da det bestemt ikke er vejr til at gå udenfor. Blæsende, køligt og gråt er det, kunne ligne et efterår der var under opmarch.
Ser lidt cykling fra Spanien og atter en gang er Magnus Cort i søgelyset. Han vinder dog ikke etapen i dag, men har vist efterhånden fået sat sit navn fast i cykelmiljøet.
Aftensmaden består af pølser og pasta.
Ser Spise med Price’, men de er altså ikke lige så gode som da de startede i sommerhuset.
Godnat til fruen og til katten.

26. august. Torsdag. 14 grader, blæsende fra nordvest og gråt.
Vækkes tidligt af nattrissen, klokken er kun 03:45. Småslumrer lidt og går så i gang med kabalerne.
Fruen banker ved syvtiden og vi starter torsdagen med de faste rutiner.  Efter morgenmaden rulle jeg en tur i Aldi og handler alt for meget. Fylder nogle af varerne i fryseren og de fleste andre i køleskabet.
Vi gør klar til en tur på Vadestedet først på eftermiddagen og indtager først en let frokost.
Så er det ad sted mod Vadestedet og det regner en anelse. Vi når at cykle ca. 15 minutter inden John kommer og går ture med Aase og hun får også en tur i barren. Det er intensiv træning og den varer ca. 20 minutter, så er fruen mør. Vi ruller hjemad via en tur på Mariedalsvej så vi lige får at se hvordan Maria og Jonas’ hus ser ud.
Cykling til kaffen og kagen som Morten har fremstillet og sandelig siger jeg eder, det var fandeme en velsmagende gulerodskage.
Lidt mere cykling og vi ser at Magnus Cort atter vinder en etape i Vueltaen.
Boller i karry til fruen og jeg spiser noget laks indbagt i butterdej. Kan ikke udstå boller i karry.
Snupper et par glas rødvin til maden for at tage den værste smag.
Vi ser lidt tv og nærmer os så sengetid.

27. august. Fredag. 14 grader, lidt sol og vinden er let fra øst.
Vækkes tidligt af trissen, hun er her allerede lidt i fire.
Slumrer videre og går så i gang med kabalerne. Så kommer katten og vil have morgenmad og han lister ind og sover i soveværelset.
Fruen banker og ritualerne gennemføres.
Jeg ruller en tur til Aldi efter et par småting og bagefter går vi tre runder med rollatoren ude på Figenvej.
Aase cykler lige en times tid og så venter vi på at Maria og Jonas kommer en tur på visit. Vi glæder os til at hilse på dem begge. Jonas har vi aldrig mødt og det er lang tid siden vi har hilst på Maria.
Anette kommer en tur forbi og sludrer lidt, mens vi venter på de unge mennesker.
Så kommer Maria og Jonas og får lidt salt og en tår at drikke. Maria drikker kun mineralvand, hvilket undrer mig en smule, men forklaringen er nærliggende. Den nydelige unge dame er gravid. Tillykke til jer begge, nu kommer forandringerne i rigt mål. 😊
Lidt færdigmad og vi ser atter lidt tv uden at blive så meget klogere.

28. august. Lørdag. 14 grader, gråt og det regner periodevis. Vinden er let fra nordvest.
Atter en gang må jeg op om natten, lad det nu ikke blive en vane senior. Ingen kold hvidvin i går, men lun rødvin har åbenbart samme virkning.
Nattrissen møder tidligt, klokken er godt tre. Jeg småslumrer og lægger kabaler og står så op ved halv ottetiden da fruen banker.
Efter ritualerne finder jeg robotstøvsugeren frem, da jeg har solgt den til afhentning efter frokost.
Aase går de 15 runder med rollatoren og cykler en time.
Når at bade inden køberen kommer og tager den i besiddelse og hun skulle ikke have nogen forklaring i brugen af apparatet, da hun havde to i forvejen.
Henter Kenny, da han ikke er så begejstret for at cykle i regnvejr. Vi ser Vuelta og drikker kaffe og får aftensmaden fra Pyramiden.
Skriver lidt blogindlæg og fodrer katten. Forude venter Barnaby.

29. august. Søndag. 14. grader, gråt men dog tørt. Vinden er let fra nordvest.
Ved to tiden er det højvande og omkring halvtre kommer trissen. Kan ikke rigtig falde i søvn igen og går i gang med kabalerne. Det tog kun en halv time så var de løst.
Får sovet lidt og ved halv ottetiden banker fruen. Ritualerne går i gang og da morgenkaffen er drukket, drager jeg en tur til Bilka for at købe lidt livsfornødenheder til pensionisterne og katten.
Undervejs tilbage til Figenvej ruller jeg ind til LIDL og køber blandt andet vand og Skagens salat.
Så er fruen klar til 15 runder i huset med rollator og en times cykling.
Ved kaffetid kommer Anette og har brug for lidt hjælp til et par småting, det ser vi på når hun har fået et glas hvidvin. Jeg kan desværre ikke løse opgaven med at sætte nogle kantlister fast, jeg har ikke den slags søm og kan heller ikke nå loftet uden stige og sengene skal flyttes. Jesper må se på opgaven. En timer til varmen i badeværelset skal omstilles, men det tør jeg sgu ikke give mig i kast med, da det er en gammel eltavle. Jesper må også se lidt på det.
Går i gang med at lave lidt aftensmad, helstegt mørbrad med fløde kartofter er dagens ret og desserten er hindbærfromage, færdig købt altså, men fruen var tilfreds,
Lidt vask og tørring sættes i gang i de dertil hørende maskiner, Aase siger at jeg ikke kan tåle at se en tom maskine. 😊
Rick Stein i Cornwall er mit program i dag og så er det ellers godnat.

Statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata  



Uge 23

Set & Sket 2021 Posted on 14. juni 2021 18:14:57

07. juni. Mandag. 15 grader, lidt gråt og vinden er svag fra vest.
Nattrissen optræder og jeg hører hende, men kun kort. Lægger kabaler, men mangler den sidste.
Så må vi op, det synes katten også og han vil vist gerne have lidt morgenmad. Vi går i gang med rutinerne og forsøger at være rustede til Aases træning.
Alt er parat og ved godt elleve tiden ruller vi mod Vadestedet.
Vor ’faste’ p-plads var ledig, så Aase kan komme ud af bilen uden hindringer.
Aase cykler godt 10 minutter og så kommer John og inviterer til en gåtur i det store lokale. Først med stok og så mens John holder Aase i den raske arm. Det går ganske fint for det meste, indtil fruen bliver nervøs. Hun holder en kort pause og så tager de en lille tur mere. Du bliver bedre for hver gang, selvom det kun er lidt. Vi ruller via Aldi på vejen hjem og handler igen alt for meget.
Kaffe og kage til cyklingen på fladskærmen og fruen foretaget lige et stunt med at hælde al kaffen ned i tastaturet. Vi finder det gamle tastatur frem og hælder kaffen ud af det nuværende og lægger det til tørre, med lidt held vil det igen fungerer når det er gennem tørt.
Biksemad og spejlæg er det store kulinariske indslag.
Senere ringer vi til Kenny og drøfter Bertrams fødselsdagsgave. Kenny finder på noget, siger han.
Godnat.

08. juni. Tirsdag. 11 grader, nogen sol, og vinden er let fra nordvest.
Vækkes af nattrissen og forsøger at snuppe en time mere, men det kniber. Vi har har aftalt at stå tidligt op, da jeg har en aftale, klokken 09:15, hos Toyota om et check af bilen inden de kører den til syn.
Op klokken 06:00 og så igennem de sædvanlige rutiner. Jeg lister ud ad døren lidt i klokken 9 og ruller mod Toyota. Efter godt halvanden time er bilen godkendt til brug de næste 2 år formedes en ’beskeden’ sum.
Men jeg ventede, kiggede jeg naturligvis på bilerne i udstillingslokalet, men fandt INGEN som kan leve op til de krav vi som pensionister og som handikappet kan ønske.
Hjemme igen og kaffen nydes i haven og så kommer Anette medbringende en flaske rosé. Selvom det jo traditionen tro stormer en halv pelikan, bliver vi altså udenfor mens vinen nydes.
Aftensmåltidet er ferskrøget laks med asparges og mayonnaise samt et par snapse og en halv liter hvede øl af det tyske. Vi slutter af med en ostemad. Ser lidt tv og så er det sengetid.

09. juni. Onsdag. 14 grader, solen skinner og vinden er let fra sydvest.
Ja, også i nat hører jeg hende. Morgenen er næsten som de fleste og vi tager det roligt og Aase rydder lidt op hist og pist. Jeg ser på nogle regninger der er dukket op og lægger dem til betaling. Har ikke energien til at foretage mig noget fornuftigt, så efter frokosten finder jeg en flaske Rosé som vi i løbet af dagen får gjort kål på, mest mig vist nok. Aase sorterer sengetøj og duge og lægger en hel del i en pose beregnet til genbrug. Vi får lige en sludder med Kenny via mobilen.
Indtagelse af alkohol fremmer som regel ikke energien, så efter at have fremstillet en æggekage med bacontern, slapper jeg, men så tager en vis mand fat i mig og jeg drøner ad sted med plæneklipperen, som er ved at få åndenød af det lange græs.
Taler med Linda en kort stund og går så ind og snupper et par glas kølig hvidvin og er så efterhånden godt vissen. Dog ikke mere end Aase hjælpes til køjs som sædvanlig. Katten får natmad og går ud.
Det siges at alkohol tager trætheden, men jeg ved bedre. 😊 Sov fortræffeligt foran fladskærmen en times tid.

10. juni. Torsdag. 11 grader, sløret sol og vinden er let fra vest.
Sover længe, klokken er halv syv da jeg vågner og har ikke hørt nattrissen. Op og i gang med de daglige gøremål. Efter morgenmaden gør vi klar til dagens tur til Vadestedet. Jeg læsser de kasserede ’klude’ i bilen og vi forventer at køre på lossen efter træningen i eftermiddag.
Som så ofte før kører Aase lidt på en hånd og fodcykel inden John kommer og herser med hende. Det venstre ben er voldsomt hævet i dag, måske det skyldes nogle nye sokker som Aase prøvede i går?
Som planlagt sniger vi os ud på lossen og læsser genbrugs-kludene af. Kører ud til enden af Fiskerhusvej, så Aase kan se det nye sted, hvor der kan købes grus og sten med mere.
Vi snupper lige en gang brændende kærlighed og ser så lidt tv. Fruen går lidt sent til køjs og mig endnu senere, da jeg lige skulle digte lidt på blogindlægget.

11. juni. Fredag. 10 grader, mest sol og svag vind fra sydvest.
Hører nattrissen men sover videre en times tid mere. Kabalerne får en over nakken også den jeg glemte fra i går. Så er det op og i gang med dagens planer.
Så er det Bertrams 10 års fødselsdag, vi råber lige et stort tillykke ud af vinduet.
Efter morgenmaden rydder Aase bordet og jeg henter bilen og kører en tur på lossen med tøj til genbrug.
Er lidt i tvivl om hvad jeg skal gå i gang med i dag, men vælger så at sprøjte vores indkørsel med 10 gange med vand fortyndet eddikesyre. Jeg har senere læst at det ikke er tilladt at lave sin egen ukrudtsdræber.
Aase laver kaffe og vi ser lidt cykling på fladskærmen, først fra Slovenien, så fra Belgien og til sidst fra Schweitz.
Lader mig inspirere af cyklingen og går i gang med at ruske hjulene af den gamle Avenue og flå de gamle slanger ud og sætte nogle ’nye’ i. Det er sgu ikke bare lige, for det er kantråds dæk der sidder på de høje fælge. Men det lykkes dog at få skik på opgaven, ikke mindst fordi jeg har en dæktang beregnet til at trække dækket på plads igen.  Det var så hjulene og kommer også til af skifte bremseklodserne, da de nuværende ikke kan spændes mere. Finder bagefter en spand og fylder vand og sæbe i og vasker så cyklen. Så nu ser den helt hæderlig ud. Lidt kæde rens samt olie i morgen og den burde være klar til brug.
Ind imellem cykel-opgaven, steger jeg lige nogle kyllingelår og pommerfritter som udgør aftensmaden.
Katten har været her flere gange og fået noget at spise og ’snakke’ lidt.
Efter Aase er gået til køjs, ser jeg lidt Barnaby.

12. juni. Lørdag. 15 grader, gråt med lidt kølig vind fra nordvest. Hvor blev sommeren af?
Vågner i nat ved tre tiden. Hmm, drak nok lidt meget vand i går mens jeg lavede cykel.
Ved firetiden kommer natmanden og klokken halv fem vil katten have morgenmad og ved godt fem tiden banker fruen på væggen og har brug for lidt transport til toilettet. Er nu en anelse klatøjet, men lægger alle kabalerne og forsøger at slumre et par timer mere, uden det store held.
Nå, op og i gang med morgenrutinerne. Lidt senere træner vi lidt med ’Lars’ inden Aase går de 15 runder i huset. Efterhånden går hun de fleste af dem uden jeg behøver at gå bagved. Hun snupper også en time på cykeltræneren sammen med den lette frokost.
Jeg går ud og forsøger at optimere lidt på cyklen fra i går. Renser kæden og smører den og forsøger så at flytte en cykelkurv fra Aase cykel over på min og det lykkes skam ganske godt, hvad der imidlertid ikke lykkedes var, at jeg ikke kunne svinge benet ind over kurven, din nød. Tilbage med cykelkurven hvor den kom fra. Optimerer så lidt på Aase cykel, så jeg måske kunne bruge den i en snæver vending ved de lidt mindre indkøb.
Pølser og pasta er dagens overlevelseskost.
Vi ser lidt på fladskærmen og så er det sengetid. Katten overnatter ude.

13. juni. Søndag. 14 grader, strid blæst fra nordvest og solen titter frem i perioder.
Hører natmanden og en halv time senere kommer katten og synes han skal have morgenmad, hvorefter han lægger sig til af sove i badeværelset.
Aase banker på væggen og vi står lidt tidligt op og sniger os igennem søndagens morgen scenarie.
Efter lidt kontrol af regnskab og backup af computerne, ruller fruen 15 ture med rollatoren og cykler en time. Henrik kommer og låner traileren. Vi ser lidt cykelløb og så kommer Henrik retur med traileren og Josefine er med. De får lidt at drikke og en lille snak inden de forsætter til nye opgaver.
Kort efter kommer Kenny på guldrammen og medbringer Skagenshorn til kaffen som indtages og så sætter vi og ser lidt cykling fra Schweitz.  
Så er det pizzatid og Kenny bestiller en af slagsen og der bliver også lidt til fryseren.
Ikke det store i tv og efter Aase er gået i seng, ser jeg noget af en gammel dansk film. Ballade på Bullerborg.
Katten er ude.  

Statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata  



Uge 16

Set & Sket 2021 Posted on 26. april 2021 19:50:10

19. april. Mandag. 6 grader og masser af sol og vinden er let fra nord.
Vækkes tidligt af fyren fra Hjemmeplejen. Katten viser sig foran madskålen, det kan vist kun betyde en ting, velbekomme misser. Lægger kabaler og småslumrer indtil Aase banker på væggen ved syvtiden. Så går vi i gang med det sædvanlige gøremål og forventer at køre fruen til træning sidst på formiddagen. Vi er klar til omkring frokosttid og Aase starter med 25 minutters opvarmning på en cykellignende maskine. Så kommer John og i dag skal hun på briksen og have strakt muskler og sener på både venstre ben og arm. Det gør ondt kan jeg høre på fruen, men John er ubønhørlig og bagefter er det bare godt. Efter endt mishandling ruller vi en tur i Bilka og handler lidt til aftensmad med mere. Vi erfarer at Maria har købt hus sammen med Jonas, men ved ikke hvorhenne.
Efter cykling på fladskærmen og kaffen på terrassen spiser vi kold kartoffelsalat og Bilka frikadeller.
Jeg ser et bid fa Rio Bravo med John Wayne og så er det sengetid.  

20. april. Tirsdag. 5 grader, sol og let vind fra nordvest.
Hører for en gangs skyld ikke natmanden men vågner ved halvsekstiden og fodrer katten, som så går ind og lægger sig. Klokken halv syv banker Aase på væggen og vi ruller en tur på toilettet og snupper så lige en time mere på øjet. Så er det op og gøre klar til høreafdelingen på VISP hvor Aase skal låne en regulator som hun kan bruge til at skrue op og ned for lydstyrken på høreapparaterne da hun ikke kan bruge den hun har fået udleveret på Slagelse Sygehus, da man skal bruge begge hænder når der skal reguleres. De fjolser, at udlevere sådan noget til hende, velvidende at hun ikke kan bruge venstre arm.
Vi får en sludder med Trine som også sætter den ’smarte’ regulator op til at modtage / foretage telefonopkald via høreapparaterne. Vi ruller lige ind til Jysk og onkel Harald på vejen tilbage til Figenvej. I Jysk købte vi et badeforhæng, til gæstebadeværelset hvor Aase bader, da det gamle revnede. Aase mener vi burde finde kvitteringen fra da vi købte det for 39 år siden og foretage en reklamation. 😊
Hjemme igen og se lidt cykling fra Italien, mens vi drikker kaffen og så sætter vi os lidt på terrassen og nyder solen inden aftensmaden. Det er i dag mørbrad med kartoffelgratin samt et par glas rødvin.
Jeg rusker det gamle badeforhæng ned og Aase flytter, med noget besvær, hægter fra det gamle forhæng til det nye og jeg hænger det op. Det ser sgu da ganske godt ud.
Ja, så nærmer vi med hastige skridt sengetid. Katten holder meget af at kunne gå ud og ind via den åbne terrassedør når det passer ham. Han kommer ind og hente mig, hvor jeg end befinder mig, så han kan få lidt at spise inden han atter lister ud og hygger sig, ofte med naboens hunkat Alberte. De er begge neutraliseret, men går mægtig godt i spænd sammen. Hun kommer nogle gange for at se om han er herinde. Både hun og hendes bror Malte er meget omgængelige katte. Godnat

21. april. Onsdag. 6 grader, lidt gråt og vinden er let fra nordvest.
Vækkes af natmanden, men falder i søvn igen til ved halvsekstiden hvor kabalerne lægges.
Aase banker på væggen og vi står op ved halvottetiden og går igennem de sædvanlige rutiner.
Vi forventer at medicindamen kommer og Kristina fra HC skulle komme på visit for sidste gang.
Medicindamen er godt solbrændt og er vist af anden etnisk herkomst end dansk. Hun klarer hvad der klares skal og et par timer senere kommer Kristina.
Hun og Aase har en aftale om at forsøge sig med rollatoren uden for. De ruller en tur på terrassen, men den er jo ikke meget større end et frimærke, så det bliver jo ikke nogen vild tur. Det vilde består i at Aase skal kører over dørtrinene hvor der er lagt en rampe som vi bruger når kørestolen skal ud af bryggersdøren. Kristina dirigerer og holder fast i Aase og de slipper over dørtrinet i god behold hele fire gange. Så er det min tur til at være hjælper og vi ruller over 3 gange inden vi stopper, for Aase er ved et være godt brugt.
Det var seancen for i dag og desværre sidste gang Kristina kommer på visit. Hende kommer vi til at savne. Hun er en usædvanlig ung kvinde med hjertet på rette sted og tror jeg, virkelig ønsker at hjælpe hvor der er behov for det. Jeg har vist nævnt det før, hun taler altid pænt til Aase og roser Aases for hendes seje træk for at blive bedre. Kristina, du er sgu noget udover det sædvanlige. 😊
Vi ser lidt cykling på fladskærmen og drikker kaffe inden aftensmaden, som i dag består af flødekartofler og frikadeller, samt et glas vin. Helst ingen dag uden et enkelt glas rød eller hvid vin. 😊
Vi ser dagens Corona tv-avis hvor alle åbner op og bliver skyldige i et forhøjet smittetal og dårligt dansk.
Ser lidt i tv’et men efter et par glas vin, virker det faktisk ikke særlig interessant med YouTube videoer.
Godnat frue og katten lister ud.

22. april. Torsdag. 6 grader, nogen sol, og blæsende fra nordvest.
Vækkes af nattrissen og lægger lidt kabaler inden jeg slumrer lidt igen. Aase banker på væggen og vil op og i gang. Vi sniger os igennem rutinerne og jeg samler mig sammen til en tur i Aldi, da køleskabet er ved at være tomt. Ikke voldsomt mange i Aldi, men lidt kø ved kassen bliver der jo altid når jeg har købt ind til næsten en hel uge. Hjemme igen og vi spiser en let frokost inden vi skal en tur til Vadestedet og træne, i hvert fald Aase skal. Fruen starter med 15 minutters cykling. Så kommer John og Aase skal gå frit med støtte fra John, det går rimeligt. Så prøver de med en stok/krykke som holdes i højre hånd og atter går de salen rundt. Så er Aase træt og den halve time er næsten gået. Vi ruller hjem til eftermiddagskaffen og lidt cykling som lige akkurat var forbi da vi tændte tv’et. Vi slapper lidt inden aftensmaden som var Frankfurtere med flødekartofler til.
Vi ser tv for en stund og går så ellers tidligt til køjs. Katten er ude.

Aase træner brug af stok sammen med John.

23. april. Fredag. 4 grader, lidt sol og en let vind fra nordvest.
Hører kun svagt nattrissen og vågner ved halvsyvtiden. Lægger kabaler og så banker Aase på væggen. Hun skal op lidt hurtigt da vandstanden er høj og så må vi konstatere at hun atter har fået en urinvejsinfektion. Det betyder så en urinprøve samt et ring til medicindamen, hvilket lykkes inden for rimelig kort tid, for at få noget medicin der kan tøjle infektionen.
Efter Aase har været tre gange på toilettet i hurtig rækkefølge lykkes det at samle en urinprøve som jeg kører til Lægecenterets laboratorium, hvorefter turen forsætter til apoteket. Jøsses, lægen har ikke godkendt recepten, selv om jeg kunne se den på Sundhed.dk, så jeg kan ikke få noget udleveret.
Skumler lidt mens jeg handler i Fakta og ringer så igen til Lægecenteret og får godkendt recepten og så er det atter på apoteket. Det lykkedes og samtidig fik jeg information om at den tranebærsaft som Aase ofte drikker, skal indtages i store mængder hvis det skal have noget effekt, sådan ca. 4 liter i døgnet sagde apotekerdamen. Jeg køber nogle kapsler med tranebær og så må vi forsøge med dem. Tanker lidt dyre dråber på bilen og så går det mod Figenvej hvor Aase får den første Selexid og der skal indtages 3 stk. om dagen.    
Eftermiddagskaffen suppleres med en scones og vi ser lidt cykling. Vi har spurgt medicindamen om der skal foretages ændringer i den medicin Aase tager til daglig og får svaret, det ikke er nødvendigt. Bagefter lykkes det Senillius at smide Nem id-kortet væk, men efter et kvarters søgen finder han det igen. Nød.
Kylling og flødekartofler udgør aftensmaden. Så ser vi Corona-tv-avis og så nærmer vi os fruens sengetid. Jeg sætter mig og ser en film jeg har optaget. Sengetid misser.

24. april. Lørdag. 0 grader, klart og en svag vind fra nord, gid fanden havde den vindretning.
Hører nattrissen, men sover videre inden kabalerne lægges. Så står vi op forholdsvis tidligt og efter morgenmaden tager Aase rollatoren og kører 14 omgange indendørs. Kort pause mens jeg går i bad og så starter fruen på en times cykling. Så er hun altså også godt brugt bagefter. Jeg ser lidt på min backup harddisk som endnu ikke er sat op på netværket. Det blev den så heller ikke i dag, da opsætningen ikke ville fungere og netværket gik ned. Fik genstartet netværket ved at reboote routeren og så gad jeg ikke rode med det mere. Gik i soveværelset for at rydde op og støvsuge når nu katten var udenfor. Aase ruller også i soveværelset med rollatoren og henter en del tøj hun ville prøve. Hun kasserede det meste.
Så er det tid til aftensmad, som i dag er æggekage med pølser efter fruens ønske. Et glas rødvin hjælper lidt på anretningen.
Vi ser lidt tv og jeg forsætter på filmen fra i går, den varer 3 timer i det hele, så der er til nogle dage. Katten kommer og får natmad.

25. april. Søndag. 4 grader, nogen sol og en let kold vind fra nord.
 Vækkes som sædvanlig af nattrissen og det bliver kun til lidt slummer ind imellem inden fruen banker på væggen allerede ved halvsyvtiden. Vi runder lige toilettet og snupper så en time mere på ryggen og jeg når at lægge alle kabalerne. Vi når til de kendte rutiner og så skal jeg i bad, for jeg tænker at stikke af til anden vaccination mod Covid19. Møder op i god tid, men må alligevel vente et kvarter inden de prikne vågner af middagsluren. Kan ikke forstå at der absolut skal laves en kø, hvor alle de gamle står og venter. Lidt dumt.
Jeg får stikket og venter et kvarter, inden jeg damper mod Figenvej.
Let frokost til fruen og mig, inden hun stiger på cykeltræneren, mens der er cykelløb for damerne, Liége-Bastogne-Liége. Senere bliver det herrernes tur. Kenny kommer og ser med.
Udmærket cykelløb og vi spiser en pizza bagefter. Ruller Kenny til Hvedevænget og hjemme igen ser vi Corona-tv-avisen. Indien er hårdt ramt af pandemien og de dør som fluer.
Aase går tidligt til køjs og jeg ser det sidste af min film fra de foregående dage. Katten er ude.                

 Vejr statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata