En af
de ture som både Henrik og jeg ser frem til, er jo turen til Agersø. Så i går på en lun torsdag rullede vi mod Stigsnæs færgehavn, og stillede Mc’erne
i den dertil indrettede bås til Agersø, og gik over for af trække
billetter i selvbetjeningsautomaten. Lidt omstændigt men det virker stort set,
udover at vi ikke kunne trække billet til maskinerne. Det kunne man så ifølge billetkontrolløren
på færgen, hvis vi bare havde gjort brug piletasterne. Vi havde i stedet valgt
2 personbilletter og så er prisen næsten den samme.
Der var ikke særlig mange med færgen, hverken den ene eller den anden vej,
hvilket kunne undre lidt, da vejret var ualmindelig fint til en sådan udflugt.
Fast grund under hjulene igen, og vi tager lige en tur til den nordlige del af
øen, da der mangler et kvarter i at kroen åbner. Fra den placering kan
Storebæltsbroen ses med det blotte øje, og også skibstrafikken.
Da det ikke kun var øjnene der skulle mættes, kørte vi til Agersø Kro, og bestilte æggekage og to glas fadøl. Vi kan
umuligt blive uenige om, at det er en formidabel god æggekage inklusive det
hjemmebagte brød og øllet fra Indslev Bryggeri som smager
som en drøm, og så sidder vi udendørs i den lune sensommerdag. Kan der
forlanges mere…? Næppe… smiley
Kroen var velbesøgt af både hunde og mennesker samt et mindre selskab fra
hovedstaden, som vist var lidt ubeslutsomme i deres valg af frokosten, og kun
den ene ville have snaps til silden. U kulturelle personager…!
Efter endt måltid og betaling, truede vi med at komme tilbage næste år, hvilket
ikke lod til at skræmme værtsparet.
Så på ryggen af maskinerne og ned mod fyret i den sydøstlige del af øen. Desværre er det ikke muligt at kommer helt
derud, uden at svine Mc’erne unødigt, da det kun er en markvej og i sidste ende
en sti med strandsand.
Så tilbage til havnen og se færgen sejle, og vi fik så en times ventetid, som
blandt andet blev brugt til at indtage en is, en Københavnerstang til Henrik,
og en Champagnebrus til mig.
Jeg synes nu ikke rigtig den is smagte som jeg kan huske det, men der vel også
kun 50 år siden jeg sidst har fået en, og opskriften er nok ændret siden da,
eller det utænkelige, at jeg skulle have glemt hvordan en sådan is smager.
Efter at have svedt en times tid i Mc tøjet, vi havde fået nok tøj på i dag,
tog vi med færgen til fastlandet og drog mod den Sydsjællandske hovedstad, med
nogle mørke skyer i horisonten, som vi dog slap fri af undervejs.
En rigtig god og hyggelig tur i et fantastisk godt Mc vejr, det er sjældent at
vi har været så heldige med vejret på en udflugt.
Et
par optagelser fra os begge.
Kroen er blevet dekoreret, det gode øl, og et par ældre herrer med god appetit