Onsdag den 22. juli.
Ja, jeg er godt nok lidt sent ude med et indlæg som samler cykelture op, da
turen til Dalmose den onsdag, røg ud i glemslen på trods af lærkesangen.
Men der såmænd heller ikke meget mere der er værd at nævne om den tur.
Onsdag den 5. august.
Overvejede stærkt at ta’ cyklen for en kortere tur, så jeg pumper den til
de 100 psi, og kryber så på nakken af dyret.
Sætter cykelcomputeren til en tur på 2 timer med 22 km i timen som gennemsnit
og sætter næsen mod Karrebæksminde, i modvind, som første destination.
Herre Jemini, benene er fuldstændig kraftløse efter bare et kvarter. Tempoet sættes ned og jeg når dog ud til
parkeringspladsen på Enø
Ingen pause, så går det bare helt galt og jeg ruller nu hjemad i roligt tempo.
Nu er vinden delvis i ryggen så det går en anelse bedre, men 2 timers turen
glemmer jeg alt om og kører direkte til Figenvej og for at det ikke skal være
løgn får jeg et par gevaldige jag i låret da jeg står af cyklen, man siger tak.
1½ time blev det til, og vistnok med den dårligste tid for en tur til Enø i år.
Kommer vist til at genoptage mine vandreture og håbe på at det kan medvirke til
at benene atter bliver lidt mere holdbare.
Fredag
den 7. august.
Racercyklen kom frem og ritualerne indledt og så ad
sted med pensionisten. Men, men, men, måtte tilbage efter kort tid og skifte
sko fra Shimano til de gamle Diadora. Kommer altså til at finde et par Diadora
sko et eller andet sted.
Benene er bedre end i onsdags, så det går rask derudad. Kort før is huset ved
Bornakkeskoven ses det tydeligt på himlen og udover Karrebæk Fjord, at det
regner en del.
Det er ikke ligefrem min livret med den regn, men forsætter dog ufortrødent og
efter Græshoppen begynder der at blive fugtigt på vejen og det drypper nu en
del.
Vender på p-pladsen og nu falder regnen let, men hjem skal jeg jo, så der er
kun en mulighed og det er at gi’ den lidt gas, men med lidt forsigtighed, da
jeg kører på slicks, dvs. dæk uden mønster, så tag det lige lidt roligt i
svingene senior.
Kaos ved græshoppen, der er kø helt fra rundkørslen. Kører bagom ved Enø
bageren og sniger mig op på broen og tager fortovet og drejer så af alléen.
Ved Karrebæk Kirke er regnen næsten stoppet og der kommer kun nogle enkelte
dryp under resten af turen til Figenvej. Cyklen kommer efterfølgende til at ha’
en gang sæbevask så snavs og grus kan blive vasket af stellet og ud af de
bevægelige dele.