Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Uge 29 2023

Set & Sket 2023 Posted on 24. juli 2023 19:43:19

17. juli. Mandag. 18 grader, det truer med torden og regn og vinden er let fra sydvest.
Hører ikke trissen, høreværnet fungerer, vågner ved fem tiden, men vender mig om og slumrer videre.
Lægger kabaler og starter så mandagens rutiner. Derefter ruller jeg en tur i Aldi og minsandten om de ikke havde makroner og tomatjuice på hylderne.
Hjemme gør Aase rent med Swiffer og en ministøvsuger, som jeg glemte at lade op i aftes.
Vi har så fået en tid til Aases Botox behandling i slutningen af august. Hvor relevant det er, ved jeg ikke længere.
Går i fitness lokalet og træner også. 😊 2 x 12 minutter på maskinerne og små 20 minutters gymnastik og vægttræning.
Aftensmaden er karbonader, kartofler og stuvede ærter og gulerødder. Tv-aviserne glider hen over skærmen, men meget klogere bliver vi ikke. Aase lægger kabaler og jeg ser en Indiana Jones film fra lageret. Sengetid til pensionisterne.

18. juli. Tirsdag. 15 grader, lidt blæsende fra vest og skyerne og solen er atter i kamp om pladsen på himlen.
Tror jeg drak mere end to liter vand i går og det hævnede sig i nat. Hørte ikke trissen og jeg sov til klokken seks. Kabalerne lægges og så er det ellers i gang med rutinerne. Så har jeg et par opgaver på planen, som jeg længe har ville foretage. Rengøring af Aases badestol, selvom den kommer i vand hver dag, bliver den sgu noget klam med tiden. Jeg demonterer sæde og ben og giver det hele en omgang med sæbe og rensesvamp. Sprayer den med sprit bagefter.
Næste projekt udføres mens jeg ser enkeltstart fra TDF. Alle vores stole får udskifter dupperne på stolebenene og det er sandelig noget der tager sin tid, ikke mindst når jeg skal have de gamle dupper renset af først. Bliver dog færdig inden enkeltstarten slutter og det med Jonas Vingegård som suveræn vinder.
God eftermiddag. Får også en sludder undervejs med både Helle og Kenny via de sociale medier.
Aftensmaden er kold kartoffelsalat og en karbonade. Så lidt ligegyldigt tv og vi nærmer os sengetid.

19. juli. Onsdag. 15 grader, gråt, men en svag vind fra vest.
Vågner ved firetiden og konstaterer at trissen har været her. Høreværnet udelukker tilsyneladende trisserne. Har dog ulemper af de hørerpropper, synes de trykker for meget i øret når man ligger på siden. Slumrer lidt videre og lægger kabaler og så er det tid til dagens ritualer. Bagefter går Aase sine 15 runder og cykler sammen med rytterne i TDF. Jeg går i fitness lokalet efter vi har spist en minimal frokost. Samme opskrift som i mandags. Ser TDF samtidig på den bærbare computer. Så får vi slået græs, men jeg når ikke at få talt med styrmanden Jørgen. Så kommer Christian og låner den lange stige, da han skal male helt op i spidsen af huset. Aase tømmer opvaskeren og jeg sætter mig og ser de tre sidste bjerge på dagens TDF-rute.
Nå da, TDF udvikler sig til Vingegårds fordel, da det viser sig at Pogacar ikke har benene til at følge med på det sidste og afgørende bjerg. Vingegård sætter mere end fem minutter ind på kontoen.
Vi spiser flødekartofler og kylling Gordon Bleu. Den form for kylling var ikke Aases livret. 😊
Ser nogle billeder som Helle har sendt fra hendes og Mortens udflugter til det kønne Østsjælland.
Så ser vi Aftentour med Jonas Vingegård i centrum. Derefter finder vi køjerne.

20. juli. Torsdag. 13 grader, lidt sol blandet med skyer og vinden er lidt skarp fra nordvest.
Vågner atter ved firetiden, nu skal det ikke blive en vane, trissen har været her og jeg slumrer videre til klokken halv syv og lægger så kabalerne i hurtig rækkefølge. Op og stå og så kan rutinerne indledes.
Så startes vaskemaskinen og bagefter tørretumbleren til par gange vask af hvid og sort. Selvom strømmen ikke var helt billig, er den dog billigere end den forventes i morgen. Går en tur med kammerat Dyson og så sprittes badeværelserne af. Jeg hopper i bad og når at blive færdig inden Helle kommer på visit. Vi sludrer hyggeligt om løst og fast og hendes ture i det østdanske land. Helle ruller videre til andre gøremål, tak for i dag madame. Vi sætter os og ser TDF og Kasper Asgreen vinde dagens etape.
Et par kraftige byger sniger sig ind over Figenvej med påfølgende regnbue.
Så står den på falafler, kartofler, grønt og humus, som vist ikke bliver livretten, sådan lige med det samme, men nu er det smagt.
Lidt Aftentour hvor vi atter får det samme at se som vi så i eftermiddags. Jeg ser så noget om hjernen, den som de fleste ikke bruger i dagens Danmark og så er det sengetid for pensionister.

Regnbue over Figenvej.

21. juli. Fredag. 15 grader, gråt med lidt sol ind imellem. Vinden er let fra nordvest.
Hører trissen Susanne omkring klokken tre, hun er ellers meget diskret. Vågner igen ved godt firetiden og går en tur og klokken halv syv banker fruen og vi går lige en tur inden vi snupper en time mere.
Ritualerne startes og jeg vasker og tørrer sengetøj selvom prisen ikke er helt i bund. Fruen får lidt frokost mens hun går de 15 runder og cykler en god halv time. Jeg ruller en tur i Aldi efter nogle småting og får købt alt for meget. Hjemme igen og se lidt cykelløb. Jesper sender en meddelelse som desværre fortæller at hans mor Anette Hansen er død i eftermiddag. Det berører os virkelig meget. Vi har jo kendt både Anette og Peter i mere end 40 år som gode genboer og kollegaer og skolekammerater. Det tynder ud i omgangskredsen og det er ikke rart.
Vi ser TDF for i dag færdigt og snupper så en sildemad og et stykke med røget ørred samt en ostekiks. Øllet og snapsen nydes af Anettes skibsglas. Så lister jeg udenfor og møder Rikke og de tynde hunde samt datteren, som jeg ikke kan huske hvad hedder, samt Hanne og Sofus. Hilser på dem alle sammen og fortæller Hanne at Anette er død. Så kan hun fortælle det til resten af beboerne hvis hun ønsker det.
Gider ikke tv og sætter mig udenfor med en trøje over. Aase ser Aftentour og aflægger referat inden vi går til køjs.

Familien Traving på en forårsdag i 2017, sammen med Anette og Peter

22. juli. Lørdag. 13 grader, nogen sol og periodevis lidt mørke skyer. Vinden er let fra vest.
Hører trissen og må op kort efter, øllet tager hævn. Slumrer videre til ved halvsekstiden hvor kabalerne lægges. Småslumrer så lidt og står op og starter rutinerne. Aase starter opvaskeren og jeg starter vaskemaskinen med håndklæder. Så er det ellers i fitnesslokalet og snuppe de 2 x 12 minutter på maskinerne og små tyve minutter med gymnastik og vægttræning. Nu nærmer vi os frokost og Aase går de 15 runder og har til hensigt at cyklen en tur sammen med TDF-rytterne bagefter.
Lidt eftermiddagskaffe mens vi ser cykling og i dag vinder Pogacar.
Tv-aviser og intet fornuftigt nyt under solen. Lidt underholdning og vi går tidligt til køjs.

23. juli. Søndag. 15 grader, gråt i gråt, vinden er let fra vest og regnen truer.
Der møder et par trisser op og hjælper Aase lidt og vækker mig med deres pludren. Det er ok.
Sover videre til klokken seks og lægger kabaler, men mangler en enkelt. Sætter gang i ritualerne ved halv-otte-tiden. I dag står den på cykelløb det meste af dagen, først kvindernes TDF og så sidste etape af mændenes. Det er godt med noget cykling på fladskærmen for det har regnet det meste af dagen. Ca. 17 millimeter er der kommet her ved 18-tiden. Vi spiser hakkebøffer, kartofler og ærter med brun sovs, og tvinger os til at drikke et glas rødvin. 😊 Resten af aftenen fejres TDF’s afslutning og med Jonas Vingegårds sejr, på tv’et altså.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata



Uge 28 2023

Set & Sket 2023 Posted on 17. juli 2023 18:26:47

10. juli. Mandag. 19 grader, varmt, gråt og stille vejr.
Hører trissen, som taler med Aase og fortæller hun har fødselsdag. Jeg forsøger at sove videre, selv om det er drønene varmt. Vågner ved sekstiden og lægger kabalerne inden jeg står op ved halvottetiden og sætter skub i ritualerne. Bagefter ruller jeg en tur i Aldi. Det regner lidt og tordner i baggrunden. Opvaskeren kører og elpriserne ligger lige højt nok, men der kunne altså ikke være mere i maskinen.
Let frokost og jeg digter lidt på blogindlæggene.
Slapper lidt, er lidt tom for energi lige pt. Aftensmaden er frikadeller og flødekartofler.
Jeg ser de sidste MASH-afsnit, som desværre ikke var så gode som de første i serien. Det har det med at ende i alt for meget sentimentalt pladder. Fruen hjælpes til køjs og jeg er færdig ved godt 23-tiden.

11. juli. Tirsdag. 18 grader, varmt og solrigt og vinden er kun svag fra sydøst.
Hører trisserne, ja der var to i nat og den ene, Nanna, havde fødselsdag og vi havde købt en æske chokolade til hende. Det lød som om hun var glad for den. Slumrer videre og vågner ved sekstiden. Kabaler lægges og jeg småslumrer lidt til ved halvottetiden og så sparkes der til rutinerne.
Aase rydder op i køkkenet som sædvanlig og jeg kravler ind i motionslokalet og tvinger mig igennem tre kvarters umenneskelige udfoldelser. 😊
Aase går sine runder og jeg fremstiller en minimal frokost og sætter mig så og ser noget cykling fra TDF. Faldt sgu i søvn et par gange, men vågnede dog inden afslutningen. Vi spiser et par Aldi burgere, men det er de sidste for en tid, synes at kødkvaliteten er stærkt dalene. En tv-avis som Aase ser og fortæller mig hvis der er noget af betydning på vej. Det var der ikke. Ser den originale MASH-film, men den virker for gammel i plottet og er generelt meget mørk og derved uegnet til tv. Godnat.

12. juli. Onsdag. 17 grader, regnfuldt og vinden er svag fra sydøst. Det har tordnet og regnet siden klokken ca. tre i nat. Jeg har fået meget lidt søvn og er vist lidt pirrelig. Lægger nogle af kabalerne og starter rutinerne. Vi har begge en aftale med fodterapeuten kort før frokost. Så leveres fruens medicin til de næste fjorten dage. Ad sted til behandling af fødder og alt går efter planen udover et massivt regnvejr da vi forlod Figenvej og da vi landede på Hvedevænget. Efter endt god behandling, går det mod Figenvej igen via Aldi og denne gang i tørvejr. Bestiller varer hos Bilka ToGo, derefter cykling på fladskærmen og til aften en sildemad og et stykke med røget ørred og røræg samt en ostekiks. Lidt koldt øl og en par snapse sneg sig også ned.
Efter de sædvanlige halve sandheder fra tv-aviserne ser jeg X-Files på dvd. Kenny købte dem til mig for mange år siden, men jeg nåede ikke igennem dem alle sammen, så det forsøger jeg nu. Fruen hjælpes til køjs og jeg nærmer mig også tidspunktet.

13. juli. Torsdag. 17 grader, blæsende fra sydvest og solen og skyerne har deres kamp om pladsen på den blå himmel. Hører trissen, hun var vist ny på de her kanter. Slumrer videre til klokken godt syv. Når en enkelt kabale og så står jeg op og lader rutinerne tage over.
Venter så på en sms fra Bilka vedrørende varerne til afhentning. Den kommer ved godt ti tiden og jeg ruller ad sted og afhenter alle varerne.
Let frokost og Aase går sine 15 runden og cykler og jeg har ladet dovenskaben tage over og slapper lidt og lægger alle kabalerne også dem fra i går.
Cykling fra Frankrig til os begge. Hanne kommer og fortæller at Michael skal giftes den 19. august i år med? kan desværre ikke huske hendes navn. Vi tilkendegiver at vi gerne vil være med til noget gavebånd.
Hanne fortæller også at hun til tider slås med migræne, det er sgu ingen spøg. Mir mor sloges med det i mere end 30 år.
Aftensmaden er grillmedister, kartofler, grønt og dressing. God medister, jeg er ellers ikke så meget for medister.
Lidt underholdning fra DR-TV og vi nærmer os sengetid.

14. juli. Fredag. 14 grader, let vind fra sydvest og solen skinner for det meste.
Hører trissen, må op en tur, vågner klokken fem og vender mig om og ved sekstiden kommer skraldevognen og henter glas og flasker, vor herre til hest en larm. Det skulle forbydes at starte i et parcelhuskvarter før klokken otte. Jeg havde ikke fået nogen melding fra Næstved Kommune om afhentning og havde følgelig ikke stillet vognen ud. Det var nu også lige meget, der var dårlig nok flasker og metal så det kunne dække bunden.
Har ikke det store overskud lige pt. så jeg slapper lidt til TDF på fladskærmen og endnu klarer Vingegård sig fint.
Vi spiser hakkebøffer til aften og se så lidt tv-aviserne som sikkert mod deres vilje nærmest vildleder deres seere med halve sandheder.
Jeg gider ikke se tv i dag, så jeg sætter mig udenfor med et glas hvidvin og håber på at skrigeskinkerne forbliver indendørs, men de er ikke bare at lukke ned, hylen og skrigen og hundeglam blander sig med solnedgangen. Hjælper fruen til køjs og følger så efter kort efter.

15. juli. Lørdag. 18 grader, let skyet og vinden er svag fra sydøst.
Vågner ved halvfire tiden og må på en lille udflugt og observerer at trissen ikke har været her endnu.
Sover med høreværn pt. da jeg har sovet uhyre lidt i den sidste uges tid og er efterhånden noget kvæstet og meget træt. Hører så ikke trissen som kommer ved firetiden og jeg vågner ved halvsyvtiden og lægger kabaler og står så op og sætter gang i rutinerne.  Er stadig noget træt med tunge arme og mangel på overskud. Har luret på om det skulle være fordi jeg har taget på det sidste 4-5 måneder. Mit bmi tal nærmer sig de 30. Den er altså gal senior.
Aase går sine runder og jeg sætter mig og ser starten på dagens cykelløb. Hanne kommer og spørger om jeg eventuelt kan være medvirkende til at opklare hvad det er for elledninger der ligger langs plankeværket til deres nabo. Det kan jeg, ledningerne blev brugt til at holde lys i nogle lamper som var gravet ned i jorden, men som med tiden rådnede og Peter pillede dem op, men tog øjensynlig ikke ledningerne med op.
Så er der atter TDF og etapen er dog lidt spændende og Vingegård vinder et sekund på Pogacar.
Vi spiser kalkunfrikadeller til aften og de frikadeller er suverænt det bedste vi får fra Sundtakeaway, ikke sådan at forstå at det andet ikke kan spises, for det kan det bestemt. Lidt aftenunderholdning og efter at fruen er gået til ro sidder jeg udenfor en lille times tid i næsten 22 graders varme.

16. juli. Søndag. 17 grader, stort set klart og vinden er frisk fra sydøst.
Hører ikke trissen og vågner lidt i fem, men forsøger at snuppe et par timer mere. Nogle kabaler lægges og så banker fruen og søndagens ritualer starter.
Efter morgenmaden, lægger Aase kabalerne mens jeg lige ser kort på ugens regnskab. Aase går sine 15 runder og cykler godt en halv time og jeg er stadig næsten flad for energi. Forsøger at holde lav profil og slappe så meget som muligt. Sætter mig efter en minimal frokost og ser lidt cykling fra Frankrig. Småslumrer ind imellem men går ikke glip af det store. Vi spiser lidt kold kartoffelsalat med en Bilka frikadelle til. Ser så de sidste km af dagens etape og Vingegård forsvarede sin førertrøje.
Ser lidt ligegyldigt tv og så nærmer vi os sengetid.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata

 



Uge 26 2023

Set & Sket 2023 Posted on 5. juli 2023 19:30:29

26. juni. Mandag. 18 grader, tung og stillestående luft og solen skinner endnu.
Hører ikke trissen, men må op en tur. Sover derefter noget afbrudt, tror viste at varmen har en vis indflydelse på det. Får lagt nogle af kabalerne og småslumrer til ved halvottetiden hvor ritualerne aktiveres.
Må dog vække fruen som var noget langt væk.
Et kort bad til undertegnede og vi er klar til at stikke ad sted til Vadestedet for sidste gang i en hel måned. John har ferie. Træningen må så intensiveres på lokalt plan.
Efter træningen ruller vi en tur i den store Aldi og køber lidt fornødenheder. Hjemme igen og vi spiser en ydmyg frokost. Aase lægger kabaler og jeg tager en slapper.
Aftensmaden står jeg og Aldi for. Kold kartoffelsalat, frikadeller og friske jordbær til dessert. Det var en udmærket mandags menu blev vi enige om. Vi når lige at få et par tordenskrald og godt 10 millimeter regn i løbet af eftermiddagen og temperaturen faldt fra 26 grader til 21 grader udenfor.
Aase lægger kabaler, hun skylder vist et par stykker for denne måned. Jeg sætter mig og ser MASH og så er det sengetid.

27. juni. Tirsdag. 14 grader, det blæser fra nordvest og det er altså ikke lun luft. Solen skinner dog.
Hører trissen langt væk, men slumrer videre til klokken godt fem. Læger kabaler og lægger en plan for dagen. Ved syv tiden står jeg op og sætter ritualerne i gang. Vi starter lidt tidligere da Marlene fra VISP kommer ved ti tiden og ordner Aases høreapparater. Det gjorde hun så og fortalte hun havde rund fødselsdag i sin ferie. Vi gættede på 40, men nej, hun bliver faktisk 50 år. Det kunne vi jo nok have gættet, hun har voksne børn, har hun fortalt. Jeg ruller en tur til onkel Harald for at købe fuglefrø og imprægneringsvæske til fliserne. Så kommer Tøsen på visit og får lidt at drikke og spise og let håndspålæggelse. Det er hun glad for. 😊
Hjemme igen hvor Aase starter på sine 15 runder og cykler bagefter. Let frokost og jeg løber glad og fro ind i fitness lokalet og snupper45 minutters træning.
Ville så have været lidt udenfor og rode i haven, men synes ærlig talt at det var for køligt.
Slappede lidt og så lidt tekst-tv inden vi tilberedte aftensmaden. Sammenbiks med bulgur.
Aase lægger atter nogle manglende kabaler og jeg ser MASH inden vi går til køjs.

28. juni. Onsdag. 14 grader, gråt og det lufter en anelse fra nordvest.
Hører trissen og Aase, som taler om hvem der normalt kommer her om natten. Lidt vanskeligheder med at falde i søvn igen. Vågner ved halv sekstiden og lægger kabalerne, men mangler en. Rutiner sættes i gang efter at Aase har banket og vi er i god tid inden Helle kommer på visit. Jeg samler sammen til en lossetur på begge pladser og ruller ad sted. Ikke mange på nogen af pladserne.
Hjemme igen og så er det badetid og Aase går de femten runder.
Helle kommer og snakker et par timer inden hun atter lister hjem ad. Vi er altid glade for dine visitter.
Slapper lidt og så er det tid til aftensmad.
Aase spiser tarteletter og jeg ris og forårsruller. Har i løbet af dagen indtaget et par halv liter Radler og trods den lave alkoholprocent er jeg alligevel lidt mærket, så da jeg tager et glas hvidvin til maden, bliver jeg sgu noget træt. Får dog set et par afsnit af MASH inden vi går til ro. Jeg sidder lidt udenfor med trøje på inden jeg sniger mig mod sengen.

29. juli. Torsdag. 14 grader, gråt og det virker som om det har regnet ganske lidt. Vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke trissen, men må sgu op en tur.
Lægger kabaler og småslumrer og klokken er næsten otte inden jeg sætter ritualerne i gang. Får en lille balle af fruen, som gerne ville tidligt op og ordne lidt i huset. Om forladelse frue, det tog lidt længere tid at sove end forventet. 😊
Nå, alting lykkes i en gasovn og jeg samler mig sammen til en tur ud og handle. Først bageren i Sct. Jørgens Park, så LIDL og til sidst måtte jeg i Rema for at købe druer og tomatjuice. Let frokost og Aase pisker rundt med Swiffer og håndstøvsuger og jeg gemmer mig i fitness lokalet i ca. 45 minutter. Benene var ikke gode i dag, cyklingen sled gevaldigt.
Lidt eftermiddags afslapning og så spiser vi kold kartoffelsalat og en karbonade. Bagefter går jeg en tur med kammerat Dyson.
Aase lægger kabaler og jeg har sat mig udenfor og læser lidt i de nye tilbudsaviser og Ugebladet.
Vi går tidligt til køjs.

30. juni. Fredag. 15 grader, gråt og det har regnet lige knapt en millimeter og vinden er svag fra nordvest.
Hører ikke trissen, men er vågen flere gange blandt andet pga. kramper i det ene lår. Er oppe ved fem tiden og lægger månedens sidste kabaler. Forsøger at småslumre lidt og står så op og starter ritualerne.
Så er det tid til lidt rengøring af toiletter og vask af gulve uden gulvtæppe.
Vi forventer at Pia og Kurt dukker op ved 13:30 tiden. Ganske rigtigt og så i en luksus RAV4, medbringende smørrebrød og vin samt en jordbærtærte. En meget hyggelig eftermiddag går jo alt for hurtigt. Det var godt smørrebrød og en dejlig hjemmelavet jordbærtærte. 😊
Vi ser lidt tv-aviser og et par andre udsendelser inden vi går til køjs.

01. juli. Lørdag. 15 grader, gråt og lidt finregn, vinden er svag fra nordvest.
Hører trissen og må op en tur efter hun er gået. Sover noget uroligt til klokken godt fem og lægger kabaler samt forsøger at luske mig til et par timer mere på øjet. Står så op ved halvottetiden og starter dagens rutiner. Indimellem kommer der et par katte for at hilse på. Malte, Tøsen og Leo er næsten daglige gæster.
Aase går sine runder og cykler inden hun tømmer opvaskemaskinen. Jeg vasker og tørrer tøj i større mængder, mens vi begge forsøger at følge med i første etape af TDF 2023. Rester af luksus smørrebrødet fra i går konsumeres sammen med en sildemad inklusive et par snapse.
Vi ser lidt på fladskærmen inden sengetid.

02. juli. Søndag. 15 grader, lidt blæsende og solen skinner for det meste.
Hører ikke trissen for jeg sov med høreværn pga. alt for høj og dårlig muzak i kvarteret.
Kabalerne lægges tidligt, minus en enkelt og så banker fruen og søndagen rutiner gøres aktive.
Efter morgenmaden lidt vask af håndklæder og så går jeg i fitness lokalet og Aase starter på de 15 runder inden cyklingen. En stor del af dagen slappes til TDF og til aften kylling og ris.
Ser lidt MASH inden vi går til køjs.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata